Læsetid: 5 min.

Krim - de 'fattige' nyriges paradis

30. oktober 1999

Den ukrainske befolkning er blevet apolitisk, men de rigeste har sammen med de russiske ny-rige et enestående ferieparadis på Krim

Rejsebrev
I det varme, ja, hede østeuropæiske efterårsvejr er jeg rejst gennem Ukraine, først fra Kyiv syd- og sydøstpå, derpå gennem Vest-Ukraine.
Når jeg gik gennem gaderne i de ukrainske byer, købte de meget talrige ukrainske aviser og tændte for tv-kanalerne, så ville jeg - hvis jeg ikke havde vist det - ikke have opdaget, at der foregik en valgkamp til præsidentposten.
Når jeg spørger folk, om de vil afgive deres stemme den 31. oktober, svarer de fleste umiddelbart bekræftende, som var det en refleks fra sovjettiden - og skynder sig at tilføje et "måske".
Når jeg så spørger, hvem de vil stemme på, trækker de fleste på skuldrene og snakker enslydende om, at det alligevel er ligegyldigt, hvem der sidder ved magten, alle politikere er ude på personlig vinding, og det er lige meget, hvem der vinder, der kommer alligevel ikke til at ske ændringer, i hvert fald ikke til det bedre.
Den politiske holdning i befolkningen er med andre ord præget af skuffelse, resignation og frustration - som så mange andre steder i det post-sovjetiske rum.
Men er der så fare for, at populistiske eller autoritære kræfter vokser frem, som det sker i Rusland med Sjirinovskij og de rød-brune nationalkommunister, eller som i Hviderusland med Lukasjenko?
Jeg tror det ikke, men det kan ikke helt udelukkes, f.eks. har Det progressive Socialistparti under Natalja Vitrenko en farlig rem af huden. Ekstremister har jeg også mødt - nynazister i Vest-Ukraine, men de er få, og så højtråbende kommunister på Krim-halvøen.

Alte Kameraden
I en park i Sevastopol løber jeg ind i en lille kommunistisk valgdemonstration, præget af gamle mennesker - og et enormt antal transparenter og forskelligartede flyveblade. Men især af ordrige, håndskrevne plakater, og de får mig til at gyse, de minder mig i sprog og argumentation om Tyskland i 1930'erne.
Emnerne er fåtallige, og de to hovedtemaer er: Alle demokrater er zionister, der er ude på at udplyndre landet. Og at NATO er ved at sætte sig på Krim.
Først blev Krim givet til Ukraine, nu vil Ukraine give Krim til NATO, lyder et hyppigt slogan.
Baggrunden er dels, at Krim først i 1954 blev givet til Ukraine, som "tak" for, at Ukraine i 400 år havde været del af Rusland og Sovjetunionen, dels at den ukrainske del af Sortehavsflåden, der lige som den russiske Sortehavsflåde har base i Sevastopol, i det sidste års tid nogle gange har holdt fælles flådeøvelser med NATO-skibe.
Der er lange boder med et enormt antal små aviser og anti-demokratiske og anti-vestlige småbrochurer.
Foran dem er folk i voldsomme diskussioner, men en haltende krigsinvalid, klædt i en nydelig lys habit og en lysegrå frakke siger til sine kommunistiske meningsfæller, at de skal standse diskussionerne med de anderledes tænkende.
"Det fører alligevel ikke til noget", råber han.

Marinesoldater
Dét var i Sevastopol. Det er søndag, og folk hygger sig i parkerne. Møder en gruppe russiske marinesoldater, der er på søndagsgåtur, i geled. Jeg løfter kameraet og fotograferer. Det får jeg en skideballe for. Senere støder jeg ind i en gruppe soldater, hvis khaki-farvede uniformer jeg ikke kan identificere. Så jeg spørger, hvem de er, russere eller ukrainere?
De er russiske, landbaserede flådesoldater. Spørger, om jeg må fotografere dem. Efter nogle interne blikudvekslinger giver de lov, stiller sig op og ser gravsensalvorlige ud. Jeg beder dem smile, det gør de så. Men snakke med mig, det vil heller ikke de.
Det vil til gengæld to 14-årige drenge, Misja og Igor, der kontakter mig på en bænk i en anden park. Tror først de vil lave gængs småhandel, men nej, de vil bare spørge, hvad jeg er for én.
Jeg spørger dem, om de er russere eller ukrainere. Misja er ukrainer, Igor russer. "Hvad laver Jeres fædre?" Den ukrainske Misjas far arbejder hos den russiske Sortehavsflåde, mens den russiske Igors far er ansat hos den ukrainske Sortehavsflåde. Det får mig i den kommende tid til at tænke meget over, hvor blandet nogle af de postsovjetiske lande er, arbejdsmæssigt og især familiemæssigt. For begge drenge har deres familiebaggrund i Vest-Ukraine.

Lusjkovs eliteskole
De to drenge er ikke særligt tilfredse med deres skole og vil hellere gå i Moskva-skolen. Det er en ganske ny eliteskole, som Moskvas bystyre og Moskvas borgmester Lusjkov har ladet oprette i Sevastopol - for den moderat nationalistiske Lusjkov, der sandsynligvis bliver kandidat ved det russiske præsidentvalg næste år, har til tider ikke så moderate nationalistiske synspunkter. F.eks. mener han, at Sevastopol fortsat skal være en russisk by. Derfor sender han med sin rige baggrund og Moskvas By-Duma i ryggen ikke så få penge til Sevastopol. Det betyder, at byen er ualmindelig velholdt, renoveret og ren.
Hvad laver Misja og Igor i deres fritid? Skuldertræk. "Vi keder os ret meget", siger de, småtriste. Det gør de 3,4 millioner turister, der årligt besøger Krim-halvøen tilsyneladende ikke.
I hvert fald nyder de det enestående klima, der i den sydlige del er subtropisk, og det pragtfulde badevand.
Men for mange er Krim ikke, hvad det har været. I Sovjettiden var det det fine sted for partifolk at holde ferie, foruden at fagforeningerne havde et meget stort antal sanatorier. Det har de stadigvæk, men de er i forfald.
Til gengæld kan deres medlemmer udover klimaet her købe interessante varer, der er billigere end i Kyiv og i Moskva. Det drejer sig om alskens husholdningsartikler, hygiejneartikler, tøj og billig (halvdårlig) elektronik.
Disse varer kommer fra Tyrkiet - for mellem den ukrainske Sortehavskyst og Tyrkiet er der talrige færge- og flyvebådsforbindelser, der medfører en enorm strøm af tyrkiske, indiske, nordafrikanske og også vestlige varer til markederne.
Sådan var det selvfølgelig ikke for 20 år siden, da jeg sidst var på de kanter. Men heller ikke for fem år siden.
I en periode efter Sovjetunionens opløsning havde de russiske nyrige området for sig selv, inkl. dyre vestlige varer.
Så begyndte de rigtigt rige at slå sig ned ved den franske Riviera, på Cypern, i Dubai, og det mellemste lag af de nyrige tog på ferie på Gran Canaria og i Tyrkiet.

Simili og hulhed
Men sidste år i august blev den russiske rubel devalueret med 400 procent, hvilket selvsagt også påvirkede den ukrainske hryvna, og mange der tidligere tog til Spanien og Tyrkiet, har nu 'kun' råd til at tage til Krim, og her bydes ikke på samme luksus som i de andre, nævnte lande. Men her er billigt, og det tiltrækker i år den 'lavere' del af de nyrige fra Rusland, Ukraine og Baltikum.
Der er smukt i Jalta, Sevastopol og Jevpotoria. Og det var dejligt at se, at også Krim-tartarerne, vurderet ud fra gade- og butiksbilledet er ved at blive integreret.
Men der er også megen hulhed og simili på de dejlige strandpromenader. Det hele minder en del om f.eks. den italienske Riviera i slutningen af 1950'erne, da masse- og charterturismen begyndte at tage fart.
Maden og drikkevarerne på Krim er superbe. Og det glimmer, Krim byder på i disse tider, vidner om økonomisk fremgang - for nogle samfundslag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her