Læsetid: 2 min.

K'nyt

21. oktober 1999

Strid om Schindlers liste
*Oskar Schindlers 92-årige enke Emilie lever i Argentina og kræver en kuffert med mandens efterladte papirer udleveret. Kufferten, som fornylig blev fundet i Hildesheim, rummer bl.a. den originale liste over de 1.200 jødiske kz-fanger, som Schindler formåede at redde fra udryddelse. "Jeg er den retmæssige arving," siger Emilie Schindler, der er bitter over, at eftertiden har minimeret hendes rolle i de dramatiske begivenheder.wpr

Protestantismen og kunsten
*I løbet af efteråret afholder Kunstakademiets Billedhuggerskole et seminar over fem mandage om protestantismen og kunsten. Første gang er på mandag den 25. oktober, hvor teologen Jørgen I. Jensen taler om Det fraktaliserede i protestantismen. Professor, dr. theol. Leif Grane vurderer, hvad Reformationen betød, og billedhugger og professor Hein Heinesen afslutter dagen med et foredrag om Protestantismen og kunstsyn & egne værker. Følgende seminar-mandage er den 1. nov., den 15. nov., den 29. nov. og den 6. dec.

Ny Jan Guillou-bog om Tempelridderne
*Andet bind af den svenske forfatter Jan Guillous korsriddertrilogi udkommer i dag. Første bind, Vejen til Jerusalem, forlod en bandlyst Arn Magnusson på grænsen til Skåne med 20 års bod som tempelridder i Det Hellige land foran sig. I Tempelridderen er Arn blevet en respekteret ridder i Det Hellige Land, der blandt andet omgås den berømte Saladin. Romanen giver et troværdigt billede af 1100-tallet. Den kan læses som en kommentar til det fjendebillede, Vesten har skabt af Islam.

Forfattermøder i Café Wiuff
*Bogcaféen Wiuff på Jagtvej i København afholder i løbet af efteråret en række forfattermøder. Den 27. oktober optræder skuespilleren Flemming Jensen, hvis roman imaqa netop er udkommet. Den 30. oktober er det Martin Østergaards tur, og den 5. november kommer Birgithe Kosovic. Dernæst følger irske Roddy Doyle, der den 10. november er i Danmark for at lancere En stjerne ved navn Henry. Senere på året gæster forfatterne til den nye Nudansk Ordbog, samt den anmelderroste debutant Janne Teller caféen.

Pernilla (jeg) Pernilla
*Den stærke og sødmefyldte svenske skuespillerinde Pernilla August skal spille Anna i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs roman Anna (jeg) Anna. Optagelserne begynder i Rom midt i november med skuespilleren Erik Wedersøe som både manuskriptforfatter og instruktør. I begge egenskaber er Wedersøe debutant. Senest har man set Pernilla August i Georg Lucas' Star Wars - Den usynlige fjende. Rollelisten til Anna (jeg) Anna omfatter desuden Jesper Kristensen og den unge Gerard
Bistrup.

Roskilde bygger vikingekrigsskib
*Vikingeskibsmuseet i Roskilde har givet sig i kast med sin hidtil største og mest kostbare byggeopgave, nemlig at rekonstruere et af vikingetidens store havgående krigsskibe. Det er første gang i verden, at et skib af denne type, et såkaldt langskib, bliver rekonstrueret. Det oprindelige skib blev bygget af danske vikinger i Dublin i 1042. Projektet er sponsoreret af Tuborg og Carlsberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu