Læsetid: 21 min.

Ned i madrassen for pressen?

15. oktober 1999

Den trykte presse er i sig selv en kritisk instans - eller bør være det. Selv overlever aviserne ikke det næste århundrede uden at være lydhøre for kritik

Om pressen kan man gøre sig mange tanker, men tænke sig den væk kan man ikke. Det giver et lille gib i en, når man i nattens mulm hører klasket i entreen af den friske morgenavis, og dagen føles tom, hvis man ikke på et tidspunkt har bladret en avis igennem og mærket det knitrende papir i hænderne og haft den særlige duft af tryksværte i næsen.
Det er - som bekendt - en gammel historie, den med pressen. Oprindelig gik den faktisk på to ben og gjorde sig ingen forestillinger om hverken pen eller papir, trykpresser eller rotations-ditto. Men selv vores tidligste forfædre havde brug for at høre nyt og for underholdning. Det foregik efter mund-til-øre metoden, den der havde noget at fortælle - og måske oven i købet talent for det - fortalte, de andre lyttede, og da folk i reglen ikke flyttede så meget rundt, var det sensationelt, når en eller anden dukkede op fra et sted, der lå hinsides gadekæret og kunne berette, hvad der skete i den store verden, som måske bare befandt sig et par mil væk.
Helt sådan ser det ikke ud i dag, men grundholdningen er den samme, ingredienserne fuldt genkendelige: nyheder og underholdning - sådan ser pressen også ud i 1999. At der i øvrigt er sket en revolutionerende udvikling siden urtiden, hvad pressen angår, kan heller ikke være hemmeligt for nogen. Men det er værd at lægge mærke til og holde fast ved, at det er i udbredelsen, revolutionen sker i langt højere grad end i indholdet.
I sit trebindsværk Avisens historie forsøger Hakon Stangerups sig med en definition af avisens fremtrædelsesform, som er værd at bide mærke i.
Han skriver: "En avis er en publikation, der fremkommer med regelmæssige mellemrum og ved mekanisk mangfoldiggørelse er umiddelbart tilgængelig for et stort publikum, som den tilbyder et universelt, aktuelt og populært indhold." Det kan næppe siges bedre og kortere, men man kunne måske tilføje, at det også er vigtigt, at avisen udkommer hver dag eller i det mindste med så korte mellemrum, at den ikke mister sin aktualitet. En avis er ikke en bog; giver den mulighed for refleksion, er den af kortere varighed, ja den kan vel knap nok fordøjes, før det næste eksemplar klasker ind ad brevsprækken og gør krav på opmærksomhed. Avisen er m.a.o. et kort medium, og som de fleste med vemod må erkende: der er ikke noget så afdødt som en avis fra i går.

Personligt har jeg levet med aviser, så længe jeg kan huske. De har spillet en afgørende rolle hele mit liv og var omgivet af en vis højtid fra starten, for det var en uskreven lov, at min far havde jus primæ noctis til bladet, der lå omhyggeligt sammenfoldet ved siden af hans kuvert på morgenbordet. Begge mine forældre var lærere og havde altså arbejde udenfor hjemmet, alligevel var den pressemæssige hakkeorden klar: farmand kom først til vaflerne. Jeg tror, der selv i vore dage findes ægtemænd, som føler en svag, ubestemmelig irritation, hvis nogen har haft fat i avisen før dem selv og dermed krænket dens jomfruelighed. Følelsen er mig ikke fremmed.
Men i øvrigt nærmer det sig en contradictio in adjecto at tale om jomfruelighed i forbindelse med pressen, ja adskillige vil hælde til den opfattelse, at det meste af den moderne presse er en gammel luder. I hvert fald har pressen i almindelighed de sidste hundrede år eller mere ikke holdt sig for god til ret meget, og en ting står fast: aviserne kommer ikke på gaden for vores blå øjnes skyld, der er tale om forretning, og den er med tiden på grund af konkurrencen fra andre medier ikke blot blevet benhård, men rent ud sagt skånsesløs for ikke at sige skruppelløs.

Det siges flot, at man har den presse, man fortjener, ligesom man har de politikere, man fortjener. Det er naturligvis en smart måde at komme uden om enhver diskussion af pressens kvalitet eller mangel på samme på, men det må være underligt at være journalist, hvis man virkelig føler, at man kun er redskab i hånden på en højere (eller lavere) styrelse - i dette tilfælde altså et gelé-agtigt begreb som folket eller et ubestemt "man".
Siden midten af forrige århundrede har en udpræget forelskelse i den lavest mulige fællesnævner, hvad pressemæssig kvalitet angår, gjort sig gældende. Med muligheden for at nå de mange hurtigt er profitmageriet i pressen steget eksplosivt. Amerikanske pionerer som Pulitzer og Hearst fandt hurtigt ud af, at hvis der skulle penge i kassen, måtte man give - hvad man formodede - folk ville have, altså human interest-journalistik med streg under det sensationelle og sentimentale og en særlig hældning i retning af det seksuelle. Recepten er gyldig den dag i dag, og hvad der tog sit udgangspunkt i USA, banede sig hurtigt vej til de andre verdensdele herunder Danmark, hvor f. eks. Henrik Cavling lagde Politiken om fra at være en højpandet, eksklusiv, partibundet meningsavis, der bragte alenlange boganmeldelser af George Brandes på forsiden til et moderne omnibusforetagende, som meget hurtigt fik efterlignere og efterfølgere i alle hjørner af hegnet og satte afliggere i form af frokostaviser som Ekstra Bladet og B.T. og i tidens løb adskillige andre.
Sådan så billedet ud, da jeg debuterede som avislæser og med meget få variationer, ser det ligesådan ud i dag tres år senere. Selvom der er modifikationer.
Da jeg først tog fat på bladene, var jeg barn. Derfor kunne jeg uden at skamme mig beskæftige mig med det, der svarede til niveauet. Det var, ud over tegneserierne, sensationerne: krigene, ildebrandene, kongehuset, mordene og svanen, der frøs fast i isen hver vinter og blev savet løs af Falck. Hvad der siden er kommet til, har egentlig aldrig kunnet leve op til barndommens oplevelser med pressen, og hvem kan for alvor sige, at han eller hun med ærlig fornøjelse nogensinde læser en avisleder? Inderst inde forbliver de fleste af os på det infantile niveau livet igennem, og det ved bladredaktører og ikke mindst bladudgiverne og indretter deres blade derefter.
At det lykkes enkelte af bevidste eller ubevidste grunde at holde infantilismen stangen og dermed skabe grundlag for smallere publikationer i pressen er en anden sag, men når det kommer til mængden eller masserne er vi alle babes in the wood og kræver underholdning eller det man med et moderne begreb kalder infotainment. Og ser man nærmere efter, skæver selv de elitære aviser misundeligt efter konkurrentens lukrative knæfald for det populistiske og indfører spalter om "de kendte", som man på en gang lader som om man hudfletter eller behandler ironisk og samtidig ikke kan skjule sin forgabelse i.

Man må have mod til at være dum, sagde Moïse Polydore Millaud, franskmanden, der skabte Le Petit Journal, en af det forrige århundredes helt store tabloid-succeser. Og han fortsatte: "Det vil sige: politik, økonomi og kunst skal man ikke skrive om, for det forstår det jævne publikum ikke. Masserne vil have enkel underholdning og sensationer, serveret i et gerne plat og altid folkeligt sprog. Og så vil disse masser høre noget om sig selv, roses og kæles for". Om udsagnet hænger i redaktionskontorerne på Ekstra Bladet og B.T. ved jeg ikke, men begge aviser skylder Millaud en del, som enhver kan se.
"All the news that's fit to print" står der skinhelligt på The New York Times' hoved. Det er da også muligt at bestræbelsen på kun at trykke de passende nyheder spøger i visse dydige redaktørers bevidsthed, men nyheder er nyheder, og det viser sig hurtigt, at det er de mest upassende, der øver den største tiltrækning på læserne og dermed øger oplaget. Der er mere guf i et seksualdrab på et barn end i et banalt hustrumord, og et parteret lig sælger altid flere billetter end et, hvor man knap kan se, om manden er død eller levende.
Grænsen mellem det passende og det upassende i nyhedsstrømmen er meget svær at få øje på, men det er interessant, at nyheden har sin egen iboende etik forstået på den måde, at bare der er tale om en nyhed, har den prioritet, uanset hvor afskyelig den er, og hvad den bruges til i sammenhængen. Når en rigtig ækel kioskbasker dukker op, ser man ofte henvisninger af typen: "Jamen, sådan er virkeligheden, den er vi som ærlige journalister nødt til at præsentere for læserne." Man kan passende skrue på Millauds dictum og sige: "Hvor dum har man lov til at være?"

Interressant er det at følge bølgebevægelserne i pressens selvopfattelse. Vedtager vi, at den sensationelle nyhed er aksen, om hvilket det hele drejer - det være sig i form af et jordskælv, en verdenskrig eller en kalv med to hoveder - har vi skabt en platform, hvorfra resten kan anskues. Billedet bliver måske ikke tydeligere af vore dages presse, der stort set er en hybrid af lige dele politisk korrekthed og sensationshunger, men der var engang, hvor en del af pressen faktisk opfattede sig selv som enten samfundsbevarende eller samfundsomstyrtende eller i det mindste som en vigtig faktor i både det storpolitiske og indenrigspolitiske spil. Nu har man hovedsagelig blikket klistret fast på annonceporteføljen, og begreber som markedsføring og dumpingpriser er ligeså gængse som redaktionelle overvejelser til indfangning af ny læsere.
Alligevel spiller pressen stadig en politisk rolle, men den er af mere konjunkturbestemt art end dengang, hvor Emile Zola på forsiden af l'Aurore kunne udslynge sit "j'accuse" og vende en hel nations holdning i forhold til jøden Dreyfuss, der som officer uretfærdigt var anklaget for højforræderi. Man går mere stille med dørene - hvis man da ikke klaprer så voldsomt med dem, at det virker utroværdigt og er en del af det hule ekko, der altid udgår fra sensationspressen og som i reglen er glemt dagen efter, hvor en ny opsigtsvækkende historie gør krav på opmærksomheden.
At der intet nyt er under solen fremgår tydeligt, når man ser, hvad den socialistiske agitator og journalist Ferdinand Lassalle havde at sige om tingene i 1863: "Når en vil tjene penge, så lad ham fabrikere bomuld eller drive børsspekulation. Men at man for ussel vindings skyld skænker folket åndelig føde af tusinde rør, det er den største forbrydelse, jeg er i stand til at fatte. Jeg betænker mig ikke på med sjælen fuld af sorg at sige jer: Hvis ikke en fuldstændig omdannelse af vor presse indtræder, hvis denne avispest får lov til at rase halvtreds år endnu, må vor folkeånd blive fordærvet og ødelagt til sin dybeste grund. Thi I begriber: når tusinde avisskrivere, disse vort folks nutidige læsere, med hundredetusinde stemmer daglig indprenter folket deres dumme uvidenhed, deres samvittighedsløshed, deres gildingehad til alt sandt og stort i politik, kunst og videnskab, tyller denne gift i folket, der med tro og tillid griber derefter, må denne folkeånd gå til grunde, var den end tre gange så herlig, som den er ..."
Lassalle kæmpede for en adskillelse af annoncer og avis: "Jeg har vist jer, at pressens fordærvelse med nødvendighed fremgår af, at den, bestandig under påskud af at forfægte åndelige interesser, ved annoncevæsenet blev en vindskibelig pengespekulation. Det gælder da simpelthen om at skille disse to ting, der ikke har noget som helst med hinanden at gøre".
For mit eget vedkommende blev det ikke ved sensationerne og tegneserierne, lidt efter lidt gik det op for mig, at der stod andet i aviserne end det opsigtsvækkende eller følelses-leflende, der var også kritik, teaterkritik, litterær kritik.
Og så var der jo det ved det, at aviserne dengang i 30'erne og 40'erne kunne opvise navne, ja, det var næsten som i Frankrig, hvor en redaktør påstod, at først kom navnene og så avisen og ikke omvendt (han havde nu også brødrene Goncourt, Alphonse Daudet og Alexandre Dumas blandt sine medarbejdere!) Men Frederik Schyberg og Tom Kristensen var også "nogen" og Kai Friis Møller og Andreas Vinding og Henrik V. Ringsted og Merete Bonnesen og Jørgen Sandvad og Anker Kirkebye og håndfulde af andre, var det også, og læg nu mærke til, at flere af de nævnte ikke er udprægede litterater, men journalister ligesom Nic. Blædel, Erik Seidenfaden, Børge Outze, Chr. Houmark, Ole Vinding etc. etc. De havde status, og det, man skal lægge mærke til, er, at de - bortset fra, hvad de ellers var i besiddelse af - ejede dannelse, almen dannelse, de kunne mere end satte to ord sammen, de kunne tænke, de kunne skrive, ja, de kunne oven i købet stave, deres referenceramme var i orden, horisonten lå ikke ved Lynetten den gik helt til Malmø, ja længere: til Paris, til Berlin, til London og Paris, måske endda til New York!
Kom nu ikke her og sig, at der ikke i dansk presse anno 1999 findes markante personligheder, og at ingen kan skrive ordentlig dansk, eller at bladene ikke har korrespondenter i både Berlin og London og Timbuktu! Jeg ville aldrig drømme om det, for vi har da både Tøger Seidenfaden og Peter Wivel og Morten Sabroe og Niels Frid-Nielsen for slet ikke at tale om Bent Falbert og Sven Ove Gade for slet ikke at tale om ...

Vi lever i en tidsalder, der med Thorkild Bjørnvigs ord bader sig i bekendelsen som indiskretion. Og det er vel, hvis man ser nærmere efter - grundstoffet i ethvert interview: bekendelsen og dermed implicit indiskretionen. Reporteren møder op for at få noget at vide, og ofret krammer i reglen gerne ud med, hvad som helst, fordi det er dejligt - omend kun for en stund - at være centrum for andres in casu interviewerens og - siden - læsernes opmærksomhed.
Man har skændtes om ophavsmanden til interviewet som genre, æren deles i reglen ligeligt imellem Horace Greeley og James Gordon Bennett d. Ældre. Slår man op i vore dages søndagsaviser, er der i reglen ikke under fem interviews, så man må sige, at genren har vundet hævd. Den fremkaldte hos Georg Brandes følgende betragtninger:
"Disse to livretter for svagtbegavede, tillavet af kokke med svedige fingre - referatet det omtrentlige af talen, interviewet, den omtrentlige fremstilling af en dialog ..."
Det er interessant, at for de fleste tænkende mennesker er pressen noget, man elsker at hade. Lige siden, jeg kan huske, har man sagt om f.eks. Politiken, at det er en drønirriterende avis, som ikke er til at holde ud for sin småsludrende, kulturleflende, københavnske plapren. Tilsvarende har man omtalt Berlingske Tidende som dødkedelig, tantet, gammeldags og Jyllands-Posten som sort-reaktionær på kanten af det småfascistiske ("Morgenfascisten-JyllandsPesten"). Alligevel viser det sig, at netop disse dagblade lever og enkelte af dem har endda flere hundrede år på bagen. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor de tilsyneladende er uundværlige eller om de - når alt kommer til alt - er det.
Under ingen omstændigheder er nogen af bladene, hvad de engang var, og hvad der i sin tid lignede almindelig, høflig konkurrence dem imellem har udviklet sig til noget, der ikke bare ligner, men er en krig. Bag denne udvikling står naturligvis fjernsynet, som ikke længere puster pressen i nakken, men sender en veritabel iskold storm ned ad nakken på de fleste redaktører og bladudgivere. Hvad rotationspressen betød for avisernes udbredelse i forrige århundrede, betyder fjernsynet i dag, når det drejer sig om regulering af aviskonceptet, ja i sidste ende om den skrevne presses overlevelse eller død, i hvert fald i den mening hvormed vi omfatter avisen, dens udseende og indhold i dag.

Naturligvis kom og gik aviser også dengang for halvtreds år siden, da jeg var dreng. Jeg husker stadig Aftenbladet og en kort overgang København. Men det var først i 60'erne et sådan flagskib som Nationaltidende forsvandt, og med Land og folk måtte det jo gå, som det gik. Men ellers var stabiliteten indbygget næsten pr. natur i foretagendet, man fejrede kongens fødselsdag med behørig respekt, sporten blev spændende, når der var landskamp mod Sverige, og det var vigtigt at vide, hvad Frederik Schyberg mente om den seneste premiere og Tom Kristensen om den nyeste bog. Der var altså tale om en vis konservatisme, der ind imellem kunne peppes op med lidt smartness, men aldrig med noget, der gik over stregen, ja, man kappedes ind imellem ligefrem på kvaliteten, sådan som den i litterær og kunstnerisk fremtrådte i Politikens berømte "Magasinet" og Social-Demokraten's "Hjemmets Søndag." Selv frokostaviserne lå på et vist niveau og havde endnu ikke overgivet sig til den skingre populisme, hvor man af al magt prøver at konkurrere med hinanden om, hvem der kan komme længst ned under den laveste lave fællesnævners bundgrænse. Men den tendens, der stort set karakteriserer pressen i retning af det underholdende, holdt sit indtog allerede før Den Anden Verdenskrig og har siden '45 manifesteret sig kraftigere og kraftigere. Det er der ikke noget underligt i, selv urtidens tobenede avis havde at være underholdende ellers fik han et spark bagi og kunne henvende sig et andet sted.
Men der er måden til forskel, og hvordan sikrer man seriøsiteten i sit engagement, hvis man hele tiden er tvunget til at skæve til oplagstallet og dermed læserens bestandige krav om at blive kildret, smigret, smisket for og underholdt? Som redaktøren af News Chronicle, Aylmer Vallance sagde allerede i 1933: "Journalister skal frembringe noget, som kan interessere et publikum, der mentalt set aldrig er blevet voksent." Og Gerald Berry: "En moderne avis' eneste mål er at underholde."
Jeg gad møde den redaktør af en større, kommercielt funderet avis, der ikke i sit lønkammer (og såmænd andre steder også) vil indrømme, at sådan er det. Man laver avis for at tjene penge, man laver aviser for at glæde aktionærerne, man laver avis for at den skal læses af så mange som muligt subsidiært sælges til så mange som muligt - om man så skal forære den væk næsten gratis!

At aviser har været brugt til andet i historiens løb er der adskillige eksempler på, og at alle aviser ikke nødvendigvis behøver at være som de ovenfor beskrevne kan man gå til Le Monde og få at vide. Men det er dog sjældent, at en enkelt avis som i tilfældet Norddeutsche Allgemeine Zeitung d. 13 juli 1870 kan være med til at starte en krig, men det sørgede Bismarck, for. Han sad lige så hårdt på pressen som senere Hitler og Goebbels, og da han samtidig var en fremragende taktiker og manipulator, gik det som smurt. Det drejede sig om besættelsen af den spanske trone, og Bismarck, der personligt skrev artiklen, fik drejet sagen sådan, at den ophidsede franskmænd og tyskere i lige høj grad. Som han selv sagde om sin bedrift: "Nu skal vi holde en rød klud for den galliske tyr ..." Hvad han altså gjorde med det resultat, at den fransk-tyske krig fra 1870-71 snart var en kendsgerning, og dermed forudsætningerne for de to verdenskrige skabt.
Det ville være svært at forestille sig dagbladet Politiken som krigsstifter, på den anden side skal man ikke undervurdere pressens rolle som opinionsdanner - heller ikke ved slutningen af dette århundrede. Der er ingen tvivl om, at de danske avisers næsten enstemmige tilslutning til NATO-aktionen i det fhv. Jugoslavien har været med til at præge folkestemningen, og at den reciprocitet, der ligger i forholdet mellem befolkningens opfattelser og pressens får overvægt i retning af, hvad den enkelte redaktør mener og skriver.
Det er tankevækkende at se, hvordan reaktionen på det, der skete i 60'erne, nu kommer til udtryk i en form for autoritativ konservatisme, der ikke bare omfatter den højre side af spektret, men rækker langt ind i den venstre, ja, man kan uden at overdrive sige, at det socialdemokratiske Aktuelt har været mere aktions- og krigsbegejstret og "moralsk" ophidset end selv den berlingske avis og Jyllands-Posten.
Under alle omstændigheder er der klar konsensus i spørgsmålet om den danske nations udenrigspolitiske stilling: det er slut med neutraliteten, Danmark er en del af verden (dvs. EU og NATO) landet har påtaget sig et ansvar, det er ikke længere nok i konfliktsituationer at lade andre rage kastanierne ud af ilden for os, vi må selv være parat til at gøre det beskidte arbejde, intet ansvarligt menneske kan længere undgå at få blod på hænderne. Alle fraserne vil være kendt fra de sidste års ledere og diverse klummisters kommentarer.
Det kan altså nytte at gribe ind, det kan lade sig gøre med et engagement! Pressen har m.a.o. den magt, den vil have - hvis det da ikke er sådan, at en bestemt klan af meningsmagere har sat sig i den grad på opinionen, at den har fordrejet hovedet, ikke alene på sig selv, men på både politikere og befolkningen som sådan! Måske er pressens største achilleshæl dens manglende indre tiltro til sig selv. Den danske presse lider kort sagt af nogle skrækindjagende mindreværdskomplekser, der har baggrund i en meget håndgribelig og velbegrundet paranoia: Man er stiv af skræk for de elektroniske medier in casu fjernsynet. Rædslen er vokset med årene og den har sat sine tydelige spor.

Man behøver ikke være verdensmester i pressehistorie eller professor i psykologi eller noget som helst andet fint for at konstatere, at fjernsynet har ædt nyhedsprivilegiet med sit vældige gab. Ingen avis kan længere være først med det sidste, for det har allerede været i tv. Hvad der står i avisen dagen efter er tyggemad, kameraet har været der.
Denne lære er naturligvis ved at synke ind på redaktionskontorerne, men man må spørge sig selv: hvor langt er den sunket ind og hvad har konsekvenserne været. Endnu har vi ikke set et fænomen som BildZeitung, der også i udseende prøver at konkurrere vildt med billedmedierne, til gengæld har følelsen af mindreværd overfor fjernsynet afsat en form for bulimi eller bladmæssig elefantiasis. Det er nu ikke længere nok med én avis, nu skal man helst have sytten i én eller otte eller fire.
For dansk presse ser løsningen på konkurrencen med tv altså ud til at blive et spørgsmål om bigger and better elephants eller bigger and better omnibuses. Man kan i hvert fald godt opleve en fornemmelse af at blive kørt over, når de danske søndagsaviser bringes ud eller hentes hos bageren. Alle disse kilo, alle disse svenske og finske skove, det er næsten ikke til at holde ud, når man tænker på hvor lidt substans, der er inden i papiret og hvor meget sludder og vrøvl man skal igennem, før man finder det guldkorn, der måske, måske gør det umagen og investeringen værd. Annoncer og sludder er, hvad man får, underholdning m.a.o, spørgsmålet er bare, hvor meget flødeskum og hvor meget åndelig junk-food et almindeligt menneske kan klare.
Noget tyder på, at mæthedsgraden er nået, ja selv i tv er man begyndt at diskutere muligheden af at satse på kvalitet i stedet for pop, samtale i stedet for journalistiske trediegrads-forhør, langsomhed i stedet for flimmer, eftertanke i stedet for snik-snak. Jeg kan allerede se mindst en håndfuld redaktører læne sig tilbage i stolen og med hænderne over maven konstatere: "Det gør vi allerede!" Og det er da også sandt, at der mellem avisernes mange tillæg findes sektioner med ordet "Kultur" eller "Bøger" præget i rødt, men hvad med indholdet? Er det kvalificeret, er det værd at beskæftige sig med, er det til at stole på eller er det ikke bare endnu en gang underholdning stadset op med lånte fjer og smurt over med en fernis, der skal forestille at være intellektuelt velfunderet og æstetisk udsøgt, men i virkeligheden viser sig at være en slet camouflage for almindelig uvidenhed og stilistisk ubehjælpsomhed? Er den simple kendsgerning ikke, at der i Danmark er for lidt talent til at omslutte et så stort og prætentiøst volumen som den "kulturpressen" er, og at den er med til snarere at øge fordummelsen end at reducere den?

Jeg ved ikke, om letheden i dansk presse er ulidelig, til gengæld bliver man ikke imponeret af dens tyngde - bortset altså fra det med papirets vægt. Selv Information kaster sig ud i det populistiske marketingsræs med det påskud, at hvis man skal have fat i de unge læsere, må man tale de unge menneskers sprog d.v.s. regrediere til abestadiet i en blanding af forpustet seksualitet og maskinudruget pr-smartness. Avisen selv er dog stadigvæk den samme skoleblads-klud, den altid har været og gudskelov for det.
Selvom man tager en meget dyb indånding, kan selv den skarpeste kritiker af dansk presse ikke forlange, at alle danske aviser skal være som Le Monde. Men man kunne måske alligevel godt skæve lidt i den retning eller i det hele taget i retning af de aviser, der har indset, at de ikke kan være alting på en gang: Konkurrenter til tv, populistiske omnibusser, politiske meningsdannere, højpandede litteratur- og kulturkommentatorer, sportsblade og Lykkehjulet. Det ville måske også være en fordel, hvis man kunne skelne imellem dem, så de ikke - som nu - knap er til at skille fra hinanden. Her tænker jeg ikke blot på volumen og vægt, udstyr og komfitterknas, men også på holdning og engagement. Det lykkedes i sin tid Herbert Pundik at få vredet Politiken ud af de radikales greb. Det gjorde så bladet til en mere eller mindre socialdemokratisk avis og nu - under Tøger Seidenfaden - er Politiken politisk ubestemmelig med en hældning i retning af det globalt idealistiske, hvilket bl.a. har haft den indirekte effekt, at Det radikale venstre nu føler sig tryg i rollen som aktiv krigsdeltager og Socialdemokratiet har forvandlet sig til en amerikansk vasal med Poul Nyrup Rasmussen og den totalt Washingtonhjernevaskede forsvarsminister Hans Hækkerup som entusiastiske klakører.
Det ville have været befriende, hvis vi i Danmark havde haft et talerør i pressen udover Arbejderbladet og i nogen grad Information med virkelig gennemslagskraft, som kunne have anfægtet det vedtagne og have fremkaldt den kritiske diskussion, der nu kun fik lov til at folde sig ud i læserbrevsspalterne og på opinionssiderne - under almindelige buhen fra lederside og den toneangivende redaktion. Hvad The Independent gjorde i England med den frygt- og kompromisløse journalist, Robert Fisk, i spidsen, kunne man have forestillet sig Politiken gøre. Men hvordan skiller man Tøger Seidenfaden ud fra Peter Wivel eller Anders Jerichow eller Jyllands-Postens lederkollegium, det lader sig simpelthen ikke gøre, i det mindste ikke når det drejer sig om holdningen til livsvigtige spørgsmål om national og international moral, om krig og fred, om liv og død.

Stort set er dansk presse hverken værre eller bedre end alle andre landes presse. Måske er niveauet oven i købet højere. Om der derfor er grund til at gå ned i madrassen for pressen er et andet spørgsmål. Pressen er i sig selv en kritisk instans - eller bør være det - selv overlever den ikke uden kritik. Jeg har i flere sammenhænge oplevet, hvor nemt det er at såre og udfordre the gentlemen of the press. Når det gælder kritik af aviserne, deres journalister og ledere, er de næsten værre end kunstnerne.
For at ingen skal tro, at jeg tror, at jeg er noget, vil jeg lade Observer-redaktøren J.L. Garvin stå for udgangsbønnen. Garvin skrev i 1929, at hans mål havde været: "Først og fremmest at give bladet karakter (dvs. "sjæl"); dernæst i billedjournalistikkens tidsalder atter at levere en fuld og indgående tekstbehandling af alle vigtige spørgsmål; og endelig ikke at give publikum, hvad det ønsker - fordi det er den eneste vej til moralsk indflydelse ..."
Om ordene gælder i tv-alderen og det 21. århundrede, vil jeg bede enhver overveje. Jeg takker for mig.q

© Klaus Rifbjerg 1999

Artiklen er et redigeret uddrag af en tale holdt for Redaktørernes Dag 1999 på Hotel Koldingfjord arrangeret af Danske Dagblades Forening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her