Læsetid: 15 min.

En menneskevenlig bydel

9. oktober 1999

Vollsmoses stolte fædre, Odense Kommune og tre almennyttige boligselskaber, havde store visioner om en bedre tilværelse for henved 20.000 mennesker. Glimt fra 35 års historie om, hvordan den drøm kom til at se ud i praksis

Gummigeder og gravkøer tumler sig lystigt på filmlærredet, mens Bent Bertramsens velkendte DR-stemme fortæller om byggeriet af Odenses nye attraktive bydel og dens lyse fremtid. Bydelen hedder Vollsmose, og filmen er lavet allersidst i 1960'erne for Samvirkende Byggeselskab i Odense - i øvrigt både i en dansk og en engelsk version. For det nye moderne byggeri i den nordøstlige del af byen var noget, byens fædre var stolte af og havde lyst til at vise frem.
Bent Bertramsen fortæller - ledsaget af effektive, lidt hektiske jazztoner:
"Vollsmoseplanen vil omfatte boliger for omkring 18.000 mennesker. Det vil foruden boliger omfatte de sædvanlige faciliteter for en by af den størrelse: både center med merkantile, kollektive og sociale funktioner, børneinstitutioner, skoler, gymnasium, kirke, hotel, fritidscentre, idrætsanlæg og meget mere."
Der blev tænkt stort i 1960'erne. Det havde været småt med nybyggeriet siden krigen, og mange odenseanere boede i små lejligheder uden bad og med lokum i gården. Bolignøden var presserende, men det skulle der nu for alvor rettes op på med den helt nye og hypermoderne bydel.
I juni 1964 lå bebyggelsesplanen klar. Vollsmoseplanen hed den, og ifølge den skulle der bygges hele 3.800 lejligheder, 500 parcelhuse, 400 gårdhuse - i alt 4.700 boliger på et område på i alt to kvadratkilometer.
Den opgave var for stor for én boligforening, og i december samme år var Samvirkende Byggeselskab en realitet. Det bestod af Odense Kommune, Odense almennyttige Boligselskab, Odense Andelsboligforening og Andelsboligforeningen Højstrup. Hvert boligselskab skulle stå for én af de tre parker i hver af Vollsmoses tre etaper.
"Der var meget stor entusiasme omkring projektet. Det var jo byggeri af et hidtil uset omfang og meget ambitiøst. Der skulle bygges gode, store lejligheder til alle dem, der havde behov for det," husker den nu 89-årige Ove Gedde, der var bestyrelsesmedlem i Samvirkende

Byggeselskab.
Utålmodigheden var lige så stor som bolignøden, og mange ventede på, at de store planer blev virkeliggjort. Blandt andre tidsskriftet Byggeindustrien, der interviewede Odenses socialdemokratiske borgmester Holger Larsen i 1965. Han konstaterede med tilfredshed en "bred kommunal enighed om byggeplanerne med tilslutning fra Konservative og SF".
"Vi regner med tre mennesker i gennemsnit i hver af de 4.700 lejligheder. Der bliver lejligheder til de mindre bemidlede, 25 procent af vort sociale byggeri er gået til denne gruppe," forklarede borgmesteren og lovede, at "vi går i gang i dette efterår".
Temmelig traditionelle
Men byggestarten blev forsinket, fordi Boligministeriets komitterede i byggesager havde stillet sig på tværs. Han var ikke begejstret for de ni ens parker og kaldte planerne "temmelig traditionelle".
Så det var først i august 1966, at de over 100 indbudte mødte op ved hjørnet af Åsumvej og Ejbygade den 2. august 1966 for at høre borgmesterens og arkitekt, kongelig bygningsinspektør Jørgen Stærmoses taler om den store plan. Efter talerne gik Holger Larsen om bord i en gravko. Første spadestik skulle - helt i tidens ånd - tages med maskinkraft.
Første etape i den store plan gik ud på at bygge det, der fik de optimistiske navne Granparken, Lærkeparken og Fyrreparken langs med Åsumvej ved Vollsmoses sydlige kant fra vest mod øst.
Billederne på Vollsmose-reklamefilmen stammer fra byggeriet af Granparken. Bent Bertramsen fortsætter med begejstring og fremtidstro i stemmen:
"Vollsmose-byggeriet blev muliggjort ved et planlægningsarbejde, der nøje placerede hvert led i processen. Sideløbende med jordarbejdet anlægges byggepladsveje. I den frostfrie del af året søger man at oparbejde et forspring med hensyn til støbning af færdige kælderfundamenter. Det er her, fra det første dæk, man møder det virkeligt rationelle byggeri."

Udført på fabrik
Ordet "fabrik" forekommer ikke færre end otte gange i den korte film. Det er fabrikkerne, der skal sikre byggeriets kvalitet, forstår man. Ikke alene støbes vægelementerne "i store forme på en moderne fabrik". "Køkkenet i Vollsmose er et færdigkøkken. Hele arbejdet er udført på fabrik." Og de opmurede teglfacader er "færdige elementer fremstillet på fabrik":
"Under opmuringen på fabrikken nedsænkes facadeelementerne i gulvet, så arbejdshøjden forbliver den samme med øget effektivitet til følge," siger Bent Bertramsen, mens murerne på lærredet svinger murerskeen i bekvem arbejdshøjde i en lun fabrikshal.
Dækelementerne "leveres planmæssigt fra støberiet" og er tilmed "fremstillet på et fuldautomatisk anlæg".
"Leverandørerne søger at oparbejde et vist lager af de mange enheder, så man man efterkomme en eventuelt stigende byggerytme. Det blev nødvendigt at tære på lagrene ved Vollsmose-byggeriet, der flere gange viste sig at ligge forud for planen," forklarer en tydeligt imponeret Bent Bertramsen.
En arm med et armbåndsur stikkes ind foran filmkameraet. Den store viser står på 12, den lille på 10. Bent Bertramsen fortsætter:
"Præcis klokken 10 skal vognen med vindueselementer være på pladsen."
Armen med uret forsvinder ud af billedet, og ind kører en lastbil med store vindueselementer. Bent Bertramsen jubler:
"Og den er der. Vindueselementerne fremstilles på en fabrik i Aabenraa."

Punktlig og præcis
Han forklarer, at "Vollsmose-byggeriet er en samlefabrik for færdige byggeelementer. En punktlig og præcis planlægning fører alle enheder sammen på rette sted og til rette tid."
Den 1. april 1968 var den første lejlighed i Granparken klar til indflytning. De første beboere kom fra dårlige og gamle lejligheder i Odenses Skibhuskvarter og indre by.
De havde travlt med af få noget bedre at bo i, og den nye bydels store lejligheder var så populære, at der allerede var flyttet 124 familier ind, da der knap halvanden måned senere blev holdt rejsegilde i Granparken og Lærkeparken.
"En boligenhed står færdig cirka et år efter, den første gravemaskine fjernede muldlaget her. 1.500 mennesker har fundet en ny ramme om tilværelsen. Hver boligenhed består af otte fireetages blokke bygget op omkring et trafikdifferentieret vejsystem, hvor den kørende trafik og parkeringsarealerne holdes i forsænket niveau," forklarer Bent Bertramsen og fortsætter:
"De første boligblokke tegner sig i horisonten oven for mosen. Den hidtil upåagtede Vollsmose har givet navn til det, der engang vil blive en hel by med 18.000 indbyggere. Det store hovedcenter vil være med til at gøre den unge bydel levedygtig. Her vil man finde butikker, kontorer, klinikker, restaurant, cafeteria, møde- og selskabslokaler, biograf og fritidsklub. I tilslutning til centret placeres et højhus med beboerhotel og kollegieværelser samt et bygningsanlæg med boliger for handicappede og et plejehjem med dagcenter. Øst for centret opføres områdets kirke. Fra starten og gennem den videre opbygning skal Vollsmose være en menneskevenlig bydel."

Højhuse
I efteråret 1969 holdt byggeselskabet licitation på Vollsmoseplanens anden etape. Nu skulle der bygges tre nye parker, Egeparken, Bøgeparken og Birkeparken fra syd mod nord langs den nyanlagte, firesporede vej, Vollsmose Allé. De tre boligselskaber havde taget henstillingen fra Boligministeriets kommitterede til sig. Den store plan var ændret, så etape to bestod af 17 blokke af forskellig størrelse - heraf tre 13 etagers højhuse - og 189 rækkehuse. I alt 1.447 lejligheder.
Byggeriet gik i gang i marts 1970, men godt et år efter opstod den første tvivl om projektets holdbarhed. Et af bestyrelsesmedlemmerne i Samvirkende Byggeselskab stillede spørgsmålet, om det overhovedet kunne lade sig gøre at leje lejlighederne ud. Huslejen ville komme til at ligge et stykke over boligmarkedets normale niveau. Men planen var tænkt og tegnet. Det effektive byggeri fortsatte for fuld kraft.
I november 1971 var de første lejligheder i Egeparken klar til indflytning. Prøvelejlighederne blev et tilløbsstykke, hundredvis af nysgerrige familier lod søndagsturen gå forbi de moderne lejligheder med de store altaner. Boligselskaberne indrykkede dyre helsidesannoncer i aviserne, og annoncerne forstærkede interessen.

Husmor-venligt
"Man behøver ikke sige farvel til naturen for at få en lejlighed i Odense" og "Vollsmose er et nyt, grønt bymiljø med landets bedste faciliteter!" lovede de. Samme vendinger gik igen i pjecen Vollsmose - et nyt grønt bymiljø i Odense, hvor boligselskaberne præsenterede køkkenerne, der "er rationelt og husmor-venligt indrettede" med "fabriksfremstillede skabselementer", der "har industrilakerede sider i smuk kontrast med låger og skuffer i mahogni". På billederne nyder tilfredse middelklassedanskere livet på bøgeparketgulvene. Dagbladet Information ligger tilfældigvis fremme på stuebordet.
"Lejlighederne blev lavet til familier med fast arbejde bestående af far, mor, to børn og halvanden bil," fortæller Henning Kirk, der i 1972 blev ansat i Andelsboligforeningen Højstrup. I dag er han selskabets direktør og formand for Boligselskabernes Landsforening.
Henning Kirk fremhæver Vollsmose-byggeriets høje kvalitet. For eksempel er de tre 13 etagers højhuse i etape to - Egeparken, Bøgeparken og Birkeparken - "noget af det mest gennemførte handicapvenlige byggeri", som blev udviklet i samarbejde med de handicappedes organisationer:
"Men i virkelighedens verden blev det brugt på en anden måde," siger Henning Kirk.
Oliekrisen satte ind, danskerne "holdt op med at producere børn i rimelige mængder" (som Henning Kirk siger), en af entreprenørerne gik konkurs midt under byggeriet, og mange lejligheder i Vollsmose stod tomme op gennem 1970'erne.

Udlejningskrise
30. juli 1972 skrev den fynske søndagsavis Morgenposten, at "Vollsmose er ramt af udlejningskrise". Over halvdelen af lejlighederne og rækkehusene i Egeparken stod tomme. Samtidig var 800 boligsøgende skrevet op i den kommunale boliganvisning. Forretningsfører Thorvald Christensen, Andelsboligforeningen Højstrup, mente, at der måtte indrykkes nogle flere annoncer:
"Folk synes, at lejlighederne er for dyre, men når man tænker på deres standard og prisudviklingen, så er de ikke dyre. Det har vi prøvet at fortælle folk i vore annoncer, men det har ikke hjulpet, så nu må vi starte en ny annoncekampagne og se om det hjælper," sagde Thorvald Christensen til Morgenposten.
Avisen kunne ved samme lejlighed konstatere, at der boede en del enlige mødre og "et forbavsende stort antal flygtninge" i Vollsmose.
En statistik fra oktober 1974 viser, at 30 procent af beboerne i Vollsmose var pensionister, 26 procent var enlige forsørgere, knap 10 procent var revalidender. Lidt under fem procent var indvandrere. Eller fremmedarbejdere, som man sagde.
Betonblokkene i firkanten mellem Ejbygade, Åsumvej, Vollsmose Allé og Kertemindevej var det eneste sted i Odense Kommune, hvor der var ledige boliger i større stil, og tusindvis af borgere med sociale problemer fik anvist lejligheder i det nye, grønne bymiljø, og for de fleste af dem blev huslejen overkommelig med hjælp fra boligtilskud fra det offentlige.
I oktober 1974 var 2.959 Vollsmose-lejligheder færdige. Heraf stod 360 tomme. Samme måned - for 25 år siden - blev den første, store konference afholdt, hvor repræsentanter for Odense Kommune, Samvirkende Byggeselskab og byggeriets tekniske rådgivere diskuterede "hele Vollsmoses problematik".

Meget høj standard
Inger Aagaard og hendes mand flyttede ind i Egeparken 1. maj 1975:
"Det var det eneste sted, det var til at få en bolig af meget høj standard. Det var vigtigt, at der var en vaskemaskine i lejligheden. Det er unægtelig noget nemmere end et fællesvaskeri," siger Inger Aagaard, der i dag er mor til syv og formand for afdelingsbestyrelsen i Egeparken.
Men allerede i 1975 havde betegnelsen Vollsmose ændret klang. Fra at være den nye, moderne og grønne bydel var Vollsmose blevet "det sted, man bor, hvis man ikke kunne bo andre steder", husker Inger Aagaard.
Så mens de sociale problemer flyttede ind i stor stil, blev den velfungerende arbejder- og middelklasse - for slet ikke at tale om Information-læserne - væk, og de, der var flyttet i Mosen, da det stadig var attraktivt, flyttede ofte ud, når de havde råd til at bygge eller købe eget hus. Så allerede i starten af 1970'erne begyndte den udvikling hen imod en ensidig beboersammensætning, som siden er blevet identificeret som et af Vollsmoses væsentligste problemer. Og som gennem årene har frarøvet navnet Vollsmose den sidste rest af idyl.
Men planen skulle færdiggøres. I september 1975 var bebyggelsesplanen klar for Hybenhaven, Slåenhaven og Tjørnehaven, der skulle bygges langs Kertemindevej i den nordlige ende af Vollsmose-firkanten. Men tiderne havde ændret sig, og der var ingen planer om flere højhuse. Haverne består i stedet af små rækkehuse af gule mursten med haver til.
"Hvis man bevæger sig ad Åsumvej, Vollsmose Allé og Kertemindevej rundt om Vollsmose, kan man følge 15 års udvikling i det almennyttige byggeri," siger Henning Kirk.

Vollsmosecentret
Men det var ikke kun udlejningen af boliger, det gik lidt trægt med. Også reklamefilmens glade løfter om et velbesøgt Vollsmosecenter med "butikker, kontorer, klinikker, restaurant, cafeteria, møde- og selskabslokaler, biograf og fritidsklub" skulle vise sig at være svære at indfri. Teater blev der aldrig noget af, og Center Bio viste sin sidste film i 1986.
Første del af centret stod ellers planmæssigt klar i november 1972. Supermarkeder og pengeinstitutter, der havde fungeret i barakker på den bare mark siden slutningen af 1960'erne, rykkede indenfor i centret, som dengang var ejet og drevet af Samvirkende Byggeselskab. Men de splinternye tomme butikslokaler havde ikke den store interesse.
Henning Kirk blev ansat i Andelsboligforeningen Højstrup i 1972 med den opgave at leje centrets butikker ud:
"Det lykkedes aldrig, så de burde egentlig have fyret mig ret hurtigt efter," siger Højstrups nuværende direktør.
Ove Gedde, der selv er købmand, mener, det skyldes en kombination af det allerede dengang dårlige image og tidens nye store supermarkeder.
"Det var på samme tid, at Føtex, Bilka og de andre store varehuse skød op. Der var også dengang mange der tog derud og handlede, og så var der ikke meget at komme efter i Vollsmosecentret," siger han.
Ved nytår 1977 kunne centerforeningens formand ikke desto mindre med fortrøstning se frem mod det nye år og glæde sig over "mange nye butikker i Centret".

Smertensbarn
Han var glad for, at grillen var blevet lukket, for "stedet havde udviklet sig til et snusket værtshus, det rådes der nu bod på, der skal skabes en pub, der skal være et hyggeligt sted, hvor alle kan komme".
Kun et år senere - i november 1977 - kunne beboerbladet i Egeparken, Egebladet, fortælle om Vollsmoses "smertensbarn", pubben:
"Desværre er det ikke lykkedes at få den nye indehaver til at forstå, at den måde, han driver sin forretning på, er til gene for de kunder, der kommer i Centret. Standarden i Pubben er så lav, at man ikke kan tillade sig at sætte sine ben der," fastslog Egebladet.
I 1978 var problemerne med "centerdrikkerne" - arbejdsløse, der ikke havde andet at lave end at stå i centret og drikke øl - blevet så voldsomt, at politiet nærmest kørte i pendulfart mellem Vollsmosecentret og detentionen for at fjerne de centerdrikkere, som var til gene for kunder og forretningsdrivende i centret, fortæller den i dag 81-årige Vagner Vermod. I foråret 1978 blev han sat ind som distriktspolitibetjent i Vollsmosecentret med centerdrikkerne som sit særlige arbejdsområde.
"Det var blevet skruen uden ende. Da bænkene i centret blev fjernet, sad centerdrikkerne på indkøbsvogne. Og de forrettede også deres nødtørft," siger Vagner Vermod.
Han forsøgte at mægle mellem de 25-40 centerdrikkere og centret, og han betragter det selv som en succes, da det lykkedes ham at få bygget et læskur med nogle bænke et stykke fra centrets hovedindgang. Her kunne centerdrikkerne da ikke være noget problem mente han.
"Efter at jeg kom ud til Vollsmosecentret, var der faktisk ikke nogen, der blev kørt ind til detentionen. Jeg sagde til centervagterne, at de skulle prøve at få fat i mig, inden de ringede efter en politibil," siger Vagner Vermod. Han fortæller, at han kunne standse et begyndende slagsmål blandt centerdrikkerne med ordene: "Det kan I ikke være bekendt. I ødelægger det for alle de andre."
Men succesen varede kun, indtil rådmand Edvind Witved en dag ringede til Vagner Vermod og fortalte om alle de klager, kommunen havde fået over Vermods læskur. Det skulle væk, og det kom det.

Skolerne
I 1973 blev den nybyggede Abildgårdskolen taget i brug, og i 1977 kom Humlehaveskolen, som blev placeret klos op ad Vollsmosecentret af hensyn til centrets elendige økonomi.
Olav Rabølle Nielsen blev ansat som lærer på Humlehaveskolen direkte fra seminariet i 1979. Efter fire år på skolen blev han viceinspektør, og siden 1987 har han været inspektør på skolen, der i dag har 112 ansatte og 500 elever.
"Da jeg startede på skolen, havde vi næsten udelukkende danske børn fra socialgruppe fem. Det var børn af folk, som var vandret ind fra land til by. Det, vi i min barndom kaldte fodermesterbørn. Og så børn af forældre, der var på en eller anden form for deroute, og som flyttede igen, når og hvis de fik stabiliseret deres liv," siger Olav Rabølle Nielsen.
De første år på Humlehaveskolen var præget af et opgør mellem en stor gruppe Tvind-uddannede lærere og resten af lærerne, af indeklimaproblemer og de vanskeligheder, som Humlehaveskolens åben plan-koncept skabte for undervisningen.
Adskillige af Inger Aagaards syv børn har gået på Humlehaveskolen, hvor hun indtil sommerferien var formand for skolebestyrelsen. Hun husker også Tvind-lærerne, der blandt andet arrangerede et stort loppemarked for at samle penge til flygtningelejre i Beirut.

Kiks til Zimbabwe
I dag går børnene af mange af de palæstinensiske flygtninge, der blev samlet penge til for 20 år siden i Vollsmose, på Humlehaveskolen.
"Hos nogle af Tvind-lærerne var det eneste, eleverne foretog sig, at bage proteinkiks til Zimbabwe. Når de nåede 5. klasse, kunne de dårligt læse og skrive," husker Inger Aagaard.
Men både Tvind-lærere, åben plan-koncept og syntetiske tæpper forsvandt efterhånden fra Humlehaveskolen, hvor 90 procent af eleverne i dag er tosprogede.
Gennem årene blev Vollsmoses image værre og værre. Udvandringen af velfungerende familier tog til og efterlod stadig flere tomme lejligheder til familier med anden etnisk baggrund end dansk og socialt belastede danskere, der havde svært ved at finde boliger andre steder.
Vollsmose blev efterhånden synonym med vold, kriminalitet, misbrug og social elendighed. Området blev kendt som Ghettoen eller Voldsmose og busserne, der kørte derud, som hvidløgsekspressen eller salatfadet.
I 1987 var navnet Vollsmose blevet så belastet, at adresserne blev ændret, så beboerne i de tre parker langs Vollsmose Allé ikke længere havde "Vollsmose" i postadressen. Fremover skulle de bo i Egeparken, Bøgeparken eller Birkeparken.
"Det var boligselskaberne, der stod bag de nye adresser," fortæller direktøren for Andelsboligforeningen Højstrup Henning Kirk. Også det underskudsgivende Vollsmosecenter, der i 1986 var blevet solgt til et århusiansk aktieselskab, fik navneforandring til Center Øst. Så navnet "mere appellerede til alle borgere i den østlige del af Odense".

At skabe identitet
"Vollsmosenavnet var blevet en belastning i sig selv. Når man hører adressen Vollsmose Allé 627, forestiller man sig noget meget stort og meget langt. Man kan selvfølgelig sige, at det ikke har hjulpet en skid, for ellers ville vi ikke have de problemer, vi har i dag. Men i bedste fald har det været med til at skabe noget identitet i den enkelte park. Det var i hvert fald det, vi prøvede på," siger Henning Kirk.
Øst for Vollsmose ligger et parcelhuskvarter, som også havde adresse på Vollsmose Allé. Da blokkene vest for alleen skulle have nye adresser, blev parcelhusejerne vrede.
"Det er næsten ikke til at holde ud. For vi er stemplet på forhånd, når vi siger, at vi bor på Vollsmose Allé," sagde en af parcelhusejerne, Inge Beck, til Jyllands-Posten i september 1987. Så nu bor beboerne på Kildegårdsvej, Bådvej og i Duedalen. I dag er det kun Vollsmose Kirke, Center Øst, et ældrecenter og den lokale McDonald's der har adresse på alléen. Også den del af Vollsmose-beboerne, der havde adresse på Åsumvej, skulle have ny adresse. For parcelhusejerne på 'den rigtige side af vejen' var kede af at dele adresse med de sociale problemer på den anden side. Parcelhusene ligger stadig på Åsumvej, mens blokkene nu har adresse i Granparken, Lærkeparken og Fyrreparken.
Inger Aagaard, afdelingsbestyrelsesformanden i Egeparken, synes, at de nye adresser var en god ide, men at man burde være gået endnu mere radikalt til værks i 1987:
"Man kunne simpelt hen have slettet navnet helt. Som det er nu, vil stedet også i mange år fremover hedde Vollsmose," siger hun.
Står det til en gruppe navneforskere fra Københavns Universitet, skal området ikke alene hedde Vollsmose, men Voldsmose. Forskerne henviser til Markbogen fra 1682, hvor navnet er stavet med "ld". Det gjorde forskerne Odense Kommune opmærksom på i januar 1998: "Kulturministeriets autoriserede form (fra 1978) er Voldsmose, men den synes - underligt nok - ikke at have vundet nogen udbredelse", skrev de.

Kildemateriale hentet fra blandt andet:
Kaj Mehr: Vollsmose - en bydel i Odense, Samvirkende Byggeselskab, 1989, og
Odense Stadsarkiv

Dette er første artikel i en reportageserie om Livet i Mosen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu