Læsetid: 3 min.

Kina spiller med musklerne

2. oktober 1999

Kommunistpartiet brugte nationaldagen til at hylde sig selv og rulle med de militære muskler over for omverdenen

BEIJING - Kina spillede med musklerne, da 50 års jubilæet for oprettelsen af Folkerepublikken i går blev fejret i stor stil. Den store parade på Tiananmen Pladsen, Den Himmelske Freds Plads, blev en massiv magtdemonstra-
tion fra Kommunistpartiets side, og samtidig et kraftigt signal til omverdenen om, at Kina er ved at udvikle hårde, militære muskler.
Der var en strøm af nationalistiske undertoner i den militære del af paraden, der bl.a. fremviste det nye Dong Feng-31 interkontinentale, ballistiske missil og gav omverdenen et glimt af det første kinesisk fremstillede Leopard-kampfly.
Inden da havde den kinesiske præsident og partichef, Jiang Zemin, i sin tale til folket gentaget Mao Zedongs berømte ord fra 1949 om, at "det kinesiske folk har rejst sig" og samtidig fastslået, at "den kinesiske nation vil stå klippefast i familien af nationer."

Spøgelsesby
Fra morgenstunden lignede Beijing ellers en spøgelsesby, hvis man ser bort fra enkelte morgenduelige Beijing-borgere, der var tidligt oppe for at dyrke gymnastik eller hente dampede boller til morgenmaden.
Byen var for en gangs skyld bilfri, bortset fra de, der som Informations udsendte medarbejder forsøgte at nå frem til centrum for at overvære paraden. Det blev en køren spidsrod mellem det store opbud af sikkerhedspoliti, fra kontrolpost til kontrolpost, med taxachaufførens brede smil, en tommelfinger i vejret og et lettet "hao!" (godt), hver gang vi slap helskindet igennem, som et oplivende element.
Vel fremme på Tiananmen Pladsen fik Informations udsendte sammen med en broget forsamling af andre pressefolk, diplomater og udvalgte gæster fra ind- og udland plads på første parket med frit udsyn ud over den enorme plads.
Blandede følelser af ærefrygt og uvirkelighed trængte sig på. Bagude Den Forbudte By - hjemsted for århundreders mere eller mindre des-potiske kejsere - og forude Den Himmelske Freds Plads - stedet hvor alle Det ny Kinas vigtigste begivenheder har fundet sted. Senest for ti år siden, da tusinder af studenter demonstrerede for demokrati med den tragiske massakre i Beijings gader til følge.
I går var pladsen igen fyldt til bristepunktet, denne gang med nøje udvalgte og farve-strålende mennesker, der med jævne mellemrum råbte slagord som: "10.000 år til Kinas Kommunistiske Parti!"

Tjener folket
Efter 50 kanonslag blev paraden indledt af Jiang Zemin, der kom kørende i en stor, sort bil, stående op til skue for alle. Først den ene vej, og så den anden for at ende hos repræsentanter for militæret med erklæringen: "Kammerater, I gør en stor indsats," hvorpå soldaterne i kor svarede: "Vi tjener folket!"
Derpå fulgte Jiang Zemins tale fra nøjagtig den samme plads, som Mao stod på for 50 år siden, og hvor Jiang bl.a. fastslog, at "praksis har bevist, at socialisme er den eneste måde at redde og udvikle Kina på."
En del af talen omhandlede "den endelige genforening af fædrelandet", der ifølge Jiang vil indebære "den uundgåelige nationale genforening med Taiwan." Sidstnævnte fik adskillige tilhørere i nærheden til at flytte nervøst på fødderne.
Nervøsiteten fik næring kort efter, da kolonne efter kolonne af soldater trampede i takt hen over pladsen efterfulgt af ovennævnte militære nyskabelser, mens flyene piskede hen over hovederne på os.
Men det var først, da kamp-vognene rumlede ind på pladsen, at der for alvor gik et sus gennem tilskuerlogerne.
"De er vendt tilbage!" lød det på kinesisk et sted skråt bagude, uden det var muligt at afgøre, hvem der havde vovet at hentyde til massakren for ti år siden.

Et besteget Tibet
Vi nåede aldrig at finde ud af det, for den 'folkelige' og afsluttende del af paraden var igang. Med rækkefølgen i paraden var magtfordelingen i dagens Kina blevet fastslået: Først partiet, dernæst militæret og til sidst folket.
Tusinder af mennesker flankerede den ene rullende udstilling efter den anden, næsten alle omhandlende de store bedrifter, som partiet og nationen har udført gennem de sidste 50 år.
Kun en enkelt af teksterne var på engelsk og dermed beregnet på et vestligt publikum:
"Udvikling er det vigtigste behov," stod der, hvilket vel må betegnes som en hilsen til alle, der snakker om menneskerettigheder i tide og utide.
Til sidst en afdeling, der repræsenterede Kinas provinser, og hvor den mest iøjnefaldende var den, der skulle forestille Tibet: Et bjerg, der var besteget af tre personer med det røde kinesiske flag plantet imellem sig.
"Kineserne har en årtusind gammel og forfinet kultur, så hvorfor skal de spises af med den slags kommunistiske kitsch?" lød det surt fra en af de vestlige gæster på vejen ud.
Deres udsendte kunne ikke have formuleret det bedre selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her