Læsetid: 5 min.

Man kan ikke fange mænd med en bøsse

30. oktober 1999

Intermetzo
New York i oktober. Ovenstående livsvisdom, hvis dybere mening det anbefales man ikke tænker for længe over, udgør det enkle, men sangbare budskab i Irving Berlins - tør man godt sige - udødelige musical fra 1946: Annie Get Your Gun.
"You can't get a man with a gun!" Ved dette omkvæd synger Annie Oakley sin mistrøstighed ud ved de tilsyneladende håbløse udsigter til at vinde helten, skarpskytten og skydekonkurrencerivalen Frank Butler for sit i øvrigt store hjerte.
You can't get a man with a gun, no mam, især ikke hvis man som Annie faktisk skyder bedre end blærerøven Butler. Men her viser sig konkurrencesamfundets vilkår. Folk vil ikke se den næstbedste, men nr. 1. Også virkelighedens Annie Oakley, thi en sådan fandtes, Phoebe Annie Oakley Moses, vinder over Frank Butler og optræder herefter bl.a. til hest i Buffalo Bills - den tidligere bufallojæger, cowboy og militære spejder under borgerkrigen oberst William Frederic Codys - omrejsende cirkus: Buffalo Bill's Wild West Show.
Forestillingen når så vidt som til England og optræder for bl.a. Dronning Victoria, der efter sigende er amused . Annie Oakley overgår gang på gang sig selv og skyder med sin gun balloner i smadder stående på hovedet på det galopperende dyr. Det bliver i den dramatiserede udgave af det særprægede parforhold bare for meget for Frank Butler.
Hvor den detroniserede mester i virkeligheden og efter nederlaget til det helt fantastisk skydende pigebarn rent faktisk gifter sig med hende, tager han hos Berlin, inden det selvfølgelig ender godt, sin afsked og melder sig i et konkurrerende cirkus. Han kan ikke have med Annie at gøre, der rent bortset fra sin legendariske skydefærdighed, som tidligere ved jagt har givet mad i maven, også slæber rundt på sine forældreløse småbrødre.
Senere kommer det som antydet til sød scenisk forsoning da de begge, Annie O. og Frank B., bevidst skyder skævt og noteres for lige mange forbiere. Så kan de begynde på en frisk, på et ligestillingens grundlag. I og for sig en opbyggelig historie om kønnenes kamp i markedssamfundet, hvor freden kun etableres hvis parterne bøjer af i stedet for at konkurrere sig selv og kærligheden ihjel.
Noget andet er, at Butler vist i sin historiske udgave ikke havde de store chancer med geværet over for Annie. Et af den kvindelige mesterskyttes specialer var på 30-40 skridts afstand at ramme et spillekort på kantsiden eller slukke cigaretter ved at skyde gløden af dem eller træffe en mønt i luften. En af de kontrollerede konkurrencer, hvori Annie deltog, fortæller, at hun af 5.000 afgivne skud placerede de 4.772 durk i centrum.
Annie Get Your Gun er i melodisk forstand et sandt overflødighedshorn inden for sin genre: There's no business like show business, What comes Natur'lly, The girl that I Marry, Moonshine Lullaby, They say it's Wonderfull, My Defenses Are Down, Anythin' You Can Do, I Got the Sun in the Morning - er blot nogle af sangtitlerne, som musical-orienterede eventuelle læsere, der gerne må synge med, vil nikke genkendende til. Berlin, egl. Israel Baline, der blev tudsegammel - 1888-1989 - skrev foruden Annie Get Your Gun et hav af melodier - over 3.000 er et officielt estimat. Heriblandt hits som White Christmass, Easter Parade, Alexander's Rag Timeband og den patriotiske God Bless America. Af større værker kan nævnes Top Hat, Call me Madam, Face the Music og Flåden danser, Follow the Fleet. Berlin ændrede med Per Nørgaards udtryk om betydelig musik sin sam- og eftertids ansigt. Det kan man roligt sige. Efter ham lød Amerika anderledes. Annie Get Your Gun sidder et eller andet sted og kværner i de flestes kraniekasse. There's no people like show people...

Hvis såfremt ifald ens hu står til New York og kvalitetsmusicals er chancen der for tiden for at kombinere disse lidenskaber. Annie Get Your Gun spilles nemlig på det store Marquis Theatre på selveste Time Square. Mere Broadway kan det dårligt blive, og mindre Broadway er det heller ikke. Med andre ord: Annie Get Your Gun er en stor forestilling, flot, vittig, velspillet og -sunget, instrueret af Graciela Daniele og med den klassiske dirigent fra St. Louis Symphony John McDaniel ved pinden.
Sidste gang klummisten havde fornøjelsen med Annie var det med far og mor i Nørrebro-teater i nittenhundredehvidkål, da Grethe Thordal og Poul Bundgaard hhv. skrålede og smørcroonede: "Hvordan får jeg ram på en mand, på en ma-and, på en ma-and, ja hvordan får jeg ram på en mand" og "Den store kærlighed er vidunderlig, vidunderlig, vidunderlig," etc.
Uddrag kunne man bagefter få på lakplade og 78 omdrejninger. Yngre jernalder. Irving Berlins - egen - tekst og visse sider af handlingen er bestemt ikke, hvad man i vore dage forstår ved politisk korrekt. Indianerne er smertepunktet. Sitting Bull turnerede - i øvrigt sammen med den anden store høvding Geronimo - med Buffalo Bills menageri og lod sig til burgøjsermadammernes gysen vise frem for penge. Forne tiders stolte stammechefer reduceret til manegeklovner, hvilket også i nogen grad fremgik af Berlins opfattelse - uden overdrevne forsøg på forståelse for eller medfølelse med de afvæbnede og mundryddede høvdinge.
Snarere tværtimod stillede man i tidens iscenesættelser i slutfyrrene og halvtredserne, samt i George Sidney's filmatisering fra 1950 - med Betty Hutton som Annie, Howard Keel som Butler og Louis Calhern (Cæsar) som Bufallo Bill - indianerne i et både skræmmende og komisk skær.
Men denne aktuelle udgave er revideret til det mere bærbare. Det er jo ikke USA for ingenting. Da skurkinden, Dolly Tate, besværer sig over at disse halvnøgne uramerikanere, 'de vilde', kører i samme togkupé som de hvide, giver det et sæt i to tilstedeværende indianere: "Vilde!," råber de forfærdet, "hvor?!"

Bernadette Peters er Annie Oakley. Bedre casting utænkelig. En laber steg til gaden og gården. Stemmen presset, men toptunet musikalsk til det yderste i en kodyl midtvestjargon. Man kan åbne dåser i lydbølgerne fra Bernadette Peters. Woody Allen fans husker Peters fra filmen Alice, hvor hun spiller muse. Annie er på Marquis Theatre et totalshow, som kun New York leverer.
Ved fremkaldelsen træder Peters frem og tigger publikum om bidrag til kampen mod AIDS. Hendes ørenringe fra forestillingen sælges til højstbydende. En mærkelig by i et mærkeligt land, hvor tv kan fortælle, at aldrig har amerikanerne som i Clintons sidste periodes efterår skovlet så mange penge ind i indkomster, aldrig har godgørenheden været større og aldrig har Big Apple været så fredelig. Om hjørnet spiller de En sælgers død, den amerikanske drøm omend den brast.
Mere herom næste uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu