Læsetid: 10 min.

Kristi indtog i Bruxelles

2. oktober 1999

Hjemmefødningen James Ensor levede indespærret i et feminint og småborgerligt fængsel, som kun bræk og prutter kunne nedbryde. Men han banede også vejen for ekspressionister og Cobra-kunstnere - det viser en stor udstilling i Bruxelles

James Ensor fremstiller sig i megamaleriet Kristi indtog i Bruxelles med slet skjult selvagtelse som Jesus Kristus, der på et æsel rider ind i Jerusalem. Han ignoreres af en menneskemængde af tåber - hele livet er en stor scene, alle er iført masker og vrænger ad hinanden, tilsyneladende mere optaget af livets små fortrædeligheder, af at holde hinanden skak, af begæret, glubskheden og af selvtilfredsheden end af friheden og de skelsættende begivenheder, som optager kunsten. "Vive la sociale" står der på et banner over byporten som en kritisk-ironisk kommentar til den samfundsorden, der lader de værste egenskaber hos folk træde frem.
Billedet fra 1889 tilhører Getty Museet i Malibu, Los Angeles. Dette absolutte hovedværk i James Ensors produktion - et karnevalistisk hovedværk, som inspireres af den belgiske karnevalstradition fra Pieter Brueghel d.æ. og frem - er ikke med på udstillingen med den belgiske maler. Det ville tage skade ved transporten til Europa, siger museet i Los Angeles, hvorved den største udstilling i 70 år med den skæve belgiske maler har fået spillet sit vigtigste kort af hænde. I stedet kan ses forarbejder dertil og en fotostat - sådan er det efterhånden blevet umuligt at arrangere udstillinger med originalværker af de store kunstnere.
På udstillingen kan i øvrigt ses Ensors makabre værker befolket af hængte, maskeklædte mennesker, af skeletter og de talrige, stærkt selvironiske selvportrætter af kunstneren iklædt damehat med blomster og fjer (allerede som barn yndede man i familien at iklæde ham pigetøj). Desuden groteske scener fra folkelivet, gerne skildringer af regionerne under bæltestedet.
Sådan kendes han mest: Den pruttende, spruttende, anarkistiske rå og direkte Ensor med den revsende, satiriske røst, der brager ud mod os fra væggene. Maskemaleren, der holder livet ude i strakt arm og udleverer hele den småborgerlige musik i satirens måske i længden lidt trættende form - som én lang, pervers tegneserie.

Rå kunst i en rå by
Den store udstilling viser dog også andre sider af hans alsidige talent. Den åbenbarer en impressionistisk og symbolistisk eksperimentator, der i begyndelsen forsøger at finde sin egen form. Og den, formen, er ikke så ringe endda.
Den rå by Bruxelles spiller godt op til den groteske maler, som det er svært at få hold på, fordi han forvandler sig så meget gennem sit lange liv, at man her burde vende det latinske ordsprog Ars longa - vita brevis om. Den ene halvdel af sit produktive liv henlever han i det 19. århundrede, den anden i det 20., og hans værk afspejler denne skizofreni mellem tradition og fornyelse.
Det er hans 50. dødsår - han levede fra 1860-1949 - man markerer med udstillingen i Det kgl. Museum for de Skønne kunster, der viser ikke færre end 300 værker fra hans hånd, malerier, grafiske arbejder og tegninger. Udstillingen er desværre alt for stor. Man fremdrager mindre heldige og svagere prøver på Ensors virke - efter år 1900 går det stærkt ned af bakke, og Ensor begynder at kopiere sig selv i stadig tyndere udgaver. Det er en kurator-opgave at sortere for os. Som det er nu, overlades det helt til publikum at uddrage det bedste.
Sidste år var det Magritte og hans 100. fødselsår, det gjaldt på museet, mens man i 1997 blændede op for en stor retrospektiv udstilling med Paul Delvaux. Det er tre af Belgiens store, skæve og moderne navne inden for billedkunsten, tre enere, der skal lokke andre til landet end EU-bureaukrater. De seneste levnedsmiddel- og pædofiliskandaler vil nok afholde mangen en gennemsnitsturist fra at betræde det lille, tætbefolkede, land, som gennemkrydses af motorveje. Som belgierne siger: Der er to ting, som kan ses fra månen, den kinesiske mur og de belgiske motorveje.
På kunstens gebet har belgierne imidlertid virkelig noget at byde på. Og tænker vi tilbage på renæssancens mestre som Pieter Brueghel d.æ. og dennes læremester Hieronymus Bosch eller på barokken med stjerner som Rubens og van Dyck, så er der en rig buket af oplevelser til et kræsent kunstpublikum.
Efter at have set Ensor-udstillingen gik jeg op på førstesalen i det grimme kongelige museum og så der den kostelige samling af Brueghel-billeder. Her var virkelig folkelivsskildringer, der vil fortælle om det nære liv på en fortryllende, poetisk måde.

Ensor - en hjemmefødning
Men de tre nævnte store individualister fra vort århundrede markerer sig også stærkt i bevidstheden. For det første Magritte, hvis tørre, surreelle univers, man for tiden kan studere på Louisiana-museet. Man har i sommer indrettet et museum for Magritte i Bruxelles i det hus, han og Georgette boede i fra 1930-54. Desværre lader museet os ikke rigtig os komme ind under huden på den afdøde. Forseglet bag glas og med næsten ingen kunst, fremstår det mere dødt end hans egne gådefuldt døde drømmebilleder.
I Paul Delvaux's indre, visionære univers med søvngængeragtige, surreelle motiver, så man en kunstner, vi har til gode heroppe (kunne Arken eller Louisiana ikke snart tage initiativ til en Delvaux-udstilling?). Delvaux er et interessant malerisk bekendtskab. Han bygger bro mellem den italienske metafysiske tradition og den surrealistiske drømmedetektiviske.
Og nu altså James Ensor. Hans far kom fra den anden side af Kanalen, deraf det engelske navn. James Ensor var ikke desto mindre en genuin hjemmefødning, en meget belgisk person, der stort set hele livet igennem holdt sig til sin hjemby, den på daværende tidspunkt - det var under kong Leopold II - mondæne badeby Oostende. Hans forældre havde en souvenirbutik, fyldt med alskens rariteter fra nær og fjern i byen. De gik imidlertid konkurs, men rejste sig fra støvet igen.

En ubehagelig nøglefigur
Ensor er et ubehageligt, men alsidigt bekendtskab. Man får kvælningsfornemmelser efter at have set sig mæt i skeletter, bræk og kropslige svulstigheder.
Men han er en kunsthistorisk nøglefigur, som har banet vejen for en anden tilgang til begrebet visualitet og har bøjet det efter sine egne, indre love. Cobra-folket var intensivt optaget af Ensor. Og han har tydeligvis gjort dybt indtryk på danske malere som William Skotte Olsen, Kurt Trampedach, Hans Chr. Rylander og Richard Winther.
Det er evident, at de tyske ekspressionister - i særdeleshed Emil Nolde - der faktisk besøgte ham i 1911, har lært en del af lektien hos denne meget ældre kollega, både koloristisk og motivisk. Også skæve samfundsrevsere som George Grosz og Otto Dix har kendt til Ensors vid og bid.
Ensor endte med at blive præ-ekpressionist efter at have taget hele den store stilmæssige rutschetur med fra naturalisme over impressionisme til symbolisme, med stærk inspiration fra Gustave Moreau og andre fin de siécle-kunstnere. Allerede i 1881 maler han Den mørke dame, som varsler symbolistisk kunst à la erotikeren Gustave Klimt. Men Ensors dame fremstår som en næsten klaustrofobisk lukket, kropsforskrækket og
-fornægtende figur. Hun slår blikket uskyldsrent ned, og hendes mørke skikkelse tegner en dyster kontrast op mod den gylden-brune væg. Der er ingen Eros på spil i dette rum. Kun flader og farver. Ganske få farver.
I det hele taget driver Ensors tidlige billeder af pastose områder, vægge, gardiner hænger tungt og tykt, og der er ikke meget kødets lyst over dem.
Det var i begyndelsen meget vanskeligt for Ensor at opnå anerkendelse, og han harcellerede over ikke at blive forstået, over kritikken og kunstscenen, over akademiet og kolleger. Men som gammel blev han professor ved Kunstakademiet i Bruxelles, og han blev dekoreret i hoved og røv. Man afholdt store udstillinger med ham, museerne købte ind, og han fik endog barontitel. Så van Gogh-myten om det miskendte geni holder ikke i Ensors tilfælde.

Akademiet - nyttigt slaveri
James Ensor modtog allerede som barn undervisning i akvarelteknik. Han vidste meget tidligt, at han ville være kunstner. Som 17-årig blev han optaget på Kunstakademiet i Bruxelles, og han afsluttede sine studier i 1880 med en sidsteplacering i maleri efter naturen og en elendig placering i croquis tegning.
Men han betragtede også uddannelsen som en slags nyttigt slaveri, en nødvendig plage.
Ensors mest innovative periode blev årene 1879-1893, hvor han undergik en rivende kunstnerisk udvikling frem til det punkt, hvor han begyndte at dykke ned i sit eget indre rædselskabinet af dæmoner og vrangforestillinger, af tungsind og melankoli.
Hos den karnevalistiske Ensor med de groteske pruttesekvenser, henrettelsesscener og makabre tildragelser spores som nævnt en lige linje tilbage til Pieter Brueghel d.æ.'s tæt befolkede malerier fra landsbylivet og til Hieronymus Bosch' helvedesfantasier frem til de voldsomme hændelser på lærredet hos Ensors skandaleomsuste efterkommere - inklusive ekspressionister og dadaister.
Ensors liv var udefra set relativt begivenhedsløst. Han led under sine familieforhold, følte sig presset af især de kvindelige familiemedlemmers konforme forventninger til ham. Kun hans far, der var en kreativ begavelse, forstod ham.
Da han døde i 1887, overtog James Ensor rollen som familieoverhoved, med alt hvad dertil hørte af finansiel ansvarlighed og stribevis af bekymringer. Han boede nu sammen med familiens to tjenere, sin tante, sin mor og sin søster. Han lever her i et feministisk fangenskab, der får ham til at udvikle en form for kvindehad. Her vokser motiverne frem med skeletter og klaustrofobiske borgerhjem. Men det er et bevidst valg, dette livslange fængselsophold i familiens skød.
James Ensor vælger nemlig selv som det sammensatte menneske, han er, at vende tilbage til Oostende efter årene i Bruxelles. Han bruger fødebyen som refugium, efter at han er blevet udpeget som leder af avantgardegruppen Les XX i Bruxelles - en gruppe der også tæller vennerne Artan, Dubois, Rops, Pantazis og Vogels. Det får ham til at vende sig med foragt imod enhver form for bevægelse og bosætte sig i periferien af avantgarden, så han kan gro helt sammen med sit stof.
I isolationen kan han bedre dyrke sig selv og blive bestyrket i sin opfattelse af sig selv som den store mester og ener, der kender vejen, som han vil begive sig ud på helt alene - som den fattige dreng i H.C. Andersens eventyr Klokken, der på egen hånd går gennem tornebuske, tæt krat og sumpområder med slimede vandslanger for at nå frem til den store metafysiske forløsning.
Den ensomme sjælevandring giver Ensor mulighed for at arbejde med hele sit modsætningsfyldte væsen, der blive trukket ud og dissekeret.

Masken som mediator
Biografier fortæller, at han på samme tid var sårbar, tøvende, akavet, distræt, ængstelig og fantasifuld, humoristisk, lidenskabelig, listig, dristig. For at finde en mediator mellem disse egenskaber bruger han masken som instrument.
Hans maskesamling er legendarisk. Masken gjorde ham i stand til at spille med sine modstandere - der repræsenterede den bigotte borgerlighed, dobbeltmoralen og hykleriet - uden at underkaste sig dem. Han karakteriserede selv maskerne som "mine lidende, skandaliserede, uforskammede, onde og brutale masker...der bliver jaget af snyltere..."
Ved hjælp af masken kan han også holde de farlige ting fra livet. Han gør grin med kvinderne, som han frygter, med døden, som han om muligt frygter endnu mere, med krigen og med sygdommen.
James Ensor havde et hypersensitivt væsen. I 1938 skrev han til en ven:
"Du spørger til mit helbred. Det domineres for tiden af mine krige, min angst, min frygt for forandring, for tidens kaos, af vejrets lunefuldhed og først og fremmest af havets voldsomme rystelser. Jeg arbejder uden tidsfrist. Et bad fuldt af farver og lyde, penselstrøg eller linjer der trækkes op af blyanten holder mit mod oppe ... Mit helbred er lunefuldt; grønt om morgenen, gult ved middagstid, lyserødt om eftermiddagen og gråt ved midnatstid ... Jeg samler menneskedens fejltrin op med penselen."
Ensor var usædvanlig høj og meget mager, og vennerne gav ham derfor øgenavne i retning af 'Døden fra Lübeck' og 'Fadder til døden'.
Han lod sig i øvrigt meget hurtigt gå på af kritik. I begyndelsen af 1880'erne møder han kritik fra alle sider, og han er lige ved at opgive sin metier og ødelægger sine lærreder og bruger dem som dørmåtter. Kunsten er en meget krævende elskerinde, og han skriver:
"Maleriet er en udsugende og forfærdelig kunstart. Det tilfredsstiller mig aldrig helt, men jeg er samtidig fuldstændig forført af det ... Jeg tillader livet at fare helt og aldeles forbi mig - teatre, baller, karnevaler, glæden ved kærlighed og koncerter - for at hengive mig til den kunstneriske salighed." Så sandelig en tilværelse i sublimeringens tjeneste.
I 1916 dør tanten og moren, og trykket letter delvis. Ensor forbliver ugift, han ægter så at sige kunsten, og i 1917 flytter han sammen med sin søster og to tjenere til et hus i Oostende, der ligger i Vlaanderenstraat nr. 27, som nu er indrettet som museum for kunstneren. Ensor nød i øvrigt det tvivlsomme privilegium at dø to gange.
Den første gang var i 1942, da adskillige aviser fejlagtigt kundgjorde hans død. Den anden og endelige gang var kl. 8 om morgenen den 19. november 1949.
Han nåede at opleve tre krige: Den fransk-tyske krig, Første og Anden Verdenskrig.q

*James Ensor retrospektiv (1860-1949). Musées royaux de Beaux-Arts de Belgique. Til 13. februar 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu