Læsetid: 4 min.

Kineserne er tossede med fodbold - og wu-shu

1. oktober 1999

Når to millioner uruguayanere kan vinde VM, skulle halvanden milliard kinesere så ikke kuenne gøre det samme?

De seks fyre ryger som skorstene og drikker gin-tonic sent om aftenen. De har en fodbold med sig, og når kampen starter, er de klar på deres transportable stadion, som de kalder det fjernsyn, de netop har lejet. De hujer af fuld hals.
Grant, Tao, Shansan, Yuan, Haipeng og Jie er fodboldtossede. De er mellem 17 og 38 år, og har et stykke tid sat hinanden stævne Chaoyang-parken i den østlige del af Peking. Der har Grant lige åbnet en bar, lige i nærheden af det store diskotek Rock and Roll, og her hos Grant kan de unge pekingesere få sig et glas vin ved bredden af en lille sø.
Således kommer de til Cannes, som er barens navn (Grant er også filmnørd og opkaldt efter Cary), og via Cannes til Europa, fodboldens kontinent, hvor de største klubber har hjemme. For de kinesiske hold kan ikke få blodet til at rulle i disse mandfolks årer. De nævner dårligt nok de kinesiske klubber, og i hvert fald ikke Shenhua fra Shanghai, Pekings arvefjende, og heller ikke Liaoning fra Dongbei.
Hvis de turde sige det ligeud, ville de nok mene, at de klubber kun lige akkurat er gode nok til pigerne. Men i virkeligheden er de kinesiske kvinder ene om at redde kinesisk fodbolds ære. I juli i år var de igen i finalen om verdensmesterskabet i damefodbold, hvor de ganske vidst tabte til USA, men en andenplads er dog bedre end slet ikke at spille en rolle på den internationale sportsscene, hvilket desværre er tilfældet med herrelandsholdet.
"Det er ikke så mærkeligt at de kinesiske kvinder får fine placeringer, for niveauet i international damefodbold er ikke så højt, og så er det naturligvis lettere. Standarden inden for herrefodbold er derimod meget høj, så det er selvsagt vanskeligere for vores mandlige spillere," konstaterer Jing Gi Sun, lektor ved Pekings sportsuniversitet.
"Og hvis pigerne spiller godt, er det i øvrigt fordi de bliver trænet af mænd," tilføjer han.

De får ikke mælk nok
Men hvorfor i alverden vil det ikke lykkes for de kinesiske herrer at komme videre end til de asiatiske kvalifikationskampe? Er det fordi de ikke drikker mælk nok, sådan som Bøndernes Dagblad mente for et par måneder siden, idet skribenten bemærkede, at de udenlandske spillere er i stand til at løbe 10-12 kilometer i løbet af en kamp, mens deres kinesiske kolleger knap tilbagelægger 5-6 stykker. Lang Xiao Nong, der er konkurrenceansvarlig i det kinesiske fodboldforbund, har en anden forklaring:
"Kinesisk fodbold har en meget kortere historie end europæisk fodbold. Først i midten af halvtredserne så de første organiserede hold dagens lys, mens man i Europa har haft virkelig konkurrence mellem klubberne siden århundrendeskiftet. Desuden har den europæiske fodbold fungeret på konkurrencebetingelser siden midten af halvtredserne, og der er opbygget betydelig formuer inden for sporten. Men i Kina begyndte man først at tale om socialistisk markedsøkonomi under den 14. partikongres i 1992. Kinesisk fodbold er altså omkring 40 år bagud i forhold til Europa. Det må vi prøve at indhente."
Når der mangler penge, mangler der også infrastruktur og spillere.
"I Europa udvælges de bedste fodboldspillere blandt hundredetusindvis af unge mænd, men på trods af den kinesiske befolknings størrelse, kan talentmassen tælles i hundreder," tilføjer Lang Xiao Nong.

Det handler om wu-shu
Men situationen kan hurtigt ændre sig, for de kinesiske klubber søger i stadig mindre grad offentlige midler. De begynder at finansiere sig selv gennem salg af tv-rettigheder til kampene. Den indtægtskilde fil formentlig vokse, og samtidig er de nu mere er åbne over for udenlandsk kapital og for at indgå sponsoraftaler. Men der er stadig et kulturelt handicap, der skal overvindes.
Man behøver blot at besøge Pekings sportsuniversitet for at se dette, for her er fodbold stadig en perifær idrætsgren, selv om den er begyndt at vokse sig stærkere. På en af banerne er en ældre træner i gang med at dygtiggøre sit hold.
"Her i Kina har vi andre kulturelle referencer," fortæller han.
"Ligesom Brasilien og Argentina er Kina et fattigt land, men vi har ikke nogen fodboldkultur. Herude er det wu-shu det handler om."
Denne kampsport, som vesterlændinge næsten altid tror, er det samme som Kung-Fu, er altdominerende på dette universitet, og finansierer også størsteparten af dets drift. Studenterne kommer fra hele verden, for at få undervisning hos de kinesiske mestre.

Hvis Uruguay kan...
"I Kina søger man altid efter sit eget sande væsen, og efter at være i ligevægt med andre mennesker og med naturen," siger Luc Benza, en berømt træner, der er kommet helt fra Gabon, og henviser til alle de kinesere, der står tidligt op for at dyrke Tai Chi Chuan i byens parker eller på gaden, inden de går på arbejde. Luc træner de helt unge Wu-Shu kæmpere, og arbejder hårdt for at få denne sport med til de Olympiske Lege.
"Det er en komplet sport, for det er den eneste hvor man bruger alle dele af kroppen for at overvinde sin modstander."
Hvis han har ret, skulle man måske foreslå de kinesiske fodboldspillerne at dyrke lidt mere Wu-Shu...
I Chaoyang-parken er Grant og hans venner tilbøjelige til at le ad de store ord. Som de fleste af deres landsmænd sidder de klæbet til skærmen, når der spilles en vigtig kamp. Også selvom det er sent om aftenen. De forsøger at tro på at det kan lykkes.
"Hvis et land som Uruguay med to millioner indbyggere kan vinde to verdensmesterskaber, må halvanden milliard kinesere da kunne vinde bare et enkelt!"

© 1999 Libération & Information
Oversat af P.C. Mollerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her