Læsetid: 2 min.

JAZZ

19. oktober 1999

Axen med mere
*Michael Axen har fået udsendt en cd, som er hørværdig på flere ledder. Den viser den 35-årige musiker både som en fortræffelig trommeslager, trioleder og - i et enkelt tilfælde -komponist; den genopliver seks kompositioner, der fortjener at huskes, af hans fader, Bent Axen, som var en af 50'ernes og 60'ernes førende danske jazzpianister, men nu desværre, 74 år gammel, hovedsagelig nøjes med at undervise; den har den 59-årige og stadig velspillende trompetist Allan Botschinsky som gæstesolist i flere stykker; og den introducerer Kasper Villaume, der med sine kun 25 år er endnu et dansk pianist-fund. En dansk cd med både perspektiver og aktualitet.
Michael Axen Trio Plays Axen and More. Music Mecca CD 2096-2

Crossover i 1955
*The Modern Jazz Society var et tidligt forsøg med den hybrid-musik, der fra 1957 blev kaldt third stream og i dag går som crossover. Begge foregangsmænd, John Lewis og Gunther Schuller, er med i de indspilninger fra 1955, der nu omsider er overført til cd med yderligere materiale, og blandt musikerne i de en halv snes m/k store ensembler er desuden basunisten J.J. Johnson og tenorerne Stan Getz og Lucky Thompson. Spændende musik, der har holdt sig godt - kun synd, at noget af Schullers nyskrevne kommentar er faldet ud.
The Modern Jazz Society Presents a Concert of Contemporary Music. Verve 559.827-2

Joya Sherrill
*Hun er især kendt for sin sang i satsen "The Blues" i den oprindelige pladeversion af Ellingtons Black, Brown and Beige fra 1944, men også ved senere samarbejder med maestro'en viste Joya Sherrill sig som en af hans allerbedste sangerinder. Hendes kvaliteter er også fremtrædende i de 1965-optagelser, som nu endelig er overført til cd, og hvor hun synger Ellington-repertoire med mindre grupper, der bl.a. rummer Cootie Williams og Ray Nance, Johnny Hodges og Paul Gonsalves. Så selv om hertugen ikke selv er med, vil cd'en appellere til mange Ellington-elskere.
Joya Sherrill Sings Duke. Verve 547.266-2

Marsh årgang 1980
*Fem år efter at han havde været i Danmark sammen med sin med-elev fra Lennie Tristano-årene, Lee Konitz, besøgte tenorsaxofonisten Warne Marsh os igen i foråret 1980. Danmarks Radio optog ham med akkompagnement af Kenny Drew, Bo Stief og Aage Tanggaard, en trio, som naturligt trak
Marsh væk fra Tristano-traditionen og i retning af det bop-repertoire, han havde arbejdet med i gruppen Supersax. Derudover rummer cd'en flere fine ballader, med en tematisk sløret "Body and Soul" som særligt højdepunkt. Godt, at disse optagelser 19 år efter blev frigjort fra radio-arkivet.
Warne Marsh & Kenny Drew Trio. Storyville STCD 8277

Basie live i 1941
*At Count Basies orkester stadig var i særklasse, efter at Lester Young sidst i 1940 havde forladt det, fremgår klart af de radio-optagelser, som i oktober 1941 blev gjort under et engagement på Café Society Uptown i New York. Den gamle besætning er intakt (med Don Byas i stedet for Young), og repertoiret er en passende blanding af gammelt og nyt. Der er blevet plads til yderligere en halv snes optagelser ved den meget velkomne overførsel fra to lp'er til en dobbelt-cd.
Count Basie: Café Society Uptown, 1941. Jazz Unlimited JUCD 2006/07

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu