Læsetid: 4 min.

Latinamerika drejer - men hvorhen?

30. oktober 1999

Venstrefløjen går frem på kontinentet - men kan det holde?

Efter valget i søndags er den argentinske hovedstad blevet plastret til med plakater. Den afgående præsident Carlos Menem har indledt sin valgkamp for at blive genvalgt i 2003. Hans kontrafej kigger på folk fra en plakat, der har teksten 'Menem, 2003'. Men han er ikke alene. Menems kontrafej kigger også på en plakat med teksten: 'I går vandt folket. De La Rúa præsident 1999. Alianza'.
Plakatkrigen varsler politisk krig mellem den kommende centrum-venstreregering under ledelse af den moderate Fernando de la Rúa og Menem, der ønsker at markere sig som den kommende oppositions leder. Den kan også markere, at der kan være nye tider på vej i latinamerikansk politik.
Flere iagttagere har ligefrem talt om, at der er ved at ske en drejning til venstre og peger på, at de la Rúas sejr betyder et sving til venstre fra Menems blanding af højrepopulisme og nyliberalisme.

Moderate sejre i vente
De underbygger det ved at gøre opmærksom på, at i Argentinas nabolande Chile og Uruguay står (moderat) venstreorienterede præsidentkandidater til sejr valgene henholdsvis den 12. december og i morgen.
I Uruguay står centrum-venstre koalitionen Frente Amplio (Bred Front) til sejr ved søndagens valg med 38 pct. af stemmerne mod 26 pct. til centrumpartiet Partido Colorado (Det Røde Parti) og 23 pct. til centrum-højre Partido Nacional (Det Nationale Parti, også kendt som Blancos, De Hvide). Bliver det resultatet, skal der afholdes en ny valgrunde mellem de to førende kandidater.
Billedet blev yderligere understreget af, at de la Rúa i tirsdags modtog de to kandidater, den chilenske regeringskandidat, socialisten Ricardo Lagos, og den uruguayanske oppositionskandidat Tabaré Vázquez i Buenos Aires.
Mødet var et tydeligt forsøg på at vise, at der er en fælles dagsorden de tre lande og tre politikere imellem.
De har da også en række ting til fælles. De er således alle tre tilknyttet den socialdemokratiske Socialistisk Internationale. Desuden ligner deres valgprogrammer i nogen grad hinanden, først og fremmest i deres opgør med nyliberalismen, som har domineret latinamerikansk politik og økonomi siden 80'erne.
Men Tabaré Vázquez, der iøvrigt sammen med Frente Amplio har bevæget sig mod midten, rammer ikke helt ved siden af, når han gør opmærksom på, at det ikke er fælles ideologiske værdier, der forener de nye politiske kræfter, der er ved at få indflydelse og nogle steder komme til magten i Latinamerika.
Der er snarere tale om et politisk gennembrud for den udbredte modstand mod den blanding af nyliberalisme, korruption og højrepopulistisk retorik, der har domineret kontinentet de seneste 10-20 år.
Der er et udbredt ønske om forandring i Latinamerika. Følgerne af den nyliberale model har været katastrofale for kontinentet.
Ganske vist plejer modellens tilhængere stolt at pege på, at inflationen er kraftigt reduceret, at økonomierne er stabiliseret, og at der er økonomisk vækst. Hvad de derimod kun nødigt vil erkende, er, at den sociale pris er ekstremt høj. De rige er blevet meget rigere, og de fattige er blevet flere og fattigere. Arbejdsløsheden er det ikke lykkedes at bringe ned, tværtimod. Desuden er mange landes økonomier i dag svagere funderet end tidligere, fordi afhængigheden af udlandet - og især af spekulationskapital - er øget. Det begrænser også fremtidige handlemuligheder.

Ingen alternativer
Problemet er, at der ikke findes reelt farbare politiske alternativer i dag. Men ønsket om forandring er så stort, at flere og flere stemmer på den mindst ringe mulighed .
Det betyder, at moderate kræfter som de la Rúa, Tabaré Vázquez og Ricardo Lagos kan vinde deres respektive valg - også selv om de hverken har afvist den herskende økonomiske model frontalt eller vil få særlig stort spillerum til at gennemføre mere radikale forandringer.
Og de steder, hvor der end ikke findes disse 'alternativer', støtter folk populister som den tidligere kupoberst Hugo Chávez i Venezuela eller den karismatiske Alfonso Portillo, der står til at vinde valget i Guatemala den 7. november.
Venstrefløjen - defineret bredt - i Latinamerika er stadig i krise og dybt splittet. Det har senest vist sig i den strid, der er brudt ud mellem de to store venstrefløjspartier i Brasilien, PT (Partido dos Trabalhadores, Arbejderpartiet) og PTB (Partido Trabalhista Brasileiro, Det Brasilianske Arbejderparti) om et fælles valgprogram og en fælles kandidat til næste valg.
De politiske partier, der er udsprunget af de tidligere relativt stærke guerillabevægelser i Guatemala og El Salvador er ligeledes dybt splittede og stærkt svækkede.
Derfor er udsigterne i Latinamerika i virkeligheden ret mørke. For når det viser sig, at de kandidater, der nu kommer til magten med et progressivt image heller ikke kan løse problemerne, vil risikoen for ukontrollable sociale eksplosioner rykke nærmere - især hvis der ikke viser sig farbare, reelle politiske alternativer til det nuværende morads.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her