Læsetid: 6 min.

Kina kan ende som Rusland

1. oktober 1999

Korruption, kriminalitet og massearbejdsløshed er værre i Kina end for 50 år siden. Kun ægte demokrati, social retfærdighed og bekæmpelse af årtusinders åndeligt tyranni kan afværge kaos, opløsning og en ny borgerkrig

Lederne i Beijing er eksperter i at jonglere med tal. For at fejre 50-årsdagen for republikkens grundlæggelse den 1. oktober vil 500.000 mennesker råbe 50 officielle slogans, mens de marcherer mod Den Himmelske Freds Plads. På pladsen vil 50 unge par blive viet i overværelse af præsident Jiang Zemin.
Det bliver den mest spektakulære højtideligholdelse af nationaldagen siden 1949. For at sikre, at generalprøven på paraden kunne foregå gnidningsløst, har en stor del af hovedstaden i flere dage været omfattet af udgangsforbud og indskrænkninger i trafikken.
De kinesiske ledere er meget dygtige til at iscenesætte et show. Men denne gang har showets instruktører haft meget svært ved at mobilisere skuespillerne.
Hvert tiende år har Kina fejret nationaldagen med særlig stor pomp og pragt. Første gang var i 1959, men da tog fremtiden sig ikke særlig lovende ud. Det var det første år under den store hungersnød, hvor over 40 millioner mennesker døde af sult. Da 20-årsdagen oprandt i 1969, befandt landet sig midt i den katastrofale Kulturrevolution.
Først i 1979, da Deng Xiaopings reformer gav et vist håb om ændring af Mao Zedongs linje, kaldte festlighederne et smil frem på folks ansigter. Men smilet holdt sig ikke længe. På 40-årsdagen i 1989 var massakren på Den Himmelske Freds Plads stadig et blødende sår i folks hjerter. Det år havde festdagen mere karakter af en begravelse.

Der er sket positive ændringer i Kina de sidste 20 år, men de fleste er kommet for sent. Når de blev ført ud i livet, var de næsten kvalt af negative kræfter.
Kina adskiller sig fra Rusland ved, at de fleste almindelige menneskers også fik flere penge mellem hænderne, samtidig med at embedsmænd og partifunktionærer proppede deres lommer med statens værdier.
Men i byerne må folk nu betale for f.eks. lægebehandling og uddannelse, som tidligere blev dækket af de kollektive kasser, og bøndernes økonomiske byrde - i form af skatter og vilkårligt fastsatte afgifter - er vokset stærkt.
Bolignøden var en arv fra Mao Zedong. Nu er mange mennesker flyttet ind i nye boliger, og det er de glade for; men alligevel lever de i bekymring eller endda frygt: Byggesjusk - resultatet af et kriminelt samarbejde mellem korrupte embedsmænd og grådige entreprenører - kan ses overalt. Det er ikke længere en nyhed, at bygninger, broer og dæmninger styrter sammen.
For at beskytte sig mod tyveri og vold får folk monteret jerndøre uden på trædørene og jerngitre for vinduerne, så de i virkeligheden spærrer sig selv inde som fanger.
Retssystemet er ganske vist blevet reformeret i et ret hurtigt tempo, men korruptionen blandt dommere, anklagere og forsvarsadvokater har mere end holdt trit med reformerne. Når dømte kan få straffen reduceret mod bestikkelse, købe sig til løsladelse af helbredsgrunde, ja, endda undgå dødsstraf ved at smøre fængselspersonalet - hvordan kan retssystemet da indgyde folk respekt og tillid?

Det er også sandt, at der er større frihed i dag. Det er ikke forbudt at flytte, hvorhen man vil, eller selv vælge sin beskæftigelse, sådan som det var i regimets første 30 år. Partiet og myndighederne blander sig ikke længere i folks privatliv.
Men den tragiske fiasko for demokratibevægelsen i 1989 har kastet en så trist skygge over folks sind, at de hellere vil investere deres interesse og energi i jagten på personlig velstand og nydelse end bekymre sig om deres lands fremtid. Det var netop det, Deng Xiaopings strategi gik ud på.
De forværrede økonomiske muligheder i den seneste tid har ikke lagt en dæmper på folks lyst til at tjene penge. Kineserne er langt lykkeligere, hvis de har penge. Det er en af årsagerne til, at det nuværende regime kan holde sig ved magten, selv om de fleste mennesker afskyr det. Men de fleste mennesker er ikke rige. I adskillige byer har millioner af arbejdere og pensionister ikke fået udbetalt deres penge i lang tid. Over 20 millioner arbejdsløse og deres familier har svært ved at klare dagen og vejen.
Også de heldige familier, som stadig har en fast indtægt, har bekymringer: F.eks. er deres børns skolepenge et stort problem. De prestigefyldte skoler koster 50.000 yuan (ca. 43.000 kr.) om året; og selv de mere jævne skoler forlanger 5.000 yuan - omkring halvdelen af en gennemsnitsfamilies samlede indtægt.
Intellektuelle nyder større frihed end før, men deres kreativitet er gået stærkt tilbage. Ligesom bureaukraterne og de nyrige har de nu hævdvundne interesser at forsvare: Deres sociale status, deres indtægter og den frihed, de nyder, er så markant forbedret, at mange af dem er blevet glødende tilhængere af status quo.
De har påtaget sig rollen som talsmænd for regimet, samtidig med at de sørger for at bevare deres image som liberalismens bannerførere. Uden disse forfattere, instruktører, skuespillere, kritikere, sangere, tv-stjerner, og forskere ville det være meget svært for myndighederne at dække over kriserne i samfundet og opetholde den illusion om fred og velstand, der holder befolkningen nede i passivitet.

Sammenlignet med revolutionens landvindinger i 1949 går udviklingen nu baglæns. Nationalisterne (Kuomintang) blev først og fremmest fjernet fra magten på grund af deres korruption. Men i dag overstiger det kommunistiske regimes korruption langt Kuomintangs i slutningen af 1940'erne.
Arbejdsløshed, kriminalitet og modbydelige skikke, som mirakuløst forsvandt i begyndelsen af 1950'erne, er vendt tilbage med dobbelt styrke, og myndighederne har gentagne gange vist, at de ikke formår at løse problemerne. Forskellen mellem 1980'erne og i dag er, at folk ved alt om disse samfundsonder, men alligevel er kun få villige til at bekæmpe dem.
Hvorfor? Svaret er enkelt. Læren fra massakren på Den Himmelske Freds Plads er stadig i frisk erindring; regimets undertrykkelse er stadig effektiv i en vis udstrækning; russernes prøvelser efter de store omvæltninger er et afskrækkende eksempel - altsammen bidrager det til at fremme en apatisk mentalitet.
De intellektuelle har ladt befolkningen i stikken og undladt at anvise en brugbar taktik og strategi. Det er også en vigtig årsag til, at de fleste kinesere er sunket ned i passivitet.
Hvis Kina glider længere ud ad dette skråplan, vil det snart blive et nyt Rusland. Lokalregeringernes magt er gradvis og i al ubemærkethed ved at glide over i hænderne på forbrydersyndikater. De steder, hvor sådanne 'parallelregeringer' hersker, må folk finde sig i dobbelt undertrykkelse og udbytning.

Det er ikke umuligt, at der udbryder en borgerkrig som den, der hærgede Kina i den første halvdel af dette århundrede. De 130 millioner bønder på vandring er modne til at lade sig rekruttere som lejesoldater. Millioner af hjemsendte soldater er uden arbejde, og nogle af dem er allerede blevet professionelle dræbere. Blandt officerer på højeste og mellemste niveau er der masser af ambitiøse karrierejægere.
Medlemmer af disse tre grupper har allerede oprettet deres egne 'hære' i nogle provinser.
Og når folk søger beskyttelse mod forbryderne, vil de hellere henvende sig til en lokal krigsherre end til et korrupt regime.
I Kina vil kommunistpartiets sammenbrud antage andre former end i det tidligere Sovjetunionen. Det sker ikke på én gang over hele landet, men snarere lidt efter lidt - på forskellige tidspunkter i forskellige områder.
Lokalregeringer vil nægte at adlyde centralregeringens ordrer, domme og retskendelser vil ikke blive anerkendt, og de væbnede ordenshåndhævere vil blive mødt med vold fra lokale myndigheder og befolkninger. Den slags fænomener har allerede vist sig mange steder.

En sådan udvikling, der giver sig udslag i en gradvis opløsning, kan ikke bekæmpes med magt. Det kan kun blive værre.
Som nævnt er de positive forandringer altid kommet for sent - det gælder f.eks. det direkte valg af landsbyledere. Heller ikke de nye systemkritiske organisationer eller de radikale unge intellektuelle, der nu giver udtryk for skarp kritik, kan vende udviklingen. Jeg er bange for, at intet kan forhindre Kina i at bevæge sig mod opløsning og kaos.
Vi kan højst håbe på, at regimet vil tillade fredelige politiske reformer i de områder af landet, hvor der endnu hersker stabilitet. Så kan de i hvert fald tjene som gode eksempler. Demokratisering alene kan ikke redde Kina. Folk må også frigøre sig fra årtusinders åndeligt tyranni, samtidig med at der gennemføres reformer med det formål at opnå social retfærdighed.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her