Læsetid: 5 min.

De kulturelle industrier

30. oktober 1999

Frankrig fører stadig an i kampen mod total liberalisering af kultursektoren i WTO - men tænker industrielt og går med på en fælles EU-politik

Den 'kulturelle undtagelse' er et udtryk, der er opfundet i Frankrig - af ingen ringere end Jack Lang, Mitterrand-epokens hyperaktive og allestedsnærværende kulturminister. Det har en umiskendelig fransk klang og minder om den 'franske undtagelse', som franskmændene værner om med stolthed, men også lejlighedsvis henviser til med ironi og selvkritik.
Begrebet er lanceret i forbindelse med liberaliseringen af verdenshandelen - ud fra den simple opfattelse, at kunst og kulturelle frembringelser ikke bør behandles som alle andre varer og tjenester (i sektorer som landbrug, industri, trafik, bank- og forsikringsvæsen osv.).
Hvis kulturen ikke på en eller anden måde blev undtaget, ville det f.eks. blive umuligt at yde statssttøtte eller EU-støtte til hjemlig filmproduktion. Eller opretholde tv-diffusionskvoter som beskyttelse mod 'invasion' af produkterne fra den amerikanske film- og tv-industri - overmægtig i konkurrencen i kraft af sin kapital, sin kapacitet og sit store hjemmemarked.
Officielt hedder det ikke længere, at man kæmper for den 'kulturelle undtagelse', men for 'kulturel mangfoldighed'. Signalændringen skyldes bl.a., at det første udtryk belastes af sin franske oprindelse, der giver det en klang af åndshovmod, anti-amerikanisme og protektionisme. Det andet udtryk er mere stuefæhigt i WTO (Verdenshandelsorganisationen), og det er blevet overtaget af EU-Kommissionen.

Frankrig har således haft en vis succes med sit korstog, der fra begyndelsen havde ringe tilslutning i EU. Men Frankrig er også slået ind på en mere realistisk og kompromisvenlig politik i erkendelse af, at man ikke en bloc kan holde kultursektoren - med dens industrielle og kommercielle aspekter - ude fra liberaliseringen.
Sociologen Pierre Bourdieus nye dramatiske advarsel mod følgerne af globalisering og økonomisk koncentration i den audiovisuelle branche - og et par hundrede franske filmfolk og kunstneres manifest 'Stop kapitalens internationale' - kan give indtryk af, at der ikke er sket noget på denne front siden debatten omkring WTO's oprettelse i 1994, hvilket er forkert.
Den nye intellektuelle debat i Paris har ikke bidraget meget til at klargøre begreberne forud for WTO's nye liberaliseringsrunde, der åbner i Seattle sidst i november og ventes fuldført på tre år (et kort åremål for en sådan runde).
Et vendepunkt indtraf i foråret 1998, da franske filmfolk og intellektuelle protesterede massivt mod OEDC-projektet for en Multilateral Aftale om Investeringer (MAI), der ville betyde, at statsstøtte til denne sektor enten skulle afskaffes eller gøres tilgængelig for alle investorerer uanset nationalitet (en pervertering, der kunne betyde f. eks. 'dansk statsstøtte til Hollywood', påpegede modstanderne). Projektet var et grydeklart eksempel på, hvad der sker, hvis kulturelle frembringelser sidestilles med alle andre 'varer'. Protesterne fik politisk støtte fra alle sider, kommunister som gaullister, og den franske regering fik projektet taget af dagsordenen.
Den samme problematik dukker op i den nye WTO-runde, men nu er forsvaret for den kulturelle undtagelse i forvejen mobiliseret og anføres åbenlyst af den gaullistiske præsident Chirac side om side med den socialistiske premierminister Jospin. Da det er EU-Kommissionen, der forhandler i WTO på alle EU-landes vegne, er det vigtigt, at de 15 er nået til enighed om en fælles linje, der er inspireret af - omend ikke identisk med - den franske.

Det er et europæisk kompromis, der principielt accepterer, at kulturområdet inddrages i forhandlingerne om liberalisering - og således styrer uden om et frontalt sammenstød med USA. Men amerikanerne synes i dag mere indstillet på at lytte til europæiske synspunkter på dette delikate område, og i franske regeringskredse mener man at have vundet en halv sejr.
Dette var langt fra givet på forhånd, og mange mente for et par år siden, at slaget allerede var tabt - af både tekniske, økonomiske og politiske grunde. Det var umuligt, hed det, at kontrollere markedet under den teknologiske udvikling med stadig mere mobil produktion og stadig hurtigere cirkulerende produkter, efterspurgt overalt. Den økonomiske koncentradition med stadig nye fusioner i alle vigtige industrier, stadig større koncerner, var også uundgåelig og iøvrigt ønskelig. Og på det politiske område var Frankrig i mindretal i EU i denne sag. Hvad USA angik, måtte man vente et resolut forsvar for den amerikanske audiovisuelle industri - et af USA's største trumfkort - og for dens ret til at underlægge sig verden...
Men allerede ved WTO's oprettelse havde man opnået, at princippet om kulturel undtagelse ikke blev udtrykkeligt udelukket. Nogle lande, heriblandt Danmark - der traditionelt er mere liberalt end Frankrig - fastholder iøvrigt, at de garantier for film og tv, der blev opnået i i GATT (WTO's forgænger) i 1993, er fuldt tilstrækkelige, og at en undtagelse for kultursektoren som sådan er unødvendig. Men reaktionerne omkring MAI viste, at Frankrig havde vinden i ryggen, og modstanden mod projektet kom fra mange sider, også i Canada og USA - og af mange grunde, herunder miljømæssige og sociale hensyn. Det må huskes, at den nye WTO-runde (i lighed med MAI) ikke er helliget kultursektoren, men handler om alt mellem himmel og jord, og at landbruget efter alt at dømme bliver den dominerende sag i Seattle.

At den franske regering nu gør et stort nummer ud af den kulturelle undtagelse, synes at have fremkaldt visse mistanker om politisk udnyttelse af protestbevægelsen, om manipulation. Derfor de nye advarsler. Men hvis der er sket en glidning, er det i den forstand, at regeringen Jospin, der notorisk tænker i økonomisk-materialistiske baner - så meget som nogen tysk regering - forsvarer Frankrigs adiovisuelle industrier ud fra en industriel logik, snarere end en kulturel idealisme. Disse industriers overleven skal sikres i muligt omfang med kommercielle midler og politisk forhandlingstaktik, og man skal satse på tilpasning og udnyttelse af stadig nye muligheder under den hastigt fremadskridende teknologiske udvikling. Som Le Monde skriver i en analyse:
"Det drejer sig ikke om at beskytte en truet art - Kunstnerne med stort K og med Akademi-palmer - mod de store stygge rovdyr fra World Company. Det drejer sig om at organisere et så stort og mangfoldigt økosystem som muligt, hvor kreativiteten kan fortsætte under mange forskellige former, dels kendte, dels endnu ukendte."
Bladet forudsiger, at det bliver de store europæiske audiovisuelle gruppers interesser, EU vil kæmpe for i en skarp konkurrencesituation. Men til hjemligt politisk brug har man brug for at optræde som forsvarer for 'filmkunsten'. Den har vist sig at have stor symbolsk værdi, og det er den, der gang på gang mobiliserer kunstnerne og de intellektuelle. At en hensynsløs liberalisering også kan anrette frygtelige skader på bogmarkedet, tales der mindre om.
Slaget om handelen med kulturelle produkter på verdensmarkedet er langtfra afgjort. Der gisnes om grundene til den undvigende amerikanske strategi. Således skriver Libèration: "Mange i USA anser den kulturelle undtagelse for en Maginot-linje, som man hellere skal omgå end gå til angreb på. Navnlig omgå ved hjælp af de nye teknologi-er, der vil ændre hele problemets karakter i løbet af fem til ti år."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu