Læsetid: 3 min.

Kærlighed på Kullen

21. oktober 1999

Staffan Seeberg og den erotiske trekant. At livets værdirelativitet er større, end vi almindeligvis kan bære, synes at være det samlede udsagn

Erotik
Staffan Seeberg er svensk. Han er romanforfatter, læge med speciale i bakteriologi, maler og sejler, med hjemsted i Göteborg.
En snild episk navigator med solidt kendskab til hallandske og danske kystegne samt bl.a. Venezias vande, der alle leverer sceneri til flere af hans romaner, nu sidst Lauras ansigt fra 1997, omsat til det gode dansk, som Anne Marie Bjerg står for.
Allerede titlen signalerer en forbindelse til hans tolv år gamle roman, Stellas frihed, med en mere udførlig variant af motivet den erotiske trekant. Efter den tilsyneladende kølige skønhed Stellas død, finder hendes mand majoren dokumentation for hendes mangeårige lidenskabelige forhold til en omrejsende tryllekunstner.
I den ny roman, der på samme måde bevidst arbejder med triviallitteraturens figurer og skabeloner, krimiens gåder, dagbogsnotater og afslørende båndindspilninger, kredses der atter om kvindens gåde, kærlighedens tvetydige væsen og hele identitetens usikkerhed.
Det er to modstillede hovedfigurer, som på skift fører ordet, kunstneren Johan Torsson og revisoren Nils Bergman, gamle venner, rendyrkede erhvervskarakterer:
Den tilsyneladende frigjorte Johan, der finder sit væsen i maleriet og bliver verdensberømt, og Nils, der beskytter sin eksistentielle usikkerhed i pedanteri og ordensmani. Laura er gift med en italiensk videnskabsmand og er Johans mangeårige hemmelige elskerinde, indtil hendes mystiske forsvinden. Hun er aldrig set siden en aftenvandring på Kullen, hvis kyster er romanens sommermiljø for en kreds af venner og familier.

Tvetydig sex
Det ligger nu en snes år forud for den aktuelle handling, hvor Johan er indlagt dødeligt syg på hospital og får besøg af Nils to gange, hvor han aflytter nogle erindringsbånd, Johan har indtalt, resten får Nils tilsendt efter hans død. Og da kommer forklaringen, bekræftelsen på de anelser, Nils har gjort sig under sit detektiviske forsøg på at opklare Lauras gåde.
Mest i det ydre. Hun står også for læseren som lidt af et postulat: dette at vælge tvetydigheden for at kunne være sig selv.
At livets værdirelativitet er større, end vi almindeligvis kan bære, synes at være det samlede udsagn. Kvinderne viser mod og styrke indtil råhed og vulgaritet, mens mændene bærer på en skræk, en rystende grundoplevelse, som må fortrænges og forpurres. At de kender lovlig lidt til de kvinder, de har mellem hænderne, får de kun delvis at vide. Læserne mere.
Johan fandt forløsning hos denne Laura og blev efter hendes død en rasende, verdensberømt maler af hav med erotiske skyformationer og et formålsstyret, bekvemt kalkuleret seksualliv, der ellers, i tiden før Laura, udfoldede sig mest til gavn for kvinderne.

Fordækt ironi
Romanen kan læses troskyldigt for sin engagerende underholdningsværdi, men er heldigvis fuld af fordækt ironi, adskillig sanselig verdenskendskab og detaljeret ekspertise, geografisk akkuratesse, maritim kyndighed og dunkel hospitalsatmosfære.
Har jeg talt om skabeloner, skal det altså tilføjes, at de er originalt behængt og kirurgisk udskåret, og det kulørte er udskiftet med kolorit.
Revisorens pensionistmiljø er tegnet med satanisk skærpelse. Han har foretaget en dristig flyrejse til Anholt for efter vennens ønske at sprede hans aske i ørkenen, og han har, som den perfektionist han er, læst om sandets natur:
"Et deflationshul, en hulning skabt af vinden, kan opstå hvor som helst i et klitlandkab; det eneste der skal til, er en lille uregelmæssighed rundt om hvilken vinden kan begynde at gøre en hvirvlende bevægelse, hvorved der opstår et hulrum, som vinden udhuler mere og mere..."
Sådan er også hans pedantiske verden hemmeligt indrettet, og sådan er forfatterens spil med personerne tilnærmelsesvis arrangeret, helt frem til sidste scene, hvor denne Nils efter sin revision af livet dyrker sin have i al ensomhed, samler æbler og skikker sig for vinteren i sit gamle skipperhus:
"Langsomt rejste jeg mig og gik planløst ud i køkkenet hvor glassene med guldskinnende æblemos stod i lange rækker. Jeg havde i hvert fald mos til hele vinteren."

*Staffan Seeberg: Lauras ansigt. Oversat af Anne Marie Bjerg. 304 s. 328 kr. Rosinante. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu