Læsetid: 5 min.

Kræver LO socialisme?

1. oktober 1999

- eller hva'? Hvordan skal forslaget om lønmodtagernes overtagelse af ledelsesretten
forstås?

Frie ord
Ugen indledtes med at en forening erklærede, at kapitalistiske arbejdsgivere gennem deres ansatte direktører ikke længere skal lede og fordele lønmodtagernes arbejde.
Ledelsen og fordelingen af det arbejde, som udføres af proletarerne, arbejderne, lønmodtagerne, de ansatte, medarbejderne (vælg, kære læser, selv den for dig mest passende betegnelse), skal de samme proletarer eller arbejdere eller lønmodtagere eller ansatte eller medarbejdere selv overtage.
I gamle længst forsvundne dage for mindre end en snes år siden var et sådant krav ensbetydende med udråbelsen af den socialistiske revolution. Det revolutionerende krav blev dog ikke stillet af for eksempel den forening af socialistiske partier, som går under betegnelsen Enhedslisten.
Det var en helt anden forening, der udkastede denne vision for det næste årtusinde eller i hvert fald århundrede:
I forlængelse af allerede gængs praksis på det danske arbejdsmarked indgår de ansatte i fællesskab aftaler med ledelsen om dels den mængde arbejde, de skal præstere, dels betalingen for den. Samt aftaler om arbejdsmiljø, sociale hensyn, overskudsdeling mv.
Dermed er det slut med kapitalejernes ledelsesret.
"Det er herefter op til lønmodtagerne selv at lede arbejdet inden for de aftalte rammer," lyder fanfaren i foreningens skriftlige opråb.
Foreningen hedder LO.

IKKE NOK med det: "Nye ledelsesformer og managementstrategier giver generelt set udelukkende medarbejderne en øget selvstændighed i arbejdssituationen og dermed indflydelse på de praktiske spørgsmål," konstaterer foreningen kritisk.
"På de overordnede strategiske beslutninger f.eks. investeringer, valg af teknologi og arbejdsorganisation er indflydelsen fortsat begrænset." Men "kun en videreudvikling af de kollektive demokratiske indflydelsesmuligheder kan sikre medindflydelse og medbestemmelse på de overordnede strategiske spørgsmål vedrørende arbejdspladsens udvikling og den enkeltes arbejdssituation."
Den pågældende forening skærper altså ikke blot kampen for de såkaldte selvstyrende grupper på arbejdspladser, der gerne vil kalde sig moderne og på forkant af udviklingen, kampen gælder proletarernes/medarbejdernes direkte indflydelse på de overordnede strategiske beslutninger f.eks. investeringer, valg af teknologi og arbejdsorganisation.
Foreningen hedder LO.
Nøjagtig hundrede år efter septemberforligets indgåelse i 1899 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Fagforbund (som LO hed på det tidspunkt), angriber LO nu målrettet arbejdgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, som ellers dengang blev slået fast med syvtommersøm.

Landsorganisationen i Danmark, som foreningens formelle navn lyder, er en forening af fagforeningers foreninger, som ofte går under betegnelsen forbund. Disse fagforbund og karteller har i stigende grad overtaget hovedorganisationernes tidligere roller som hovedagenter i de løbende (overenskomst)opgør om arbejdets mængde og betalingen for den. Altså håndteringen af de traditionelle krav om løn og arbejdstid.
Hvad skal hovedorganisationerne LO og DA så bestille?
Skønt det ikke står direkte på dagsordenen for LO-kongressen 24.-29. oktober, opfattes LO's eksistensberettigelse eller mangel på samme, som kongressens egentlige tema. I det lys er organisationens oplæg Velfærd forpligter blevet tolket.
Et nødskrig, er det blevet kaldt, at LO foreslår det offentlige system koncentreret mere om kerneopgaverne børnepasning, folkeskole, uddannelser, sundhedsvæsen, ældreomsorg, forsorg og socialoverførselsindkomster. Mens til gengæld "arbejdsmarkedets parter især skal løfte de velfærdsopgaver, der er relateret til arbejdet: Samspillet mellem familie- og arbejdsliv, integration på arbejdsmarkedet, kompetenceudvikling, sundhed, arbejdsmiljø, seniorpolitik, pensionsordninger og en særlig indsats for at integrere de svage grupper på arbejdsmarkedet. Opgaven løses konkret ved at skabe flere rettigheder gennem overenskomsterne."
Dette forslag til en ny arbejdsdeling har givet anledning til en vis offentlig debat og DA har sagt fra med henvisning til, at de sidstnævnte opgaver skam er og bør forblive Folketingets alene. LO's - omend betingede - tilslutning til udlicitering og brugerbetaling har også medført nogen omtale, især fordi Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, oprindelig var meget imod mere kontante formuleringer i de første udkast til Velfærd forpligter.
Forslaget om at indskrænke til noget nær ukendelighed arbejdsgivernes ret til at lede og fordele og forlede og dele voksne kvinders og mænds daglige arbejde, som om de var pattebørn, er derimod stort set undgået verdenspressens opmærksomhed.

I DEN situation står vi i stor taknemmelighedsgæld til tidligere medlem af Venstresocialisternes hovedbestyrelse og forretningsudvalg og tidligere chefredaktør for Information, Peter Wivel, som nu er chefredaktør for Berlingske Tidende. Han - eller i hvert fald hans blad - er nemlig ikke i tvivl om, hvad LO er ude på: den skinbarlige socialisme. Berlingeren skriver i sin leder:
"LO vil have en ny Hovedaftale og en svækket ledelsesret. Det er ikke nødvendigt. Det er heller ikke acceptabelt. Ledelsesretten og kapitalismen er grundpiller i velfærdssamfundet.
Den lektie burde fagbevægelsen have lært efter de senere års skandaler i bevægelsens kooperative virksomheder. Ellers kan LO-folkene tage en snak med pensionsfondene, der klogt bekender sig til den benhårde kapitalisme."
Efter tidligere at have været chefredaktør på en medarbejderstyret virksomhed ser Peter Wivel åbenbart med gru i møde, at han påny skulle kommer i en lignende situation.
Ellers er lederbetragtningerne af mindst to grunde gode at få forstand af.

DEN FØRSTE grund kommer formummet og tvetydigt til udtryk i dels sætningen om, at det ikke er nødvendigt at slå en svækket ledelsesret fast i en ny Hovedaftale, fordi svækkelsen allerede er indtruffet.
Dels i sætningerne om, at hvis det allerede indtrufne nedfældes sort på hvidt, kunne det anfægte den herskende officielle religion, at benhård kapitalisme er lykken selv og sammen med få kapitalejeres ledelse af mange proletarer/medarbejdere den ene af grundpillerne i velfærdssamfundet.
Som udtryk for den intellektuelle kollaps, der i dag rider Vestens politik og åndsliv som en mare, er Berlingske Tidendes leder et mesterstykke.
Man kunne sige, at LO i sin egen eksistenskamp forsøger at komme uden om de gamle opstillinger: kapitalisme eller socialisme, ejendomsret på markedsvilkår eller statsstyring på kollektivismens vilkår, for i stedet på én gang at foreslå udlicitering af offentlige opgaver og indlicitering af ledelsesretten.
En manøvre af den art ligger endnu langt uden for mainstreams intellektuelle formåen.

DEN ANDEN grund til at trække Berlingskes leder frem af den glemsel, som ellers truede den, er dens - det skal uden forbehold lades den - uhyre raffinerede og præcise afsløring af det hykleri, som præger medlemsfagforbundene i LO:
Det er jo rigtigt, at de fagforbund, som nu i følge Berlingske Tidende kræver noget nær kapitalismens afskaffelse, hvad ledelsesretten angår, driver deres egne pensionskasser og -fonde efter den mest benhårde kapitalismes grundprincipper.
Også her slås almindelig sund fornuft mod en regulær intellektuel kollaps.
Kunne man håbe, at den blev et tema for den kommende LO-kongres?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her