Hvorfor går nobelprisen i økonomien ikke til informationsalderens svar på Karl Marx,
sociologen Manuel Castells?
Verdenskompas
"Måske er der flere penge end hjerner på Wall Street." Med disse vidunderligt provokerende ord som anslag sendte Reuters-journalisten Pierre Belec i søndags en artikel ud på det verdensomspændende nyhedsnetværk, der havde fået en ikke mindre provokerende overskrift: "For meget galskab på Wall Street?"
Det er ikke en artikel om alle de børshandlere, der frekventerer den sorte freudianske psykologbriks eller lider af præstationsangst og er ved at gå op i limningen som en stærkt traumatiseret mafiaboss alias Robert de Niro. Det er heller ikke en artikel om de upwardmobilepeople, der er blevet millionærer, før de har fået tid til at fjerne bumserne og nu køber ekstravagante luksusgoder, der for enhver pris skal demonstrere, hvilken høj social og kulturel status disse Mr. Nobodys er i besiddelse af.
IT guldfeber
Det er en artikel om finansøkonomiens stadig mere neurotiske adfærdsmønster i kapitalismens mekka, børsen på Wall Street. For en måned siden erkendte Microsoft-direktøren Steve Ballmer, at 'guldfeberen' over teknologiaktierne har nået 'absurde' niveauer. Og nu sammenligner investeringsmanageren Bill Valentine Wall Street med et teater, hvor publikum i panik styrter ud lige så snart en eller anden råber 'ild', for et kort øjeblik efter at vandre ind i teatret igen, når de opdager, at det var en falsk brandalarm.
Hele verden er et teater, sagde allerede Shakespeare i barokkens kaos, men måske er der en vis orden i markedets kaos. Og måske er det på høje tid, at der bliver lavet teater og romaner på den virkelighed.
Blandt økonomiske intellektuelle ser det ud til, at den informationsteknologiske guldfeber har bredt sig. Det kan man forvisse sig om ved at læse MIT-professor Lester Thurow nye bog Building
wealth med undertitlen det nye regler for individer, selskaber og nationer i den vidensbaserede økonomi. På den ene side beskriver han euforisk, hvordan den 'nye økonomi' og informationsteknologi revolutionerer verden med forbløffende hastighed, og på den anden side er der bortrationalisering af arbejdskraft og hurtigt voksende indkomstforskelle. Microsoft-chefen Bill Gates, ejer 100 mia. dollar, hvilket er lige så meget som de fattigste fyrre procent i USA ejer.
Det er ikke at foragte, når Thurow slår til lyd for, at regeringerne sørger for uddannelse til den brede befolkning, og at man ikke alene kan bygge fremtidens velstand på blind tro på det private marked.
Men det forbliver så forbandet overfladisk, når man samtidig skal læse hans tretten smartash-regler for den nye økonomi á la "ingen er nogensinde blevet rig ved at spare op. De rige ser muligheder for at arbejde og investere i situationer, hvor der findes store uligevægte." Thurow forfalder igen og igen til det floskuløse eller det pinligt banale.
Dræber kun mennesker
Sådan er det ikke med den spanske sociolog, Manuel Castells, der er professor i Berkeley Californien og er blevet kaldt informationsøkonomiens svar på Karl
Marx. Uden sammenligning i øvrigt. I et tungt tre-binds værk over tusind sider - La era de la informacíon eller 'Informationsæraen', om man vil - har han knasende tørt med stor stringens analyseret samfundet ved udgangen på det andet årtusind. De globale finansmarkeder "har kriser, som ikke er konjukturbestemte, men som skyldes turbulens i informationsstrømmen. (...)Uroen er strukturel. Der skabes ikke et krak, men en proces med massiv mangel på kapital og investeringer," sagde han fornylig i et interview til avisen El Pais, der bl.a. handlede om finanskrisen i Asien. "Krisen varer i sekunder, men det er tilstrækkeligt til at ødelægge et land eller at få 60.000 arbejdspladser til at forsvinde. Det er som en økonomisk neutronbombe: Den dræber kun mennesker."
Castells mener, at det er nødvendigt at finde nye fleksible måder at lave sociale sikkerhedsordninger på, som ikke er opbygget efter det gamle industrisamfunds modeller. Det er personen, ikke arbejderen, der skal have social sikkerhed.
Et næsten grafisk eksempel på tendensen i det økonomiske system, mener Castells er virksomheden Cisco Systems, hvis aktier på bare fjorten er vokset i værdi fra 2 mio. dollars til 190.000 mio. dollars - dvs til tre gange General Motors. Det er sket uden at Cisco ejer en eneste fabrik, for arbejdet udføres via virksomhedens web-adresse. "Cisco laver intet materielt; det eneste de gør at overføre og organisere information," siger Castells.
Informationsøkonomi
Han har endnu ikke fået nobelprisen i økonomi, men hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i en tid, hvor det er muligt for selv en sociolog som Anthony Giddens at blive leder af London School of Economics?
I de første år efter, at den svenske riksbank i 1968 havde oprettet den særlige nobelpris i økonomi, gik æren til keynesiansk orienterede økonomer, som Paul Samuelson og James Tobin. Siden fulgte monetarister som Milton Friedman og Robert Lucas. I halvfemserne er der også uddelt priser til mere institutionelt orienterede økonomer som sidste års vinder Amartya Sen. I år gik prisen til den 66-årige canadiske økonom Robert Mundell, der allerede i tresserne demonterede de gamle dogmer om, at nationaløkonomien er et lukket kredsløb. Han beskrev, hvordan makroøkonomien fungerer som en åben verden med udenrigshandel og kapitalbevægelser. Og han støbte allerede i tresserne nogle af de teoretiske kugler for en europæisk møntunion og det i dag så udbredte princip om, at centralbanker skal være uafhængige. Mundell viser, at den monetariske åndstænkning stadig står stærkt internationalt, ja nærmest er blevet institutionaliseret. Men mon ikke tiden snart er til, at nobelprisen går til intellektuelle, der bidrager til vores forståelse af den nye informationsøkonomi?
*Lester C. Thurow: Building Wealth. 301 s., 27,50 dollars. HarperCollins
