Læsetid: 3 min.

Jeltsin: Vi skaber fred i Tjetjenien

28. oktober 1999

Russiske styrker indledte i går et massivt bombardement af Grosnij

Rusland indledte onsdag et voldsomt angreb på den tjetjenske hovedstad Grosnij. De russiske styrker benyttede sig af såvel mellemdistance-raketter som et kraftigt luftbombardement. Målet synes nu at være at holde den tjetjenske hovedstad i et jerngreb, mens indbyggerne sønderbombes til underkastelse.
Ruslands præsident Boris Jeltsin udtalte få øjeblikke før den voldsomme offensiv mod Grosnij til russisk tv, at de tjetjenske oprørsstyrker nu ville blive udryddet en gang for alle.
"Vi ønsker at sætte en stopper for den internationale terrorisme i Tjetjenien en gang for alle, så dets folk kan bo der i fred," sagde Jeltsin under en ceremoni i Kreml beregnet på at hædre akademikere, sportsfolk og soldater.
"Russiske soldater og officerer giver fred og ro til det tjetjenske område, der har lidt så længe. Hver time og hver dag udviser de mod, mens de rydder Tjetjenien for banditter," fortsatte han.

Dusør for Basajevs lig
Ifølge diverse presserapporter har russiske soldater erobret flere strategisk vigtige landsbyer og står nu kun otte kilometer fra det nordlige Grosnij.
Angrebet med mellemdistance-raketterne var angiveligt et forsøg på at ramme den tjetjenske oprørsleder Shamil Basajev, siger militære kilder i Grosnij.
Seks russiske krydsermissiler blev ifølge tjetjenerne onsdag affyret mod byen, og et af dem eksploderede nær Basajevs opholdssted i Grosnij, hvor ingen var til stede under angrebet.
Tidligere på ugen udlovede Ruslands regering en dusør på en million dollar for liget af Basajev, der af russerne regnes for bagmanden for en række bombeattentater i ejendomme i Rusland.
AFP's reporter i Grosnij fortæller, at byen under onsdagens angreb først blev udsat for heftig kanonild fra de russisk kontrollerede bjerge uden for byen, der blev efterfulgt af luftangreb og affyringer af krydsermissiler. Russiske kilder oplyser, at to raketter blev affyret fra det nærliggende Nordossetien.

Ude efter hævn
Der er rapporter om, at bombardementet nåede helt ind i Grosnijs centrum. En tjetjensk militær talsmand erklærede, at 112 mennesker blev dræbt og 225 såret under det russiske angreb. Øjenvidner beskrev ødelæggelserne som meget omfattende overalt i byen, hvor folk søgte tilflugt i kældre og huse. Angrebet betegnes af AFP som det hidtil voldsomste gennemført mod de tjetjenske oprørere siden krigen 1994-96.
Den tjetjenske præsident, Aslan Maskhadov, havde få timer inden angrebet på Grosnij sagt, at russernes militære operation var dømt til at mislykkes.
Præsidenten meddelte samtidig til de forsamlede journalister, at han ville afbryde kontakten til den russiske regering: "Det er meningsløst at have samtaler med ministerpræsident Vladimir Putin. Han er kun ude efter at få hævn," sagde Maskhadov.
"Putin ønsker en sejr, fordi han gerne vil virke som en stærk leder over for sit eget folk. Han interessere sig kun for sit image," fortsatte den tjetjenske præsident.

Støtte i befolkningen
Den russiske offensiv mod Tjetjenien har vundet overvældende støtte i den russiske befolkning, og Putin har fået hjælp fra en meget venligsindet russisk pressedækning. Derimod har Putin haft mindre held med at sælge angrebet uden for landets grænser, hvor såvel USA som EU har udtrykt kritik af russernes militæraktion.
I Strasbourg fordømte Europarådets komite for menneskerettigheder Rusland og opfordrede til en hastedebat om, hvad komiteens medlemmer kaldte Ruslands brud på Geneve-konventionen.
Samtidig opfordrede FN's flygtningeorganisation, UNHCR, Rusland til igen at tillade civile at flygte fra kampene.
Grænsen til naboregionen Ingusjetien er fortsat lukket trods russiske myndigheders løfter de senere dage. Tirsdag forsamlede tusinder af tjetjenske flygtninge sig igen ved byen Assinovskaja uden at få tilladelse til at komme videre.
Omkring 170.000 tjetjenske civile menes flygtet til Ingusjetien. De russiske myndigheder begrunder lukningen af grænsen med, at tjetjenske oprørere kan smutte med flygtningestrømmen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her