Læsetid: 2 min.

Mor, hvorfor må vi ikke komme ind?

5. oktober 1999

160 københavnske daginstitutioner blev i går blokeret af forældre, som ikke vil acceptere nedskæringer på 50 millioner kroner

"Mor, hvorfor må vi ikke komme ind i børnehaven?"
En lille pige havde i går svært ved at forstå, hvorfor hun skulle blive udenfor sammen med sin mor og de andre forældre, der blokerede daginstitutionen Børnehuset i Nansensgade i København.
Wienerbrød og termokander med kaffe og the forsynede flokken af frysende forældre med energi og varme i det bidende efterårsvejr. Københavns Forældre Organisation (KFO) har opfordret til blokaderne, der skal vise forældrenes utilfredshed med, at et flertal i Borgerrepræsentationen vil spare fire procent på næste års budget. Det svarer til 50 mio. kr.
Stine Trampe Broch, formand for Børnehusets forældrebestyrelse og mor til Magnus og Mikkel forklarer, at den planlagte besparelse betyder, at Børnehuset næste år skal spare 420.000 kr.

Eget ansvar
Huset, der rummer både børnehave og vuggestue, er med 152 børn Københavns største daginstitution.
Nedskæringerne finder sted samme år, som den nye selvforvaltningsmodel skal træde i kraft. Det betyder, at forældrebestyrelserne får ansvaret for at finde besparelserne.
"Det er smart af politikerne at lade os sidde tilbage med lorten," siger Stine Trampe Broch indigneret.
Hun forudser, at det vil gå ud over kolonier og bespisning af vuggestuebørnene.
Det vil imidlertid kun give en besparelse på omkring 150.000 kr, og hun frygter derfor, at det også vil ramme Børnehusets udflytterordning, som går ud på, at børnene bliver passet i Klampenborg en uge om måneden.
"Mange forældre har netop valgt Børnehuset på grund af den ordning - det er jo vigtigt, at bybørn får noget frisk luft," siger hun. Hun ser heller ingen løsning i at spare på personalet:
"Vi vil under ingen omstændigheder lade det gå ud over normeringen. Tre voksne til 12 vuggestuebørn er i forvejen ikke for meget," siger hun.
Ud over nedskæringer kan københavnske forældre også se frem til stigende takster fra den 1. januar. En vuggestueplads stiger fra 2.085 kr. til 2.285 kr. om måneden, og en børnehaveplads stiger fra 1.595 kr. til 1.645 kr.
Kombinationen af takstforhøjelser og nedskæringer er ikke just populær blandt blokadevagterne.

Ingen hjælp at hente
Til det siger familie- og arbejdsmarkedsborgmester Winnie Larsen-Jensen (S).
"Jeg ville da helst være foruden, men vi bliver nødt til at prioritere at bygge flere institutioner for at sikre pladsgarantien, også for forældre til handicappede børn. Og det koster 20 mio. kr.," siger hun.
Hun mener ikke, at selvforvaltningsmodellen går ud på, at politikerne kan fralægge sig ansvaret:
"Bureau 2000 undersøgelsen, der er bestilt af de faglige organisationer og KFO, viser netop, at over 70 procent af forældrene foretrækker at prioritere selv," siger hun.
Jørgen Gregersen, formand for Københavns Forældreorganisation, oplyser, at forældrene har tænkt sig at fortsætte med protestaktioner: "Formålet med aktionerne er, at daginstitutionsområdet bliver helt friholdt for nedskæringer. Hvis der ikke sker noget, vil vi opfordre forældrebestyrelserne til at nedlægge deres mandat. Så er der ikke nogen til at forvalte nedskæringerne," siger han.
Det argument får imidlertid ikke Winnie Larsen-Jensen til at ombestemme sig.
"Jamen, så bliver det jo de ansatte, der må gøre det," siger hun.
Om det bliver aktuelt, finder politikerne ud af efter den 14. oktober, hvor Borgerrepræsentaionen skal træffe den endelige beslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu