Læsetid: 5 min.

Latterens lovprisning

16. oktober 1999

Vagn Lundbyes nye alvidende fortællinger er dejligst, når han giver slip og indrømmer, at han er humorist, mere end han er forkynder

Ny bog
Den får ikke for lidt, når Vagn Lundbye skal hitte på titler til sine bøger! Syv vidnesbyrd om Vor Herre Jesu Kristi latter hedder således den, der udkom i går - værklistens nr. 43. Blandt forfatterens mange tidligere udgivelser finder man monstrøse titler som Fra verdens begyndelse eller Kvinde og natur.
Den får heller ikke for lidt, når hans værkliste skal pustes op! I den nye bog læser man f.eks., at Lundbye er forfatter til Albert Dam-bogen Den lodrette beståen, som han 1980 redigerede sammen med Poul Vad, samt at rammeromanen Septemberfortællingerne fra 1988 herefterdags skal regnes som et værk af Vagn Lundbye, uagtet at værkets 49 kernehistorier var skrevet af syv andre forfattere. Til gengæld har listen ikke medtaget romanen Udflugt med Billie fra 1994. Kanhænde den er strøget af forfatterskabet? Nå, men det var ikke det, vi skulle snakke om. Vi skal tale om Vagn Lundbye som fortæller og næsten uforbeholdent glæde os over, at han omsider har fundet frem til fabulanten og humoristen i sig.

Magi og mundtlighed
Inden man begiver sig ind i Vagn Lundbyes nye bog, gør man nok klogt i at lægge sin frakke, i hvert fald hvis overtøjet normalt fungerer som et solidt forventningspanser, der på forhånd forbyder magi, mystik, metafysik og mundtlighed i litteraturen. Derefter kan man sætte sig ned og lytte til en fortæller, der har rigdomme at øse af.
Bogen rummer nemlig nitten såkaldt Alvidende fortællinger af samme type som i hans bog af dette navn fra 1986. Undertitlen spiller dermed åbenlyst på Karen Blixen, der i Sidste Fortællinger fra 1957 indbyggede historier skrevet på debutbogens opskrift og selvbevidst kaldte dem for 'Nye fantastiske Fortællinger.'
Ved en alvidende fortælling forstås ud fra Vagn Lundbyes eksempler en oralt præget episk tekst, hvor modsætninger mødes. Følelse og viden, magi og realisme, biologi og religiøsitet, latter og tragik. Endvidere hører det genren til, at forfatteren ikke gør noget forsøg på at sandsynlig- eller troværdiggøre tekstens fortællerinstans. Stemmerne, der taler, véd på én gang alting - og intet. Der berettes fra en position, som både kan være Guds og barnets.
Noget i denne fiktionsform kan minde om Karen Blixen; det gælder således den noget skråsikre autoritative fortælletone og det altmodische stilpræg. Andet trækker klart på Albert Dam, bl.a. de små kære yndlingsord "betimelig" og "bestandig" eller de indlagte kulturfilosofiske gardinprædikener. Til forbillederne i traditionen hører tillige Borges og Edgar Allan Poe.

Stinkdyr i Noas Ark
Ægte Lundbyesk er derimod den legende, ofte direkte fjantede humor. Den er måske det allerherligste ved disse historier, som enkelte gange bliver klumpede og klæge, men som, når de er virkelig gode - hvad de heldigvis ofte bliver - løfter sig og læseren til en overbærende himmelsk latter.
Til bogens mest vellykkede ting hører eksempelvis den fortælling, hvor Vagn Lundbye rigtig slår gækken løs, idet han fabulerende forestiller sig, hvordan det i sin tid føltes at indrette Noas ark. Først skulle der helst skaffes gofertræ. Derefter skulle skuden flikkes sammen, alt imens vandene steg, fordi menneskene var som den onde selv og gik på harejagt og stangede ål samtidig.
Men inden arken kunne afsejle, skulle Noa og hans tre raske sønner samle dyr rundt om i hele verden og helst holde sammen på dem alle og holde nogenlunde rent i den zoologiske have. Kunne rens-dyr mon bruges til det? Hvem skulle smøre madpakker? Kunne man i forvejen lære løver, isbjørne, sabeltigre og øglefugle at leve af persille og vandgrød? Hvad med Loch Ness-uhyret, skulle det også med? Og kunne stinkdyrene vaskes?

Himlens akademi
En anden velgennemført historie, dog fra den alvorlige ende, er 'Dødeordet', hvor en gådefuld besværgelse går i arv gennem en slægt og redder mindst tre menneskeliv. Midt mellem latter og sorg svæver 'Peter Seeberg og regnbuen', hvor en nyligt afdød forfatter ankommer til Elysium og hurtigt bliver så led ved at høre på sine kolleger fra det danske litterære parnas, at han bestiller plads med færgemanden tilbage igen...
Kan læseren affinde sig med sære sammentræf og uudgrundelige, omend indlysende 'rigtige' forbindelser mellem steder, mennesker og mystiske begivenheder, må disse historier gå rent hjem.
Mindre overbevisende som fortælling er en sejpinerisk historie om en græsk skipper, der ved synet af en aldrende tysker og dennes barnebarn genoplever kz-lejrens gru, og decideret kluntet er et stemningsbillede fra et nordjysk sogn maj 1944 - utvivlsomt vældig velment i beskrivelsen af to tyskerpigers besværligheder, men desværre fortalt i værste Morten Korch-stil. Det er det rene dilettant.
Nej, så er der unægtelig bedre kød på titelhistorien, om en ung dansk kirkehistoriker, Apollon Kristensen, der under sin kortlægning af relationerne mellem klostre i Irland og nordboerne på Grønlands vestkyst kommer under vejr med, at der i middelalderen må have eksisteret et skrift af Aurelius Augustinus om Jesu Kristi latter, og at den bog må have været brugt til at omvende eskimoer eller inuitter, eftersom disse aldrig ville kunne tro på en gud, der ikke smilede og lo.
Skriftets indhold gik siden hen tabt, men blev til alt held overleveret - mundtligt blandt grønlænderne! For tro det eller lad være: Da Apollon Kristensen indlogerer sig på sit hotel i Nuuk, ligger der til ham et brev fra en ung grønlandsk pige, som han mødte på flyet og straks blev forelsket i. Dette var gensidigt, viser det sig. Efter at have citeret to vers fra en gammel nordbotallerken af træ skriver pigen nemlig til ham:
"Jeg elsker dig. Fordi du gør det, du siger, og siger det, du gør. Fordi du holder af dyr og træer. Fordi du har let ved at grine. Fordi du får mig til at føle mig som den, jeg gerne vil være. Fordi du hører efter, hvad jeg siger. Fordi vi kan være stille sammen. Fordi jeg nu ved, at skønhed kommer indefra."
Det er da en kærlighedserklæring, der vil noget. Men det er altså også et ordret citat fra skriftet om den leende Gud. Hans finger fornemmes ofte, nemlig overalt hvor Vagn Lundbye dropper forkyndertonen og giver los som alvidende fortæller, vel vidende at han kun véd lidt.

*Vagn Lundbye: Syv vidnesbyrd om Vor Herre Jesu Kristi latter. Nye alvidende fortællinger. 235 s. Kr. 259. Borgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu