Læsetid: 3 min.

Øst-vest, hvem skal med

4. oktober 1999

En uskyldig kunstmesse i Berlin er lynhurtigt kommet til at handle om politik

Kunstmesse
Man kan hævde, at internationale kunstmesser blot er kommercielle mega-begivenheder, hvor gallerister trækker deres kunstværker til torvs for at møde samlere, museumsfolk, andre galleri
ejere og i det hele taget pleje forretningen. Sådan er det naturligvis også på den årlige kunstmesse i Berlin, som netop er åbnet. Det er fem dages uafbrudt udveksling af visitkort og plastiksmil. Men i Berlin er der som altid mere på spil. Den underliggende dagsorden er i høj grad politisk og griber ind i diskussionen om Berlins nye status som Tysklands hovedstad.
Klasse statt Masse - altså kvalitet fremfor kvantitet - lød den umiddelbart ufarlige trosbekendelse på messens pressekonference. Men hvordan dét så skal defineres, bliver hurtigt et politisk anliggende. Hvordan Berlinmessen skal organiseres og promoveres som en førende international kunstmesse vendes fluks til spørgsmålet om, hvordan byen Berlin markedsføres som hovedstad og europæisk kulturcentrum.
På dette års messe har 142 gallerier fra 22 lande fået grønt lys af bedømmelseskomiteen. Især udvalget af gallerier giver anledning til kritik. Messen klandres bl. a. for kun at repræsentere fem gallerier fra Østeuropa. For var det ikke oplagt, at netop Berlinmessen gik forrest i bestræbelsen på at indlemme de østeuropæiske gallerier i det internationale kunstsamfund - evt. ved at organisere en særlig støtte til disse gallerier, så det bliver økonomisk muligt at deltage?
Der er også utilfredshed med den tyske deltagelse. Selvom halvdelen af de deltagende gallerier er tyske, anklages messen for at negligere gallerier fra kunstmetropolerne Køln og Frankfurt. Nok er Berlin allerede et afgørende kunstcentrum, men hvis det også skal fungere som en samlende kulturel enhed for hele Tyskland, så er det vigtigt, at alle inviteres indenfor.
På den anden side er det ikke givet, at disse gallerier ekskluderes. Berlinmessen er kun fire år gammel, og endnu er der mange, der har større tiltro til de mere etablerede messer.

Samtidskunst til salg
Det er Berlinmessens erklærede mål at være en international messe for den yngre samtidskunst. I modsætning til messerne i Basel, Køln og Paris ser man stort set ingen modernistiske sværvægtere i stil med Picasso eller Matisse. Langt størstedelen af de præsenterede værker på årets messe er fremstillet inden for de sidste par år, hvilket i sig selv gør messen til en særlig oplevelse. At gallerierne så alligevel har medtaget meget salgbare værker i form af fotografi, maleri og tegning frem for mere krævende installationer er forståeligt nok den kommercielle situation taget i betragtning. Man må ikke glemme, at messer fra først til sidst er salgsudstillinger.
Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det respekterede galleri Neugeriemschneider fra Berlin vælger at lade dets stand bestå af en kæmpemæssig trækonstrukion af den thailandske kunstner Rirkrit Tiravanija. Konstruktionen er en model i forholdet 1:1 af det indre af en bus, som Tiravanija tidligere har rejst med. Der er sæder, hylder, vask og gasblus, som man kan koge mad på, og ellers fungerer trækonstruktionen som en regulær stand.
Langs væggen står en række malerier og fotografer - lige til at købe og tage med under armen. Det er altså ikke, fordi galleriet forsøger at kamouflere de fundamentale pekuniære interesser.
Danmark er pænt repræsenteret med de seks gallerier: Michael Andersen, Asbæk, Specta, Nils Stærk og Nicolai Wallner. Mærkeligt nok deltager England med samme antal gallerier.
Der er en påfaldende mangel af de vægtige engelske gallerier, der gennem de sidste ti år har spillet en væsentlig rolle i lanceringen af 90'ernes populære Brit-kunst. Måske har de endnu ikke vænnet sig til, at det kontinentale Europa forlængst er begyndt at røre på sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her