Det internationale samfund vil ikke være ked af Sharifs afgang, men det vil heller ikke bryde sig om, at hæren bliver.
Chris Smith, Sydasien-specialist, King's College i London
Det var fjerde gang på bare 52 år, at Pakistan oplevede et militærkup, da landets hærchef, general Pervez Musharraf, mandag afsatte den folkevalgte Nawaz Sharif som premierminister. Som sådan var kuppet en ny påmindelse om, hvor skrøbeligt det pakistanske demokrati er. I foreløbig 24 år har landet nu været underlagt et militært styre. Udviklingen er kun ekstra foruroligende i lyset af, at hele regionen i disse år står over for en farlig cocktail af tiltagende national-religiøs radikalisering og et dødsensfarligt våbenkapløb, der inden for de seneste år har gjort rivalerne Indien og Pakistan til atomvåbenmagter.
Situationen kompliceres yderligere af, at Pakistan i stigende grad er et samfund i strid med sig selv. På det seneste har det vist sig ved nye blodige sammenstød mellem grupper fra landets 20 millioner store shia-muslimske mindretal og den 110 millioner store sunnimuslimske majoritet.
Dertil kommer, at hæren er demoraliseret efter nederlaget i den seneste Kashmir-konflikt, alt imens yderliggående islamistiske kræfter har søgt at udnytte den omfattende sociale utilfredshed, der er fulgt med det økonomiske sammenbrud, de stigende priser og øgede arbejdsløshed.
Den afsatte Nawaz Sharif, der blev valgt af et stort flertal i februar 1997, har sin store andel af ansvaret for udviklingen, og derfor græd mange i går krokodilletårer over hans afgang: De færreste kan forsvare et kup, men - sådan lød vurderingen - Sharifs kurs var på den anden side også katastrofal.
Det var således den afsatte premierminister, der med sit atomeventyr banede vej for en yderligere forværring af økonomien, som tilmed blev ramt af sanktioner efter sidste års pakistanske atomprøvesprængninger. Oveni svækkede Sharif det civile samfund, da han for et års tid siden begyndte at overføre nye opgaver til det militær, der nu har fjernet ham fra magten. Det skete bl.a. ved at overdrage ansvaret for opkrævning af vand- og strømafgifter til de militære strukturer og ved at indføre militære domstole, der i den næststørste by, Karachi, overtog civile straffesager.
Korruption, forfordeling af udvalgte regioner og centralisering af magten i et mere og mere lukket styre, der både omgik parlament og regering, var andre ingredienser i Sharif-styret.
Presset fra konservative religiøse grupperinger søgte han at imødegå med vidtgående planer om indførsel af islamiske sharia-love, hvis forvaltning kunne bruges til at styrke hans egen magtposition.
Alt i alt er der derfor ingen grund til at besynge Nawaz Sharifs ledelse, som tværtimod har bragt Pakistan på randen af et sammenbrud. Omvendt kan et militærkup aldrig være løsningen - Pakistans egen historie taler sit tydelige sprog.
Af samme grund må det internationale samfund lægge størst muligt pres på de nye magthavere for at få genindført et civilt styre. Men opgaven er kun ekstra vanskelig, fordi den samtidig må bidrage til en 'afradikalisering' af et samfund, der er på farlig kurs.
Opgaven vanskeliggøres af, at der ikke er noget indlysende bud på en leder, der kan forene de demokratiske kræfter i Pakistan. USA og andre vestlige lande har opretholdt en forbindelse til den tidligere premierminister Benazir Bhutto, der i dag lever i eksil efter en dom for korruption. Men selv om Bhutto og hendes Pakistans Folkeparti (PPP) udgør den største oppositionsblok, står den også som repræsentant for en ledelse, der to gange er blevet fyret for korruption. Det gør den til et tvivlsomt alternativ.
Øjeblikkets mest kraftfulde skikkelse synes at være Qazi Ahmad Hussain fra den religiøse Jaamaat-i-Islami gruppe, der boykottede det seneste valg. Partiet går ind for en 'blød islamisk revolution', men synes på det seneste at have tabt terræn i forhold til de mere militante grupper, hvis anti-amerikanisme især appellerer til de mange arbejdsløse unge. Fremtidsudsigterne er med andre ord højst usikre. Pakistan befinder sig i et vadested mellem militært styre og religiøs radikalisme. Ingen af delene er et bud på fremtiden. -jarl
