Det mest foruroligende er, at eleverne helt har taget Dan Turèll til sig
Åbent brev
Jeg skriver til dig angående én af mine kolleger, som jeg synes er ved at blive et problem for vores skole. Det kan være, det i virkeligheden er undervisningsministerens bord, men hende regner jeg med, du snakker med en gang imellem.
Måske vil det interessere dig at høre lidt om, hvor langt vi er kommet med udviklingen af en ny pædagogisk profil på min skole. Jeg arbejder på et gymnasium i Århus, hvor vi lærere så sent som i foråret ikke gjorde noget videre for at skjule vores rygevaner. Jeg er selv ryger og har derfor i en årrække holdt mig i en særlig lille afkrog af lærerværelset. Men en gang imellem kommer der jo også elever ind på et lærerværelse, og indtil du her i sommer kom med dit forslag om usynliggørelse af rygende lærere, har vi storrygere såmænd bare siddet og pulset videre, når der pludselig stod et par elever og bad om udsættelse af en stil. Jeg kan også huske, at jeg engang i eksamenstiden, hvor jeg havde en censor, der røg gauloises, brugte en formiddagspause til, pludselig og uvarslet, at gå ud af bygningen med hende, og så stod vi dér og hyggede os og røg hendes gauloises, skal vi sige ti meter fra en gruppe elever, der sad og ventede på at komme op.
Den slags kunne jeg ikke finde på i dag. Lige meget hvordan vejret er - og det har ved gud været godt her i september - så prøver vi rygere at bevidstgøre hinanden og kryber sammen indendørs i vores lille, giftige krog. Så er der også dét med vores sodavandsautomat. Vi har en tradition med at spille fodbold mod eleverne fredag eftermiddag, og lige uden for omklædningsrummet er der en sodavandsautomat, hvor jeg, i elevers påsyn, har trukket utallige dåser. Det har vi lavet om på her i august, hvor du kom med dit indgreb mod læskedrikke. Vi har ikke fået fjernet automaten endnu, men i lærerrådet har vi diskuteret sagen indgående og er foreløbig endt på en pædagogisk model, der hedder: Ingen lærere rører ved den automat.
Så er der altså Finn
Men så er der altså Finn, den her kollega, som er begyndt at gøre sig ud til bens. Her forleden, hvor du bakkede op omkring Københavns Kommune og deres plan om at lukke 65 værtshuse for folkesundhedens skyld, blev han bare sur. "Så holder vi," sagde han. Finn er københavner, så på en måde skulle han, om nogen, være klar over, hvor skidt det står til derovre.
Finn er dansklærer. Her i august-september har han kørt et Københavns-tema med en af sine klasser, og op mod efterårsferien er det så meningen, at han skal derover med dem et par dage. Hvis jeg skulle til København med en klasse, ville jeg selvfølgelig ringe til Peter Martinussen, Københavns sundhedsborgmester, og få tilsendt kommunens femårsplan for folkesundhed og så se at få regnet noget på middellevealderen. Ikke sådan med Finn. Han har taget et par småtekster af Poul Henningsen, Tag og kys det hele fra mig og den slags, og så ellers sin yndlingsdigter: Dan Turèll. Hele september har klassen læst Dan Turèll i byen - greatest hits. Finn siger, at han har valgt den, fordi den 'åbner alle sanser'. Har du læst den? Hvis du ikke har, så synes jeg egentlig heller ikke, du skal gøre det, den er noget af det mest middellevealderfjendske, jeg har haft mellem hænderne. Dan Turèll selv blev jo ikke engang 50 - men der er ikke gnist af skamfølelse over den livsstil, han praktiserede. Hvis jeg skal spare dig for at åbne alle sanser og koge bogen ned til dens grundtone, så vil jeg sige, at den handler om, hvordan det er at gå rundt i København, gerne ved midnatstid, gerne tæt ved Hovedbanegården, med en smøg i munden, og så den stemning, der altid er omkring pølsevognene, og så den stemning, der er omkring møntvaskerierne i Valby søndag eftermiddag, og så de værtshuse, der altid er lige i nærheden af møntvaskerierne, og på værtshusene kan man enten spille billard eller rafle eller spille poker, og til sidst kan man måske søge ind omkring Istedgade, for Istedgade overgiver sig aldrig, og Istedgade lugter af levet liv, ligesom alle baggårdene, og er der noget, Dan Turèll ikke kan holde sig fra, så er det baggårde, og deres lugt af levet liv, det er lige dér omkring, hvor mørket begynder at falde på, og folk skal ind og spise: kål og frikadeller og kartofler.
Jeg ved ikke, hvad du siger som sundhedsminister. Der er ikke meget råkost over det. Og hvad siger Margrethe Vestager som undervisningsminister? Selvom vi lærere har metodefrihed, synes I så ikke, vi på en eller anden måde skulle forpligtes til at skifte vores materialer ud, efterhånden som samfundet bliver sundere og sundere? Og de her ekskursioner til København, det er jo ikke noget, vi er tvunget til.
Klassen glæder sig til turen. Men det mest foruroligende er næsten, at de helt har taget Dan Turèll til sig og går og citerer ham i tide og utide:
Før jeg dør vil jeg slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste
beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder
igennem min by
igennem København
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
