Læsetid: 3 min.

Kropssprog afslører sexmisbrug

20. oktober 1999

En ny bog sætter spørgsmåltegn ved børnenes vidneudsagn i misbrugssager. Eksperter er imidlertid overbevist om, at børn ikke lyver

Børn er ikke troværdige vidner, mener Leif Blædel. Den 75-årige journalist og debattør har kastet et kritisk blik på dommen over en pædagogmedhjælper, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.
Det er blevet til en bog på 45 sider i lommeformat, der stiller spørgsmåltegn ved ofrenes troværdighed, og på den baggrund kaldes dommen for et justitsmord.
Men børn lyver ikke og er i virkeligheden bedre vidner end voksne, mener psykolog Marianne Gram, Familiehjælpscentret. Gennem sit arbejde har hun konkret kendskab til flere af de børn, hvis vidneudsagn Leif Blædel refererer til i bogen 'Justitsmord.'
I sin bog gennemgår Leif Blædel den såkaldte Vadstrupgårdsag fra Gladsaxe, hvor en mandlig pædagogmedhjælper blev idømt tre års fængsel for seksuelle overgreb på 20 børn i daginstitutionen. Sagen endte i landsretten, som skærpede dommen til tre et halvt års fængsel.
Men Leif Blædel mener, at børnene, der er de vigtigste vidner i sagen, er blevet påvirket af politi og forældre forud for afhøringerne. Børnenes beretninger om tissemænd og befamlinger i legehuset eller kælderen er derfor ikke troværdige, mener forfatteren.

Politiafhøring
"Det er dokumenteret, at man ikke kunne regne med børnenes beretninger om, at pædagogmedhjælperen tog dem med til et hotel. Så kan man heller ikke stole på det andet, de har sagt," siger han til Information."
I et afsnit om børnevidnernes troværdighed henviser han til den svenske vidnepsykolog Lena Hellblom Sjögren, der med udgangspunkt i et amerikansk eksperiment, mener, at børn i førskolealderen er særligt påvirkelige, hvis de udspørges af voksne, der har en forudfattet mening. Det er ifølge Leif Blædel tilfældet i sagen fra Gladsaxe, hvor det lokale politi har talt med forældrene, før børnene blev afhørt.
"Det er helt almindelig procedure, og sagen er blevet efterforsket som alle andre sager," siger Jørn Steen Hansen fra Gladsaxe politi. Sammen med en kollega har han afhørt de involverede børn og familier.
Han mener, at Leif Blædels beskrivelse er meget langt fra virkeligheden, fordi børnene ikke ville være i stand til at lyve gennem de 20-25 minutter, afhøringen tager.

Kropssproget taler
Ifølge chefpsykolog Kirsten Moesgaard, Roskilde Amtssygehus børneafdeling, kan det ikke udelukkes, at børn kan påduttes en oplevelse, så de i første omgang fortæller en historie.
Men i modsætning til voksne kan børn ikke fastholde en påstand, der er forkert. Og de lyver ikke om seksuelle overgreb, understreger hun.
"Selvfølgelig kan børn blive påvirket, men hvis de undersøges af en psykolog, vil det fremgå af eksempelvis deres kropssprog, om de er blevet seksuelt misbrugt," siger Kirsten Moesgaard.
Hun har gennem 20 år beskæftiget sig med omsorgssvigtede og mishandlede børn, og underviser på politiets kurser i samtaler med børn til brug for vidneafhøringer.
"Hvis barnet eksempelvis fortæller, at det er blevet tisset på, så reagerer det ved at trække benet tilbage. Den slags reaktioner kommer ikke, med mindre det er noget, barnet har mærket på sin egen krop."
I Familiehjælpscentret er Marianne Gram helt enig. Hun arbejder både med familier og børn og har haft flere af de børn, der var involveret i den konkrete sag i Gladsaxe, i behandling.
"Man kan hurtigt frasortere børn, hvor det handler om noget andet end seksuelt misbrug. Men det har ikke været tilfældet med nogen de børnene fra Vadstrupgård," siger Marianne Gram.
Hun mener, at Leif Blædel udtaler sig om noget, han ikke ved besked med.

Tvivlsomt grundlag
Sagen om Vadstrupgård er foregået for lukkede døre, og Leif Blædel har derfor skrevet sin bog med udgangspunkt i udskrifter fra dombøger, samtale med den dømte samt en række artikler.
Den svenske vidnepsykolog Lena Hellblom Sjögren, som han henviser til i afsnittet om børnevidernes troværdighed, er ifølge Kirsten Moesgaard ikke uddannet børnepsykolog og arbejder i øvrigt almindeligvis for forsvarsadvokaterne.
"Det er hermed dokumenteret, at de vidneudsagn Per (den dømte pædagogmedhjælper, red.) blev dømt på, er afgivet af børn, hvis vidneudsagn man ikke kan fæste lid til. Eller sagt på en anden måde: Domfældelsen var et justitsmord," slutter Leif Blædel sin bog.
Ifølge Marianne Gram er det at gøre både børnene og samfundet en bjørnetjeneste, når Blædel stiller spørgsmålstegn ved deres vidneudsagn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her