Læsetid: 4 min.

Modernismen er slut

23. oktober 1999

Den svenske komponist Sven-David Sandström er nyudnævnt professor ved Indiana University. Fra den ny platform proklamerer kunstneren sit nye æstetiske budskab

Portræt
"Kollegerne ville af med mig. Misundelse trives i udtalt grad i Sverige blandt komponister. Kritikere og komponister sagde, at jeg blev for populistisk - 'nu skal han gøre sig til for at blive spillet', sagde de. Jeg har været tilstrækkelig længe i Sverige."
Den svenske komponist Sven-David Sandström sidder foran mig i kontoret i musikafdelingen på Indiana University i Bloomington. Sandström blev valgt blandt 400 ansøgere til stillingen som professor i komposition. Før var han professor på Musikhögskolan i Stockholm, en stilling man højst kan bestride i ti år. Efter de ti år var Sandström prorektor i to år på samme institution, men den position var ikke sagen:
"En komponist skal komponere, ikke administrere. De ville af med mig på Musikhögskolan, så jeg måtte søge udfordringer andre steder. De troede at jeg var holdt op med at tænke, fordi jeg havde fundet en ny vej, fundet et nyt musikalsk sprog. Nu laver jeg musik for musikere og for publikum. Tidligere talte jeg meget om musik med akademiske overtoner, hvilket betød at jeg fjernede mig fra publikum. Det førte til, at jeg så at sige måtte analysere mig selv. Jeg begyndte derefter at skrive mere romantisk og rytmisk vitalt."
Sven-David Sandströms baggrund som komponist er præget af en stærk religiøsitet, hvilket har sat sit præg på musikken. Det har dog slet ikke betydet, at provokationerne har haft en afdæmpet karakter. Opførelsen af hans Requiem med Danmarks Radiosymfoniorkester i 80'erne skabte skandale-agtige scener, bl.a. fordi komponisten lod børn og voksne sige obskøne ord. Pressen var delt i to lejre. Sandström husker endnu Lenz' anmeldelse i denne avis, som var så ondskabsfuld oplagt, at komponisten frydede sig over, at det er muligt at lokke en kritiker til at skrive noget interessant.

Mental spænding
Overgangen fra de gennemkonstruerede værker til de mere imødekommende fra den nye klangbund, fandt sted sidst i 80'erne, hvor Sandström skrev meget balletmusik:
"Man tillader sig selv meget mere i balletmusik, f.eks. melodi og tonalitet. Der sker det, at man udvider sit område for hvad der er acceptabel musik. Det betød at alt var muligt for mig. Jeg skrev en romantisk cellokoncert. Modernismen blev en spændetrøje for mig. Jeg lavede fejl i rækkerne og den mentale spænding blev en næsten en religiøs besættelse."
Sandström leder stadig efter modeller og strukturer, men ikke længere på en rigoristisk måde. Han stiller nu nye, vigtige spørgsmål som: Hvad er stil? Hvad er værdifuldt i musik?
Benny og Sven-David
Sandström har beholdt sin religiøse stræben, men nu fra en ny æstetisk platform:
"Ny musik har været for meget pegefinger. Jeg vil lave positiv musik. Her i USA findes muligheder for min musik. Jeg arbejder sammen med Benny Andersson om at lave et musikdramatisk værk, der både er musical og såkaldt seriøs musik. Jeg kan ikke skrive en melodi som Money, Money, Money som Benny kan - han kommer ind til de menneskelige følelser. Jeg kan tilføje musikken noget andet, jeg kan noget med form, opbygning, orkestrale virkemidler, osv. Vi vil lade genrerne møde hinanden, vi har allerede fået lov til at lave værket i Sverige," siger Sandström.
I Sverige har den svenske komponist fået alle de bestillinger, han ville have. Her er han ingenting, han skal nu arbejde for overhovedet at blive kendt på universitetet. Sandström vil arbejde for at ændre den ny musiks funktion:
"I dag er det musical'en som fungerer i samfundet. Jeg vil gerne have at den se-
riøse musik skal have samme funktion. I musikskolen kom vi alle fra kirkelige miljøer, nu kommer de fleste fra rockmusikken. Vi kan nu meningsfuldt flette genrerne, computeren er vores fælles arbejdsredskab."

With a little help...
Den svenske komponist savner ikke opbakning i det lokale miljø. Man sætter en Sandström-opera op i Bloomington og kollegerne er så hjælpsomme, at det næsten ikke er til at tro:
"Det kan ikke betale sig at være krakilsk her. Mine kolleger hjælper mig med at få min opera op, i Sverige ville de gøre alt for at obstruere en opsætning. Situationen i Sverige er håbløs. Det var ikke sjovt at være i landet. Jeg blev deprimeret over at folk bagtalte mig."
En ny tilværelse i USA er etableret for den svenske komponist. Sandström taler om en ny æstetisk platform med glød i stemmen:
"Skønheden kan ikke ligge i kompleksiteten. Adorno-ideologien satte sig på musikken, men nu er modernismen slut. Jeg forsøger at leve nu og opleve glæde. Jeg er så positiv at folk næsten opfatter mig som dum i mit forsøg på at proklamere en bestemt livsindstilling. Min datter på 30 år er mongol - der findes via hende en naiv 'nærhed' i familien, som er fundamentet i mit liv. Jeg
vil gerne have denne dimension med i musikken. Det intellektuelle må ikke tage over," slutter den nyudnævnte professor på Indiana University.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu