Læsetid: 2 min.

Kunst efter Muren

21. oktober 1999

Moderna Museet
i Stockholm viser ung kunst fra Østeuropa efter Murens fald

Udstilling
Hjemløshed, nationalisme og køn er de spørgsmål, som optager unge kunstnere fra den tidligere østblok. Det mener kurator, Bojana Pejic, der står bag udstillingen, 'Efter Muren', som Moderna Museet i Stockholm åbnede i lørdags.
"Muren findes stadig i hovedet. Jeg har boet i Berlin de sidste ti år, og der er det slående, at selvom Muren er revet ned, findes der fortsat et mentalt billede, som deler Tyskland," siger Pejic til den svenske avis, Dagens Nyheter. Pejic selv kommer fra Jugoslavien, hvor hun frem til 1991 virkede som kurator og kunsthistoriker.

Store forandringer
Udstillingen, 'Efter Muren' er et overblik over den kunst og kultur, der siden midten af 80'erne er kommet fra de postkommunistiske lande i Østeuropa, Centraleuropa og tidligere Sovjetunionen. Der er i alt tale om 140 kunstnere fra 22 lande. Med i udstillingen indgår også et symposium den 15.-16. oktober samt en filmfestival med østeuropæiske film den 22.-31. oktober.
Ifølge Pejic har de politiske forandringer i Øst- og Centraleuropa ført til store forandringer i det kulturelle liv, også selvom det går langsomt. Det nye Europa begynder at blive synligt i kunstlivet i Vest. Stadig oftere ser man kunstnere fra den gamle østblok på museer, gallerier og i kunsttidsskrifter.
Men der eksisterer også en ambivalens i forholdet til kunst fra Øst på samme måde, som der er en politisk og kulturel ambivalens. Hvem hører til og hvem gør ikke?
Denne ambivalens skyldes ifølge Pejic, at kunstnerne kommer fra lande, der allerede før kommunismen var udelukket fra den vestlige kreds pga. deres økonomiske og sociale situation.
Under kommunismen så man i Vest på disse lande som noget eksotisk og totalt anderledes. I dag er denne eksotisme væk, men det har stadig ikke givet kunstnere fra Øst- og Centraleuropa samt det tidligere Sovjetunionen plads i Europas kulturelle kreds.
'Efter Muren' er en tematisk udstilling, der ser bort fra de nationale og regionale grænser.
"Vi har forsøgt at kigge bag om det nationale og finde spørgsmål, der optager og påvirker kunstnerne lige nu," som Pejic siger. Og det er spørgsmål som hjemløshed, nationalisme, stoffer og kønnet.

*Udstillingen kan ses frem til den 16. jan. 2000 på Moderna Museet i Stockholm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her