Hvad betyder den nye trend indenfor signaler bagpå biler?
Mors dyt
Først troede jeg, der var tale om et enkeltstående tilfælde - en lonely rider, der susede af sted i henrykkelse over endelig selv at have taget affære. Men så dukkede der flere op, og i dag er der mange af dem - rigtig, rigtig mange. Hvorvidt der er tale om en slags bevægelse, eller ganske enkelt en ærkedansk foreningsdannelse med årlige generalforsamlinger er uklart.
Vi taler formodentlig om et initiativ i kønskampskategorien, taget af nogen, der er blevet trætte af at vente på, at politikerne får tygget af munden. Initiativet er fantastisk enkelt men meget synligt. Det går ud på, at klistre en streamer på bagruden af sin bil. På streameren står der "Mors Dyt."
Et sted inden i mig bor der stadig en feminist, der rykker ud og står brandvagt, når situationen kræver det. Men i det daglige omgås jeg hende respektfuldt om end med nogen historisk distance. Én af grundene er, at vi sjældent kan blive enige om, hvilken vej vi skal gå.
Og streameren i bagruden er ingen undtagelse, for hvad er det, de mødre vil meddele verden?
Hvem skal der grines ad?
Måske er den ment som en joke. Men er det særlig sjovt, når man ikke ved, hvem af familiemedlemmerne, der skal grines ad?
Er det faderen måske?
Næppe! Han må formodes at være chauffør og ejer af familiens anden bil, med mindre familien kun har én bil i garagen... men så er det jo ikke en joke længere, men sarkasme med udpræget kastrationsmotiv. Prøv at se ham sidde dér ved siden af - detroniseret og frarøvet sin pung!
Selvfølgelig kan det også være mor i bilen, vi skal le ad. I det tilfælde er streameren en kvindelig selvdistance, der skal forene kvinder i grin over de sværdslag, vi har udkæmpet om metalplader, syntetisk læderindtræk og retten til selv at tanke op.
Men har kønskamp nogensinde været humoristisk anlagt?
Neej! Derfor er det nok mere sandsynligt, at initiativet er helt alvorligt ment fra mødrenes side. Et gedigent stykke kønspolitisk anskuelighedlære, der viser, at kvinder er i stand til at trænge helt ind i vævet på det ultratraditionelle, maskuline univers. At det kan lade sig gøre for kvinder at foretage et kvantespring fra bagsædet til underskriftslinien på registreringspapirerne og hermed infiltrere det symbiotiske partnerskab mellem mand og bil.
Men ak, tiden er løbet så uigenkaldeligt fra den form for kvindepolitiske markeringer, at de opløser sig i komik og udstiller mor i dytten som en anakronisme, der er stået af historien mellem to basisgruppemøder.
Havde der så bare stået "Flere mødre i FDM's ledelse" på den streamer!
Gammel trend
Nu skal man ikke være blind for, at der er andre bilister end mødre, der bekender sig til streamer-mentaliteten. Faktisk har den hærget i en årrække som følge af, at de, der gik med badges og t-shirt i 80'erne, i dag har fået bil: "Rigtige mænd får fire børn - med den samme kone," "Rigtige mænd kommer fra provinsen", "Rigtige mænd har ikke mobiltelefon" osv. Listen er lang, påhittene af varieret genialitet, men ét står klart; når mandlige bilister så ihærdigt bruger bilen som udstillingsvindue for mandlig kønsidentitet, er det fordi de ikke længere har vejene og bilerne for sig selv. Trængte på pladsen, truet på et centralt kønssymbol, går de til modangreb. Streamerne skal igen gøre mænd til herre i egen vogn.
Distance til skrotkassen
Og det er muligvis i dette regi den sandfærdige fortolkning af "Mors Dyt" befinder sig. For måske er det slet ikke mor, der har sat streameren på, men far. Han har gjort det for at graduere familiens bilpark og distancere sig selv fra skrotkassen. Det er hendes! Hans bil er den nye Audi ude på perlegruset i carporten.
Hvis familien kun har én bil, som de til gengæld hænger på, fordi far ikke har råd til at udskifte den, kan streameren være sat på i simpelt nødværge. En lille motor i et outdated karrosseri er en trussel mod testosteronproduktionens stigningskurve. Og hvilken mand vil undlade at forhindre det?
Hvis dette er den korrekte udlægning af Mors Dyt-initiativet, er bundlinjeresultatet jammerligt. Og det værste er ikke, at mødre lader sig spise af med den gamle Mazda og samtidig er taknemmelige over nu selv at have bil. Det værste er hele menageriets bagtanke: At ordentlige biler er spildt på kvinder, for de kan sgu alligevel ikke køre dem.
Notorisk løgn! skulle jeg hilse og sige fra overhalingsbanen, men myten lever og går p.t. sin sejrsgang på bagsmækken af danske mødre. Personligt ville jeg blive impotent af at trille ud på vejen med sådan et skilt i nakken.
Men omvendt, hvis kvinder helt frivilligt kører rundt og reklamerer for, at de har overtaget samlesættet i garagen, fordi de ikke har fortjent bedre, ja så er de nok ikke klar til den emancipatoriske åben-baring en spritny Saab 95 kan være.
