Læsetid: 5 min.

Mordet på en nation

29. oktober 1999

En del af Vestens hjælp til Rusland går til at finansiere Lukasjenkos brutale hviderussiske diktatur, og det kan få konsekvenser - også for Vesten selv, advarer landets parlamentsformand, Semjon Sjaretskij

Hviderusland
Den firskårne mand med løvemanken, de brændende øjne og buskede bryn burde slet ikke sidde her over for mig på en ydmyg træstol i Helsinki-komiteens hyggelige, men ikke netop prangende lokaler i Gothersgade, København.
Han burde have været inviteret til statsmiddag hos Dronningen, eller i det mindste til frokost med Nyrup og Lone, kørt rundt med chauffør i en sort Mercedes.
For faktisk er Semjon Sjaretskij fungerende statschef for Republikken Hviderusland og dens 10 mio. indbyggere. Han tiltrådte i det øjeblik, den hidtidige præsident, Aleksandr Lukasjenkos embedsperiode udløb den 20. juli i år. Ifølge den hviderussiske forfatning er det parlamentsformanden, altså Sjaretskij, der tager over, når præsidenten går af, uden at der er valgt en afløser.
Men sådan er det ikke i det virkelige liv. Det lovligt valgte parlament, Sjaretskij er formand for, er forlængst erklæret opløst af Lukasjenko, som da heller ikke viser det mindste tegn på vilje til at flytte ud af præsidentpaladset.
Så nu er Sjaretskij på rundrejse i Europa for at sikre opbakning bag kravet om, at det er ham - ikke Lukasjenko - som inviteres til det kommende topmøde i OSCE (Organisationen til Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i Istanbul.
Foreløbig har kravet, der støttes af Den Internationale Helsinki-komité, sat de vestlige diplomatier i en kattepine. Lukasjenkos regime er uden konkurrence det mest brutale i efter-koldkrigens Europa. Men omvendt vil en udelukkelse af Lukasjenko automatisk føre til et opgør med mindst ét land, Vesten ønsker at fastholde gode forbindelser med: Rusland.

Statschef uden stat
Tilmed er Sjaretskij en statschef uden stat. To dage efter at han ifølge forfatningen overtog landets højeste embede, måtte han i hast flygte ud af Hviderusland.
"Jeg blev ringet op af folk, der arbejder i Lukasjenkos administration, men samarbejder med os. De advarede mig om, at jeg i bedste fald ville blive fængslet, i værste fald ville 'forsvinde', hvis jeg ikke skyndte mig ud af landet," forklarer Sjaretskij.
Så parlamentsformanden flygtede og har siden været bosat sig i naborepublikken Litauens hovedstad, Vilnius.
At der var hold i truslerne var Sjaretskij ikke i tvivl om. Fem prominente regimemodstandere er sporløst forsvundet i år, yderligere én, tidligere ministerpræsident Mikhail Tjygir, sidder fængslet på tvivlsomme korruptionsanklager og én er død ved et mystisk hjertestop.
Efter voldsomme sammenstød den 17. oktober mellem demonstranter og Lukasjenkos sikkerhedsstyrker, OMON, er en anden prominent oppositionsfigur, den socialdemokratiske leder Nikolaj Statkevitj, fængslet.

Forhandling mulig?
Semjon Sjaretskij har i mange år fulgt Lukasjenkos gradvise forvandling fra bestyrer af et kollektivt landbrug (kolkhos), over knusende populær folkevalgt præsident til selvudråbt diktator.
"Lukasjenko kan kun karakteriseres som psykopat med helt den samme personlighed som en Hitler, en Stalin eller en Saddam Hussein. Han bruger løgne, bestikkelse, magtmisbrug, trusler, fængslinger, vold og drab for at nå sine mål. Først og fremmest en genforening af Hviderusland og Rusland, derefter den gradvise gendannelse af Sovjetunionen."
Sjaretskij siger, at han har 'stor beundring' for OSCE's forsøg på at bringe Lukasjenko til at forhandle med oppositionen om en fredelig genetablering af demokratiet. Men Sjaretskij og den øvrige opposition stiller tre krav, der skal være opfyldt, før forhandlinger giver mening.
"Alle politiske fanger skal løslades, og vi skal have en udførlig og troværdig forklaring på, hvad der er blevet af de forsvundne. Desuden skal oppositionen have adgang til blot få minutters ugentlig sendetid på tv og radio, så vi kan præsentere vores holdninger".
Og Sjaretskij har ikke store forhåbninger. Hverken til, at forhandlingerne kommer igang, eller at de i givet fald ville føre til noget.
"Jeg er overbevist om, at demokrati ikke er muligt i Hviderusland, så længe Lukasjenko er ved magten. Lukasjenko vil - for at vinde tid - lade som om, at han er parat til at forhandle, men er ikke parat til at gå oppositionen i møde med blot et eneste lille skridt. De seneste begivenheder bekræfter kun dette."
'De seneste begivenheder' er OMON-styrkernes brutale opløsning af en demonstration mod styret i hovedstaden Minsk den 17. oktober. Da de 20.000-30.000 deltagere ville gå i optog fra den afsides plads, de havde fået anvist, til pladsen foran det hviderussiske parlament, blev demonstranterne omringet af sikkerhedsstyrker uden mange muligheder for at undslippe gennembankning, arrestation og for nogles vedkommende tortur og seksuelle ydmygelser i politiets varetægt.

Russificeringen
Det er imidlertid ikke kun Lukasjenko-diktaturets overlevelse, der står på spil, men - ifølge Sjaretskij - Hvideruslands overlevelse som stat.
"Der foregår et mord på den hviderussiske nation. Forældre får ikke lov at lære deres børn hviderussisk. I Hviderusland er der ikke én eneste højere læreanstalt, hvor man underviser på modersmålet. I Minsk, en by på 1,8 mio. mennesker, er der ikke én gymnasieskole med undervisning på hviderussisk. Alle elektroniske medier og langt hovedparten af aviserne bruger kun russisk."
"Alle topstillinger i regering, administration og på læreanstalter er besat med etniske russere eller russisk-talende. Den hviderussiske kultur, videnskab og undervisning styres af en minister, der er russisk oberst og har russisk pas, mens den bedst kendte hviderussiske intellektuelle, forfatteren Vasilij Bykov, er drevet i landflygtighed."

Ruslands rolle
- Men kan Rusland spille en rolle ved at lægge pres på Lukasjenko?
"Det tror jeg ikke, tværtimod. Lukasjenko er en gal mand, en excentrisk diktator, men han er kun et redskab. Et redskab for de russiske kræfter, der har støttet ham hele tiden, og har samme mål som han: en skabelse af en stærk slavisk union som modvægt mod Vesten. Lukasjenko ville være intet uden disse stor-russiske nationalistiske kræfters moralske, politiske og først og fremmest økonomiske støtte".
Sjaretskij tænker her ikke først og fremmest på det kommunistisk-nationalistiske flertal i parlamentet, Dumaen, som forleden hyldede Lukasjenko med blomster og langvarige klapsalver, da den hviderussiske præsident talte i parlamentet. Han tænker på den russiske regering.
"De dage er forlængst forbi, hvor det var demokrater, der var de toneangivende i Kreml. Det er andre kræfter, der regerer Rusland i dag. Det er ikke noget tilfælde, at landets tre sidste ministerpræsidenter, Primakov, Stepasjin og nu Putin, alle kom fra en stilling som chef for efterretningsvæsenet".
"Det var Putin, der gav ordren om, at Tjetjenien skal knuses. Det er Putin, der jævnligt aflægger besøg i Hviderusland og hver gang har penge med for at holde landet flydende. Det er Putin, der har erklæret, at den russisk-hviderussiske union skal gennemføres så hurtigt som muligt, fordi det er i Ruslands strategiske interesse".
"Jeg vil gerne, at Vesten forstår faren", fortsætter Sjaretskij.
"Vesten giver fortsat penge til Rusland, men burde tænke mere over, hvad pengene går til. I er indirekte med til at finansiere Lukasjenkos diktatur, til at fremme en slavisk union, der først og fremmest er vendt mod jer selv. Måske vil der om få år igen være atomvåben på Hvideruslands jord. Hvordan vil I have det, hvis Lukasjenko kommer til at disponere over sådanne våben?".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her