Læsetid: 2 min.

K'nyt

14. oktober 1999

Komponister advarer DR
*Dansk Komponist Forening har ved sin formand, Sven Erik Werner, udsendt et åbent brev til radiodirektør Leif Lønsmann, Danmarks Radio. I brevet udtrykker foreningen alvorlig bekymring over, at DR har planlagt en reduktion af musikstoffet samt over medieudviklingen generelt. Specifikt advares mod en reduktionsmanøvre, der "i værste fald kan føre til sammenlægning af P1 og P2, idet P2 har stor betydning for komponisterne og musikken.

Graf på nettet
*Litteraturmagasinet Grafs femte nummer er på gaden med et forsøg på at indkredse Goethe i anledning af Goethe-året. Jakob Melander skriver om sufi og dervish, elementer fra gammel tyrkisk litteratur som er forudsætningen for at læse Orhan Pamuks romaner. Graf koster 20 kr. hos boghandleren udkommer nu også i en netudgave, der kan læses på www.grafen.com.

Ny chef for Københavns Radio
*Den 36-årige Søren Mikael Rasmussen bliver fra den 1. december ny chef for Københavns Radio. Han kommer fra en stilling som redaktionschef på TV2Øst i Vordingborg og afløser Thyge Stenstrup. Som chef for 45 medarbejdere skal han i fremtiden foruden regional radio sørge for indslag til Radioavisen, tv og DR Online.

Legat til filmmand
*Filminstruktøren og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen har modtaget Ingmar Bergmans mindelegat på 50.000 kr., der blev overrakt i går på Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet manuskript til filmen I Kina spiser de hunde samt været medforfatter på Mifunes sidste sang. Bergman oprettede legatet for pengene fra Sonning-prisen, som han modtog i 1989.

Evig etik
*Moralens årti rinder ud, men etik går aldrig af mode. Måske er det erkendelsen bag Det Lille Forlags genudgivelse af Aristoteles Etikken, nyoversat af Søren Porsborg. Aristoteles leverede med sin nikomacheiske etik vor kulturs første moralfilosofi med fokus på venskabet, de klassiske dyder og den gyldne middelvej. Det lille forlag genudgiver desuden i år Kierkegaards Etikerens Brev samt afhandlinger af bl. a. Augustin, George Berkely, Georg Brandes og Heinz Kohut.

Rocklegende gendannet
*Rockkvartetten Crosby, Stills, Nash and Young er sammen igen efter en pause på mere end 25 år. De fire siger ifølge BBC at deres indbyrdes forhold "aldrig har været bedre," og at de agter at turnere og give koncerter i 34 byer i USA. "Vi er blevet lidt mere modne, lidt mere overbærende og åbne over for de andres synspunkter," siger 58-årige Graham Nash om bandet, der har en konfliktfyldt fortid og en levertransplantation (til David Crosby i 1994) bag sig. Om årsagen til gendannelsen har Neil Young sagt: "Der var meget, vi ikke blev færdige med. Jeg tror ikke, vi nogen sinde nåede vores højdepunkt."

En ny Abdullah Ibrahim?
*Moses Taiwa Molelekwa er et af de mest lovende talenter på den ny sydafrikanske jazzscene. Han gæster Danmark i denne uge i forbindelse med Rytmisk Musikkonservatoriums efterårsstævne og spiller en afdeling med solopiano i aften kl. 20.30 i Copenhagen JazzHouse. Molelekwa er blevet sammenlignet med sin berømte landsmand Abdullah Ibrahim og er desuden inspireret af Herbie Hancock Mohr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu