Læsetid: 5 min.

Livet er ikke et billede

19. oktober 1999

Hanne Marie Svendsen besynger moderkærlighedens skønhed og gru

NY BOG
Et af Rafaels malerier af Maria med barnet spiller en betydelig rolle i Hanne Marie Svendsens nye roman, Ingen genvej til Paradis. Elise, den ene af de to hovedpersoner, får som ung kvinde i 1920'erne en reproduktion af dette billede forærende til sin fødselsdag. Hun hænger det op over sin seng. Mange år senere hænger billedet stadig over hendes hovedgærde. Den anden hovedperson, en kvinde hvis navn man ikke kender, beskriver billedet: "Rammen var oval og fulgte kvindens bøjning ned over det buttede barn. Hendes ansigt ligger tæt ind til barnet, øjnene ser ud af billedet, men hele opmærksomheden er koncentreret om barnet. Hun beskytter det, hun er et bolværk. Hun gør sin bløde krop til et panser mod verden. Her, i den ovale ramme, kan intet ondt ramme dem."
Den navnløse kvinde, der betragter billedet, er Elises datter. Da Elise dør, opsøger datteren fortiden: Hun finder et fotografi fra sin barndom, hvor hun er portrætteret sammen med sine forældre: "Kvindens hår er strammet ind i frisure, men en brunlig lok stikker frem ved det ene øre. Hun ser ud ad fotografiet, men bøjer sig samtidig ind mod barnet, prøver at rette dets opmærksomhed mod noget derude. Hele hendes opmæksomhed er koncentreret om barnet, det kan man se."
Romanens tema er mor og barn, denne hellige, men også giftige symbiose. "Hun var en brønd af kærlighed. Jeg ville op af dette muddervand, ikke drukne i det," siger datteren. Hun længes efter og sørger over moderen; forsøger at få hold på sine følelser, sin kærlighed, magtesløshed og skyld.

Fortælleteknik
Ingen genvej til Paradis er ikke en let bog. Fortælleteknisk er den kompliceret. Flere gange har jeg måttet spørge mig selv: hvem taler? Hvor er sammenhængen mellem bogens forskellige dele? Læseren må holde tungen lige i munden, hakke bogens stenede overflade op.
Den består af to overordnede dele. Den ene er viet Elises datter. Slægtskabet mellem de to kvinder gøres aldrig eksplicit; man må selv tyde de spor, som er lagt ud i teksten. Datteren opholder sig i et arbejdsrefugium i det sydlige Spanien sammen med skabende og excentriske sjæle: en digter, en oversætter, en billedhugger osv. Nøje iagttager hun den omgivende natur og lokalbefolkningens vaner. Hun tænker også på moderen. Især husker hun deres sidste samtaler. Hun mindes den tid, hvor Elise blev svagere og svagere, hvor alderdommen og det gnavende forfald langsomt gjorde hende til en fremmed.
Romanens anden del handler om Elise. Her finder vi en mængde breve. Elises familie - hendes gudelige mormor Kristine, hendes mor Anna, hendes far Jes, hendes tanter Anthonie og Emilie - skriver sammen og fortæller hinanden om stort og småt. Om alt fra børnefødsler, sygdomme og ægteskab til tøj, kager og fiskefangst.
Korrespondancen starter i 1906 og slutter i 1944. Der er ingen breve fra Elise. Hvad hun tænker og oplever, får man at vide i de afsnit, som følger efter brevene og som fungerer som en slags kommentar til og uddybning af brevenes indhold.
Nu kunne det se ud, som om romanen er kløvet i to halvdele. Det er ikke tilfældet. Nej, hele tiden veksles der mellem datterens og moderens synsvinkel, fortid.

Sorg i omsorg
Ændringerne i synsvinkel betyder, at romanens puls også skifter. Beskrivelserne af landskabet omkring refugiet får romanen til at stå næsten stille. Fortællerens øje glider registrerende over de samme ting igen og igen: et kegleformet bjerg, den regntunge himmel, kaktusplanter, lam i en indhegning, mindesten på kirkegården. Hun hæfter sig ved vinden, der jager gennem det rå landskab og flår i døre og river de sorte plasticdækkener på marken i stykker. Beskrivelser, stadigt mere dystre, dynges oven på hinanden.
Dage og år farer til gengæld af sted i brevafsnittene. Elises familie, bosiddende ved havet i det nordligste Jylland, skriver til dens slægtninge i København. Hanne Marie Svendsen viser, at hun behersker både fortættet deskription og stilfærdig snak; hendes sproglige spændvidde er stor. Læseren frydes.
Elise er datter af en omsorgsfuld mor og en driftig og opfindsom forretningsmand, der kan skaffe penge til huse. Hendes tilgang til verden er undrende, hun stiller mange sjove og underfundige spørgsmål til sine omgivelser. Der er krudt i Elise, skriver faren i et brev. Som barn drømmer hun om at blive opdagelsesrejsende, forfatter eller jordemor, men ingen af delene bliver virkelighed. Hendes vildskab punkteres. Hun gifter sig med en tungsindig mand, en skolelærer hun ikke forstår, og bliver boende i barndomshjemmet.
Når der åbnes for adgang til Elises tanker, kaldes hun Elise D, efter hun er blevet gift Elise F, hvilke understreger, at hun ikke sætter sig igennem som individ. Der er en sætning, som karakteriserer hende og som dukker op flere steder: "Jeg længes sådan efter min far og mor."
Elise er stærkt knyttet til sine forældre, hvilket gør hende skrøbelig, da de begynder at skrante. I hovedparten af romanen befinder Elises mor Anna sig i sygeværelset. Af brevene fremgår det, at familien har dårlig samvittighed; de giver udtryk for, at Anna har givet og givet, slidt sig op for dem. Annas omsorg er grobund for de andres skyld, ligesom Elises omsorg senere er grobund for datterens skyld. Kærlighedens væsen er dobbelt.
Alle vegne fra blæser forfaldet ind i romanen. Under opholdet på refugiet brækker datteren et stykke af en tand. Døden er også i hælene på hende, hun er selv ved at blive gammel og sande til.

Vanitas-roman
Ingen genvej til Paradis er en vanitas-roman og et dementi af datterens fortolkning af Rafaels billede. Hun siger jo, at ondskaben ikke kan række ud efter mor og barn, når de befinder sig inden for rammen. Men livet - og litteraturen, kunne man tilføje - er ikke et billede. Det er ikke indrammet, men er i evig strømmende forandring. Symbiosen brydes. "Man må ikke danne sig billeder. Så forholder man sig til billedet og ikke til virkeligheden," bemærker datteren senere.
En overbevisende roman. Efter afsluttet læsning er jeg en smule trist, det er ingen humørbombe, jeg har været i selskab med, men samtidig er jeg rolig; bogen har talt usentimentalt, med en afklaret og dyb stemme.

*Hanne Marie Svendsen: Ingen genvej til Paradis. Roman. 196 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her