Læsetid: 5 min.

Kulturkrigen raser, Grass overlever den

6. oktober 1999

Saramago, Grass, Barceló og 'Sensation' - kunstens kraft bygger i høj grad på dets engagement i og for livet selv

Verdenskompas
Da José Saramago fik Nobelprisen i litteratur blev det sagt, at det var hans optagethed af det at være menneske og hans politiske engagement, der havde givet hans kunstværk den kvalitet, det har fået.
Om Günter Grass siges det samme efter, at han fik Nobelprisen i torsdags: At hans forfatterskab fra Bliktrommen til den nye bog Mit århundrede er et skriftligt udtryk for et lidenskabeligt engagement i verden, i en vanskelig historisk periode for Tyskland og for Europa. "Han vækkede den tyske litteratur efter flere årtiers moralsk ødelæggelse," sagde sekretæren for det svenske akademi, Horace Engdahl, som begrundelse for, hvorfor Grass fik Nobelprisen i dette sidste symbolske år af det tyvende århundrede.
Det må have en betydning. Fra Saramago der ikke lægger skjul på sin fortsatte tro på en europæisk kommunisme til Grass der igen og igen lader sin røst høre imod alle former for social undertrykkelse af ossies, sigøjnere eller immigranter fra syd, mod fascismens forskellige afskygninger fra Tyskland til Rwanda til Jugoslavien. Under Kosovo-krigen forsvarede Grass, at NATO militært gik til angreb på Milosevic på grund af serbernes overgreb mod Kosovo-albanerne.
Efter murens fald anklagede Grass den daværende tyske kansler Helmut Kohl for at have givet falske løfter til østtyskerne: "Kapitalismen har aldrig været så barbarisk, som efter den har vundet over kommunismen," sagde Grass. "I Europa konsolideres en fortmentalitet. Det er en forfærdelig fejltagelse, for ingen civilisation, ingen kultur kan overleve med fortets mentalitet."

Visdom tager tid
Hverken Saramago eller Grass hører til den flok af "tavse intellektuelle", som UNESCO's generaldirektør Federico Mayor Zaragoza, kritiserer i en ny bog "de gordiske knuder". Intet er for ham værre end de konformister, der "lader som om, at det intolerable er normalt." De tavse intellektuelle, der har evnen til at sige fra, men som ikke gør det, fordi de mener, at udviklingen er uundgåelig, "er altid de, som har muliggjort undertrykkelse, uretfærdighed og barbariet."
De to litterære kæmper, Saramago og Grass, har en måde at nærme sig verden - og det litterære kunstværk - på, som er sigende.
Grass uddannede sig først som billedhugger og grafiker, som om formgivningen af materien er noget, der altid kommer før ordet og fortællingen. Og Saramago blev først forfatter i en meget sen alder - vist først da han var godt oppe i fyrrerne - og hans personlige historie er et levende bevis på, at det er en stor kollektiv løgn, når moderne mennesker i pagt med tidsånden og det hårdtpumpede stressende fremskridt hævder, at man hellere må skynde sig at gøre karriere - og f.eks. vente med at få børn og stifte familie - for 'ellers når man ikke toget'. Livet selv har aldrig været et liniært højhastighedstog, og visdommen og det gode håndværk tager altid tid - og masser af livskundskab, historisk indsigt og erfaring.
Günter Grass sagde i et interview for nogle år siden, at han altid kigger på de to raderinger af den spanske maler Goya, der hænger på hans arbejdsværelse. Fordi "Goya konfronterede sig med realiteten på en kæmpende måde."
Goya er en af de kunstnere, der har overlevet historiens langsomhed. Men det vil kun de færreste kunne, hvis man skal tro den spanske maler og skulptør, Miquel Barceló. "I firserne var der forfærdelig dårlige og uudholdelige malerier, men efterhånden kan vi se, hvad der havde værdi, og hvad der ikke havde det. (...) Vi har en forestilling om, at vi kan fortælle alt i perioder på ti år og udvælge nogle mesterværker fra hver epoke. Først når der er gået to hundrede år, som ikke er ret meget, vil vi begynde at se, hvad der vil stå tilbage, endda også rent fysisk, fordi størsteparten af malerierne er så dårligt malet, at de ikke engang vil holde rent fysisk."

Kunstkrig i New York
I disse dage raser kunst- og kulturkrigen i New York videre. Den republikanske borgmester Rudolph Giuliani vil fjerne den offentlige støtte til Brooklyn Museum of Art, fordi det efter hans opfattelse viser "anstødelig" kunst på den 'Sensation'-udstilling, der åbnede i lørdags.
Guiliani er bl.a. ophidset over et værk af Chris Ofili kaldet Jomfru Maria. En naturalistisk malet afrikansk kvinde med store sensuelle læber er blevet plasket til med elefantlort og bag hende er en lysegul psykedelisk baggrund med sexsymboler. Katolikken Guiliani føler, at det krænker hans religion og vil ikke give offentlige midler til museet. Men museets direktør Arnold Lehman nægter at give efter for politisk pres og vil have Guiliani dømt ved en domstol for at overtræde ytringsfriheden.
Og en række forfattere som Arthur Miller og Susan Sontag, og kunstnere som Richard Serra og Andrés Serrano erklærer i et manifest, at "regeringerne ikke skal have lov til at afgøre, hvad de vil støtte økonomisk ud fra den personlige smag og det religiøse synspunkt, som deres funktionærer har. Det ville kompromittere kunstners frihed."

Ingen uskyldig part
I lørdags var der rekordlange køer foran Brooklyn-museet, og næsten 10.000 besøgende demonstrerede, at de ikke deler Guilianis kunstsyn og for enhver pris vil støtte kunstens udtryksfrihed.
I 1997 skabte 'Sensation' voldsom politisk debat i London, og noget af det, der skilte parterne var bl.a. Marcus Harvey maleri - ved første indtryk nogle aftryk af nogle børnehænder - der ved nærmere eftersyn viste ansigtet af børnemorderen, Myra Hindley.
Udstillingens hensigt er at skabe sensation, at provokere, eller som Brooklyn-museet skriver i sin 'promotion' for udstillingen: "Forsigtig, farlig kunst." Denne udstilling kan fremkalde "opkast, uligevægtighed, panik, eufori og uro." Så ved man det.
I magasinet New Republic har Jed Perl, som en af de få turdet bevæge sig ud af de to krigeres skyttegrave. Han er enig med Lehman i, at udstillingen bør fortsætte, men samtidig retter han en skarp kritik mod museets direktør:
"Mange af de kunstnere, jeg kender, er deprimeret over at tænke på, at det porno-glamourøse show som 'Sensation' er lige præcis, hvad en ambitiøs museumsdirektør som Lehman tror, han har brug for at polere museets image. Når jeg sammenligner Lehmans state-of-the-art marketing strategi og Warhol-lignende filisteri med Guilianis trussel om at trække ledningen ud, så kan jeg ikke finde en uskyldig part. Blandt de private sponsorer, som museet har fået til at støtte showet, er auktionshuset Christies, der er verdensførende i salg af samtidskunst, og (marketingmanden Charles, red.) Saatchi, som menes at sælge lige så meget, som han køber."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu