Læsetid: 2 min.

En norsk grim ælling i San Sebastian

1. oktober 1999

Oprejsning til Karin Julsruds '1732 Høtten' på de internationale festivaler

Filmfestival
SAN SEBASTIAN - Blandt de film, der blev godt modtaget på den netop afholdte filmfestival i San Sebastian, var den norske 1732 Høtten (Bloody Angels) instrueret af Karin Julsrud, og produceret af Tom Remlov fra Norsk film. Filmen har været inviteret til festivalen i Edinburgh og været en tur over festivallen Toronto, hvor den blev solgt til den prestigefyldte amerikanske distributør USA-films, og skal videre til både London og Sundance. At være inviteret til sådan en perlerække af festivaller, hvor filmen er blevet godt modtaget og dermed skaber kontakter for norsk film på verdensplan, har en særlig sejrens sødme for både instruktøren og producenten. De stod nemlig til drøje hug, og gennemlevede en nærmest hetzagtig kampagne i den norske presse da filmen havde premiere i efteråret '98.

Velfortalt og skarp
De blodige engle handler nemlig om, hvordan der gøres selvjustits i en lille norsk bygd, Høtten med postnummeret 1738, efter at et særlig grusomt mord på en lille handicappet pige har fundet sted. Loven kommer til bygden i form af en kriminalbetjent fra Oslo, og gennem hans forsøg på at opklare mordet på den formodede morder, portrætteres landsbysamfundet i al sin grusomme solidaritet.
Centralt i filmen er det venskabsforhold, der opstår mellem storbypolitimanden og lillebroderen til de to unge mænd som landsbyen, inklusiv det lokale politi har udpeget som synderne. Men allermest centralt står det universelle spørgsmål om i hvis hånd loven skal og kan være, og om hvem det er, der bør forvalte retfærdigheden.
Ifølge instruktøren Karin Julsrud handler filmen om, hvad der sker, når voksne mennesker ikke vil tage ansvar, og for producenten indgår filmen i en afsøgning af hvilken legitimitet samfundet kan have, når alle værdier er i opløsning. Det er en velfortalt og visuelt skarp film over et mildest talt vanskeligt emne, den formår at skabe en stemning af angst og vold uden at vise en eneste voldelig scene. Skuespillerne er fremragende og filmen efterlader et umiskendeligt ubehag, der på noget mere kompleks måde, end de fleste af de andre moralske film i San Sebastian fører til eftertanke.
Men det er svært at være profet i sin egen bygd, måtte folkene bag filmen altså erkende da kritikken væltede ind over dem. Sådan er folk i norske bygder nemlig overhovedet ikke, man kan ikke være bekendt at portrættere den norske landbefolkning som landsbytåber, og slet ikke med sådan en voldelig hævnermentalitet.
Filmen blev rakket ned af kritikken og blev en dundrende kommerciel fiasko. Nu går den så sin stille sejrsgang verden over, hvor andre bygder er i stand til at se, at selvom 1732 Høtten selvfølgelig er så lokalt som det overhovedet kan være, så er historien om blodige hævnerengle ikke global, men universel. Ikke mindst amerikanerne har spejlet sig i den, et lille norsk spejl for et stort universelt problem. Man kan blot håbe, at de kritiske nordmænd, kan genkende en svane når den kommer tilbage igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu