Læsetid: 5 min.

Kejseren

9. oktober 1999

Franz Beckenbauer (f. 1 945)

Thomas Manns roman Doktor Faustus er en fascinerende omskrivning af den gamle Faust-historie, hvor Faust sælger sin sjæl til Djævelen for at vinde udødelighed. I Manns moderne version er det komponisten Adrian Le Verkühn der forskriver sig til Djævelen for at overvinde sin kunstneriske impotens.
Og parallellen i den panorama-anlagte roman går selvfølgelig på hvordan det tyske folk solgte sig til en vis, småfedladen korporal med overskæg.
Fortælleren i Doktor Faustus, den dannede humanist Serenus Zeitblom, sidder under krigens sidste fase i en lille by nær München mens De allieredes bomber regner ned over tysk kultur. Goethe, Nietzsche, Wagner. Alles ist Kaputt.
Thomas Mann boede i München, indtil nazisternes magtovertagelse tvang ham i eksil. Franz Beckenbauer blev født i München i 1945.
Beckenbauer er altså et barn af den ny tid; efterkrigstiden. År nul. Den tyske genopbygning gik hurtigt, der er ingen barndomsfiltrerede ruinlandskaber i Beckenbauers bog Mit liv er fodbold, derimod en etbenet træner i hans første klub, SC 1906. Det var denne krigsinvalid, udstyret med to krykker, der tog sig af Franze-drengens fodboldopdragelse. Den hjemlige opdragelse i postfunktionærhjemmet bød også på træning. Syngende lussinger var hverdagskost.
Hård træning, streng opdragelse, kadaverdisciplin. Så er vi allerede i gang med den gamle tyske traver.
Men som alle fodboldspillere har også Beckenbauer flirtet med Faust-myten. Ikke at han måtte opgive noget andet og vigtigere til gengæld for fodbolden, alternativet for unge Franz var at blive i det forsikringsselskab hvor han som 14-årig blev elev og siden avancerede til at ordne alle policer med endetal 6 og 7. FC Bayern gav ham en kontrakt, han var et naturtalent, stamspiller på det vesttyske landshold allerede som 20-årig. Med i finalen på Wembley i 1966 i den berømte 2-4 kamp mod England. Han siger at han stadig kan se Geoff Hursts skud danse på målstregen; den var ikke inde!
Nå, men det faustiske: ligesom der i realiteternes verden findes etbenede krigsinvalider, finder man i sportens verden de tobenede fodboldinvalider. De som pådrog sig en uoprettelig skade (à la Flemming Povlsen), eller spillede på indsprøjtninger og piller selvom det eneste kroppen havde brug for, var tid og hvile. Men tid er penge, især i fodbold. Så Faust-myten trives i boldens verden med spillere der trodser lægens råd eller bliver presset af en kynisk eller desperat ledelse til at stille op. Eksemplerne er utallige.
Indsprøjtningerne er for en skadet fodboldspiller der pinedød skal være klar til en vigtig kamp, hvad sprutten og syren er for de kunstnere der vil nå ind bag erkendelsens døre.
Efter VM i 1974, hvor vesttyskerne med Beckenbauer som kaptajn blev mestre ved at slå Holland 2-1 - i München - var han et vrag. Han havde problemer med en bugmuskel og voldsomme smerter i bækkenpartiet. Men Bayern München manglede penge, og der skulle spilles en masse opvisningskampe. Kort efter gik Bundesligaen i gang. "For første gang i mit liv led jeg rigtigt under fodbold," skriver han i sin bog. "Under de månedlange smerter og forkerte behandlinger spillede jeg ofte med feber, men mobiliserede alligevel præstationer på et godt gennemsnit."
Historien om funktionærsønnen fra Bayerns hovedstad er et sandt eventyr. En strømlinet karriere fuld af titler. Mesterskaber, Europa Cup-trofæer med FC Bayern, en VM- og en EM-pokal. HSV og New York Cosmos nåede han også at spille for. Hans arrogance (på banen) mener han skyldes at han i virkeligheden var doven. Arrogancen uden for banen, først som tysk landstræner og siden som magtfuld Bayern-spids, skyldes vist ikke dovenskab, men er nok mere udtryk for bayersk konservatisme. Der Kaiser er svoren CSU-tilhænger.
Men det er som libero at Beckenbauer huskes. Dirigenten med den løftede arm og den målgivende aflevering til Gerd Müller; den fritsvævende elegantier, banens enehersker. Sådan er i hvert fald den tilbagelægning som fortiden spiller mig i hænde, men reglerne er lavet om for længe siden: målmanden må ikke tage en tilbagelægning med hænder. Og det frispark som jeg gør mig skyldig i, er at jeg egentlig ikke kan huske Der Kaiser.
1 1974, da han blev verdensmester, var jeg lige fyldt 12 år. Desuden holdt jeg under ingen omstændigheder med tyskerne. Det var hollænderne med deres totalfodbold der var fornyerne. Jeg så VM-kampene på tv, men efterbilledet står ret utydeligt. Min klareste erindring om ham er i virkeligheden at jeg står på sommerhusvejen i Rågeleje og jonglerer med bolden.
"Der har vi den nye Beckenbauer," siger en forbipasserende venligt til mig, og dagen var reddet.
Den liberorolle han udfyldte til perfektion, hyldet som en af verdens allerbedste gennem tiderne, er en Guds gave til spillet. Den nedbryder det fastlåste systemspil, og gør det muligt for liberoen, der både skal være driblestærk og angrebslysten, at skabe ravage hos modstanderne. Liberoen er med til at gøre spillet uforudsigeligt. Men primært skal liberoen have overblik. Og det havde den stoiske Beckenbauer, i en grad så han styrede spillet diktatorisk. Historien vil vide at han ikke spillede med benskinner, da han aldrig behøvede at gå ind i tacklinger; hans overblik kom dem i forkøbet.
1 1990 blev han verdensmester igen, som vesttysk træner. Nu er Beckenbauer forsvundet fra trænerboksen. Præsidentlogens bløde sæder har opslugt ham. Er han det lysende symbol på det tyske Wirtschaftswunder? Det tyske mirakel, rejst i ruinerne af de sønderbombede byer og i skyggen af det Auschwitz som efter filosoffen Th. W. Adornos mening gjorde det umuligt nogensinde at skrive poesi igen? En bayersk Fugl Phønix, operaelsker, klædt i beige cottoncoat med diskrete guldbriller, Bayern Münchens stærke mand i BMW's hjemby; en svulmende rig by, CSU's højborg.
Adorno tog fejl. Der kan, og bør, skrives poesi, også efter Auschwitz. Franz Beckenbauer var den nye generations største fodboldpoet, han henrykkede tusinder med sit spil, og i Forbundsrepublikkens demokratiske æra er han den sidste monark: Kaiser Franz.

*Uddrag af forfatteren Benn Q. Holms bog, 'Verdens 25 bedste fodboldspillere', der udkommer 13. okt. på forlaget Rosinante (114 s., 128 kr.). Onsdag d. 20. okt. diskuterer Holm emnet med journalist Jakob Kvist fra Berlingske Tidende på Café Bankeråt, Nansensgade, i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her