Læsetid: 4 min.

Der er noget i luften

4. oktober 1999

David Bowie sætter sangskriveren i fokus på sin nye cd, som iørefaldende afdækker linien mellem drøm og virkelighed

Ny cd
Der er i ugerne op til udgivelsen af det nye David Bowie-album Hours gjort meget for at proklamere, at den engelske sanger er vendt tilbage til lyden fra de glade Hunky Dory-dage i begyndelsen af 70'erne. Det er han dog heldigvis ikke. Ikke at der er noget galt med Hunky Dory-pladen. Tværtimod, den indeholder alt fra "Changes" til "Life on Mars," men den er altså 28 år gammel, og Bowie er ikke typen, der bare vender tilbage.
Derfor er Hours selvfølgelig et meget moderne album. Det lyder præcis som det, det er: En cd fra sen-90'erne.
Hvis endelig man skulle pege på referencer tilbage i Bowies katalog er Heroes fra '77 og Scary Monsters fra '80 mere relevante. Det skyldes ikke mindst Bowies makker gennem nu mere end 10 år, guitaristen Reeves Gabrels.

Kakofoni
Hvor Bowies sidekammerat fra Ziggy Stardust-dagene, Mick Ronson, som guitarist var af den gamle Jeff Beck-skole, så er Gabrels mere af den lydeksperimenterende Robert Fripp-skole.
Bowie har skrevet samtlige ti numre på det nye album med Reeves Gabrels, og de har også produceret pladen sammen. Gabrels var med i Tin Machine, som Bowie dannede i sen-80'erne for at få genopladet sine kunstneriske batterier. Gabrels har, som Bowie, sans for både det melodiske og det kakofoniske.
At Hunky Dory er blevet trukket frem skyldes ikke mindst, at Bowies 12-strengede akustiske guitar er hevet langt frem i mixet på Hours, bl.a. på de meget flotte ballader, "Survive" og "Seven". Men netop førstnævnte sang er et godt eksempel på de 28 års forskel.
Bowie ville sagtens nu kunne skrive en sang som "Changes", men dengang ville han ikke have været i stand til at skrive "Survive." Hvor "Changes" er børnerimsagtig er "Survive" nærmest barsk realisme. Der er på Hours kommet en dybde, en smerte i Bowies musik, som, ligegyldigt hvor meget man elsker f.eks. Ziggy Stardust klæder ham rigtig godt.
Det er sangskriveren Bowie, der her er på banen, mere end lydskaberen fra Outside 1 fra '95.
Det nye album er en af hans bedste afdækninger af det tema, som han har forfulgt lige siden, han udsendte sin første plade for 35 år siden, nemlig fremmedgørelse.
På et af albummets allerbedste sange "Something In The Air" fortæller han historien om et forhold, hvor parterne er gledet fra hinanden, ikke kan se hinanden i øjnene og må gå hver til sit. "We lost
each other on the way," synger fortælleren med Bowies mest smertelige stemme. Jo, der er noget i luften - og han ved godt hvad: "I've danced with you too long," men med den uhyggelige eftersætning. "I guess you know I never wanted anyone more than you."
Bowies stemme er i storform og aldrig manieret. Han blærer sig ikke. Musikaliteten er i højsæde, og lyden som altid hos Bowie afsøgende og om ikke forud for sin tid, så i det mindste forud for alle de andre store stjerner (med Michael Jackson som eneste undtagelse). Selvfølgelig kan han ikke løbe om kap med undergrunden, men af en snart 53-årige rigmand at være følger han rigtig godt med.

Selviscenesætter
Bowie er stadig rockens største poseur og selviscenesætter, men han har noget på hjertet. Også selv om han ikke er en 'ærlig' sangskriver. Han skriver sjældent selvbiografisk. Han optræder kun i rollen som fortæller. Han spiller en stemme. Derfor kan ca. halvdelen af sangene på Hours handle om ulykkelig kærlighed, samtidig med at man ved, at han har det bedre end nogensinde i sit liv på grund af sit nu 5-årige ægteskab med supermodellen Iman. Når indledningslinierne på cd'en lyder "All my life I've tried so hard/Doing the best with what I had/Nothing much happened all the same," så er det ikke Bowie, der bekender - det er hans figur, der har det sådan. Nummeret, som hedder "Thursday's Child," er den første (i øvrigt meget fine) single fra Hours, og det udgør sammen med albummets sidste to sange "New Angles Of Promise" og "The Dreamer" Bowies andet samlende tema, en slags modpol til fremmedgørelsen: Vi kan kun håbe - vi kan kun drømme.
Men drømme er ifølge Bowie ikke et tilflugtssted. "Drømme er en integreret del af tilværelsen," fortæller han i et nyt interview. " Linien mellem drøm og virkelighed er for mig mange gange meget tynd, og at kombinere de to - at beskrive der, hvor de to tilstande mødes - har altid optaget mig meget. Selv foretrækker jeg at være vågen. Jeg holder mest af virkeligheden."
Da Bowie for et par år siden solgte dele af sine sangrettigheder, blev han Englands rigeste rockmusiker med en personlig formue på over en halv mia. kr. Han behøver aldrig mere sælge en plade.
Det er næppe en holdning, hans nye pladeselskab holder af, så de kan kun glæde sig over, at han med Hours har lavet sit mest iørefaldende album i mange år. Og under alle omstændigheder det mest modne.

*David Bowie: Hours. Virgin Records. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her