Læsetid: 10 min.

Iliaden generobret på dansk

8. oktober 1999

Otto Steen Dues friske Homer er på én gang mundret og kyndig, ja, den har tilmed personligt præg

Gendigtning
En tommelfingerregel af de grove siger, hvor talen er om litterær traditionsformidling, at klassikeroversættelser i gennemsnit forældes i løbet af ca. et halvt århundrede. Det er nemlig den tid det tager for sproget og smagen at ændre sig så meget, at læ-serne ikke længere vil opleve klassikeren som henvendt direkte til dem.
Passer denne regel, må Christian Wilsters danske Homer, Iliaden og Odysseen, siges at have holdt sig frisk imponerende længe, digtet som den jo er i 1830'ernes Sorø. Der foreligger flere velmente forsøg på at modernisere og moderere hans ædle tekst, men de var aldrig i stand til at slå Wilsters poetiske gendigtning af marken kvalitetsmæssigt set, og derfor er vi havnet i en situation, hvor de homeriske digte lige indtil dagen i dag risikerede at glide ud af den litterære og kulturelle arv.
Mangt og meget har nemlig ændret sig, efter at Wilster (1797-1840) oversatte Homer. Hans guldalderdansk klinger mere og mere musealt, hans sætningsbygning kan virke knudret med sine mange forekomster af omvendt ordstilling, af den art, som vi i vore dage ellers kun møder i ubehjælpsomme konfirma-tionssange, og hans metrik kan let tage modet fra læsere, der ikke føler fortrolighed med originalens rytme.

At forny traditionen
I klog erkendelse af alt dette har professor i klassisk filologi ved Århus Universitet Otto Steen Due gennem de seneste år arbejdet intenst på at forny traditionen ved at bygge på det bedste hos sin forgænger, men samtidig tilstræbe et letflydende, ligefremt og oplæsnings-venligt nudansk. Først oversatte han Ovids Forvandlinger (1989), der blev lidt af en forlagssucces, og eftersom disse frie, tit frivole latinske vers oprindelig blev til i opposition til Vergils kejsertro heltedigtning, hvad var da mere oplagt end derefter at tage fat på den nye fordanskning af Aeneiden, som kom for tre år siden?
På sliddet med Ovid og Vergil fulgte efter oversætterens eget udsagn en forskrækkelig tomhed. Men eftersom det store højstemte kvad om den trojanske helt, der grundlagde staden Rom, oprindelig blev tænkt som et latinsk sidestykke til de homeriske digte, da måtte næste skridt nødvendigvis blive en ny dansk Iliade og, om føje år, en ligeværdig Odyssé. Indsatsen er nødvendig, hvis ikke en lang tradition skal dø ud eller fortrinsvis blive et anliggende for specialister.

Opad eller nedad?
Også Wilster tog som oversætter bestik af en kulturel situation. Han så med skepsis på hvordan den tyske og specielt franske litterære smag vandt frem på bekostning af det nordiske og det klassiske. Derfor brugte han i sin Homer et Oehlenschlägersk sprog med et nationalromantisk ekko af eddakvad og saga, ligesom det lykkedes ham at indarbejde glimrende digteriske påfund fra Poul Martin Møllers fragmentariske forsøg med enkelte sange af Odysseen. For Wilster gjaldt det især om at bevare, og han kan ikke siges fri for at have oversat Iliaden og Odysseen 'opad' af respekt for digtenes klassiker-status.
Anderledes med Otto Steen Due. Han ved fra dette århundredes forskning bl.a., at de homeriske digte i en lang periode før deres nedskrivning blev overleveret og fornyet i en vidt forgrenet mundtlig tradition, formentlig via omrejsende sangere, der med sig i hovedet bar dels fortællingens skema, dels et vældigt register af poetiske 'formler' at improvisere over, som lejligheden nu bød sig. At transformere Homer til nutidsdansk har derfor handlet om at gøre versfortællingen scenisk direkte og oralt nærværende.
Samtidig er oversætteren imidlertid tydeligvis bevidst om, at udfordringen og charmen ved Iliaden og Odysseen nok så meget består i digtenes fremmedhed, sprogligt såvel som mentalt-kulturelt. Homer eller snarere den tradition, vi betegner ved dette navn, tænkte og oplevede helt anderledes end vi. Sangerne rådede f.eks. over mangfoldige næsten ligeværdige gloser for det at se, og sjælen opfattede de ikke som en i sig selv beroende enhed, der styrede kroppen, men snarere som et sæt virkende kræfter eller funktioner, der teede sig som organer.

Sjælen: en skygge
Når de homeriske helte dør, så bliver kroppen, manden, lemmerne, liggende på valen. Sjælen flyver til dødsriget, ned til Hades, men mennesket ligger der stadig. Hvor man i senere tider opfatter legemet som et hylster om det egentlige, sjælen, betragtes denne hos Homer blot som en flygtig skygge, der ved livets afslutning forlader os via munden eller et gabende sår.
Tager vi f.eks. det berømte sted fra 22. sang, hvor Achil-leus foran Trojas mure gør det endeligt af med sin værdigste modstander Hektor, så står der i den oldgræske original efter den døendes sidste replik noget i retning af, at 'således skjulte dødens afslutning ham, der havde talt. Men sjælen, den fløj ud af lemmerne og gik til Hades, idet den stønnede over sin skæbne, og idet den forlod manddommen og ungdommen'.
Wilster skriver: "Alt som han mælede saa, tilhylled den sluttende Død ham;/ Ud af Lemmerne fløi hans Sjel og iilte til Hades,/ Jamrende over den Lod, at skilles fra Kjækhed og Ungdom."
Hos Otto Steen Due lyder de samme tre vers som følger: "Det var de ord han fik sagt før døden lagde sig omham. / Sjælen fløj ud af hans liv og begav sig på vejen til Hades, /sorrigfuld over sin lod, at forlade styrke og ungdom."
Begge oversættere færdes, som man ser, på sikker homerisk grund. Men Due befrier passagen for patina og lader alt fremstå nært og frisk trods den mentale fremmedhed.

Ring-komposition
Scenen udspilles i det tiende år af kampene foran Troja og følges af mishandlingen af liget samt faderen, Priamos' bøn til Achilleus om at få Hektor tilbage, så han kan blive anstændigt begravet. Et ønske, der efterkommes. Derved fuldendes Iliadens cirkulære komposition, for hele digtet begynder jo med, at en fader, Apollon-præsten Chryses, opsøger kong Aga-memnon, for at få sin røvede datter tilbage. Et ønske, der afvises.
Heraf opstår vreden, der griber Peleus-sønnen Achilleus, og som splitter den græske hær. I værkets første tredjedel kæmper de uden ham, i anden del isolerer han sig og afslår sin hærførers gaver, men bliver indirekte skyld i vennen Patroklos' død. I tredje del griber han til våben og slår Hektor ihjel, i en tvekamp, der spejler første dels dyst mellem Menelaos og Paris.
To principper holder sammen på eposets helhed. For det første en symmetri, der får personer og optrin til at ordne sig i parallel og kontrast, som på en "geometrisk" vase. For det andet en rå dynamik, der ubønhørligt driver handlingen fremad mod døden.

Homerisk spørgsmål
Vi må formode, at de old-græske rhapsoder også har kunnet foredrage andre sange, andre historier, fra krigen om Troja end lige netop det store digt om vreden det tiende år. Men af en eller anden grund blev det præcis denne del af traditionen, der fik lov at overleve under det gådefulde og sagnomspundne dæknavn Homer.
Hvad dette navn mon betegner, kaldes 'det homeriske spørgsmål' og optog gennem det 19. årh. mangen karrieresulten forsker. De såkaldte unitarer antog eksistensen af en individuel digter, der kan have levet så langt tilbage som i det 8. årh. f.Kr. Andre var villige til at tænke i digter-kollektiver og forsvare en teori om en mundtlig tradi-
tion, før nedskrivningen, båret af flere sangere, hvad enten disse nu var seende eller blinde.
En revolution i videnskabens syn på de homeriske digte skete, da Milman Parry ud fra studier i nutidig folkelig epik udkastede teorien om Iliaden og Odysseen som mundtlig formeldigtning, løst improviseret på lyriske rutiner over et fast episk skelet. Denne teori forklarer bl.a. uensartetheden i digtenes dialekt og indre uoverensstemmelser mht. det samfund, handlingen udspilles i, ligesom teorien gør det forklarligt, at traditionen nemt kan have levet i lykkeligt kaos flere hundrede år, inden digtene nedfældedes, måske i det 6. årh.s Athen, under Peisistratos.
I Parryisternes øjne frem-står Homer som en fiks idé, lanceret i den hellenistiske tid, der yndede den slags grundlægger-myter. Ligesom bystaten, maleriet og skulpturen skulle også digtekunsten have en første opfinder, en prótos heurétes, der ene mand havde hittet på Iliadens og Odysseens i alt ca. 20.000 vers, uagtet at disse mest af alt ligner en møntskat med levn fra adskillige perioder.
Otto Steen Due jonglerer med det homeriske spørgsmål, når han i sin Ledsager til Homers Iliade kalder Homer for "et usolidarisk medlem af sangernes internationale broderskab som ellers respekterede en hævdvunden deling af traditionen til alles bedste. Usolidariteten bestod deri at han lavede en opskrift på ét digt der samlede alt det bedste i hele Trojakrigens tradition - og dermed plyndrede kollegernes numre for deres pragtpassager ved at inkonporere dem i én stor komposition der var alle andre sange om krigens faser overlegen ved at omfatte dem alle." Skønt al erfaring omkring nedskrivning af mundtligt overleveret digtning taler for en adskillelse af sangeren som person fra skriveren som traditionsbevarer, fastslår Otto Steen Due noget skrå-sikkert, at Homer har slået en af de åbenbart rigeste traditioner inden for mundtlig epik ihjel.
Det er ren spekulation. Det er hellenismens Homer-myte omdigtet til litteratursociologi. Otto Steen Due vil åbenbart kendes både som helhjertet Parryist og rettroende unitar.

Det cykler af sted
Lad os for en stund glemme ham som teoretisk fantast og se på ham som oversætter. Kan han oversætte præcist, og kan han tilvirke dejlige vers?
Ja. Det første indtryk af Iliaden på Dansk er, at heksametret virkelig har fået lov til at cykle energisk derudad. Versene er mundrette og smukke, de lader sig med lethed læse højt, de overbeviser umiddelbart.
Vi har helt enkelt fået værket tilbage på dansk.
Gransker man teksten nøjere, opdager man, at Otto Steen Due har været konsekvent og nøjagtig. Samme græske glose oversættes så vidt det er muligt til samme danske ord eller vending, og de mange genkommende formel-passager gentages hver gang ordret, tit med berettiget hilsen til Wilster. Vor rosenfingrede dagning og den kvieøjede Hera har således begge overlevet!
En filologisk vurdering af Otto Steen Dues Iliade ligger uden for anmeldelsens ramme og anmelderens kompetence. Men jeg satte mig nu alligevel sammen med en ekspert og gennemgik udvalgte passager. Nogle slog vi ned på ud fra en fornemmelse af små mislyde i oversættelsen, andre tog vi frem, blot fordi de er berømte.
Sammenligninger med originalen viser, at den nye Iliade er koncis uden at virke stiv, præcis uden at blive pedantisk. Den er velovervejet uden at blive fortænkt, lærd uden at gøre sig blæret. Der er overalt udførligt redegjort for de betydninger, som originalen rummer, og dertil kommer originalitet og mod. Tag f.eks. den genkommende formel om den skønne Helenes forsmåede mand, 'boén agathós Menelaos' (egentlig: Menelaos, god til råb). Han kaldes af Due for "den hujende helt Menelaos", et prægnant sprogligt fund. Dem er der masser af, og de får teksten til at emme af inspiration, af liv.

Sanselighed og mod
Særlig imponerende er det, at oversætteren fint formår at respektere det sanselige og kropsligt konkrete i den homeriske tekst. På dette punkt er hans metode modig, måske ligefrem dristig, uden at virke dumdristig.
Men ender Otto Steen Due ikke indimellem i u-homerisk pjank? Hvad ligner det f.eks. i Andromaches klage over den døde Hektor at lade hende spå sin søn en fremtid som offer for "mobning"? Christian Wilster skrev:
"Fremmede Mænd frarane ham vil hans Eiendomsmarker. / Faderens Dødsdag berøver et Barn dets forrige Venner." Men Due kan ikke dy sig: "Der skal jo nok være folk der gerne beklipper hans marker. / Faderløs dag gør en dreng til én som alle kan mobbe."
At oversætterens frejdighed får ham til at vælge over i retning af det platte, når valget står mellem dette og det kedeligt-ophøjede, ser man f.eks. i samme sang, hvor Kong Priamos skuer frem mod tiden efter Hektors død og siger, at det er en ynk, når hunde "napper i hans nosser." Den græske glose 'aidós' dækker ca. "skam" eller "blusel," og at Dues plattificering af verset ikke er rent tilfældig, ser man i dén ene passage, hvor samme glose i samme betydning optræder i originalen, nemlig 2. sang, hvor Odyssus håner spotteren Thersites og taler om den las, hvormed han bedækker sin "dingel."
Samme Odysseus må også stå model til et af Otto Steen Dues virkelig fjottede påfund, i 3. sang, hvor der på græsk tales om heltens 'eidós', altså skikkelse eller form, men hvor oversætteren har valgt at lefle for 90er-jargonen og tale om hans "kropssprog!"
Det er velgørende i en ny dansk Homer at støde på ord som "fidus" og "døjt" og "knøv" og "kimse" og "prompte." Men er det nødvendigt i Zeus' samtale med Hera i 4. sang at lade ham sige til hende, at hun skal "holde sig på måtten" (og dermed ligesom antyde noget underlivsmæssigt), når originalen blot taler om at hun skal lade være at dæmpe hans vrede, og tværtom lade ham være i fred? Det er, som om oversætteren lige skal have anbragt et ekstra synftigt fingeraftryk. Det havde han nu langtfra behøvet. Det er han for stor en (gen)digter til.
Thi Otto har lagt sten på sten og vist sin Due-lighed. Som traditionens djærve fornyer må han kaldes en ørn. For han får os uophørligt til at udbryde: Dette er virkelig stort! - og samtidig undre os over, at det vitterlig lod sig gøre at få noget så gammelt bragt så nær, menneskeligt og kunstnerisk.

*Homers Iliade på Dansk af Otto Steen Due. Med illustrationer af Peter Brandes. 568 s. nOtto Stten Due: Ledsager til Homers Iliade. Med register
og kort. 176 s. I alt kr. 495,00. Sælges også hver for sig til hhv. kr. 395,00 og 195,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu