Læsetid: 3 min.

Offentligt privatliv

22. oktober 1999

Mobiltelefonen har fået en skarp konkurrent, hvis du vil spionere i andres privatliv

HJEMME HOS
Jeg kæmper stadig - det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg kæmper stadig for at vænne mig til et liv med andres mobiltelefoner. Et er, at jeg altid panisk spørger, hvor vedkommende er henne, når jeg ringer op, og om jeg forstyrrer. Teoretisk set ved jeg jo godt, at det ikke er mit problem, hvis personen i den anden ende ikke kan finde ud af at slå mobilen fra, hvis de sidder i et møde, i biografen eller et andet sted, hvor de ikke ønsker at blive forstyrret.
Noget andet er, at jeg endnu ikke har vænnet mig til at sidde og halvsove i toget, og vågne op som passiv deltager i fremmede menneskers diskussioner af, hvem der startede morgenens skænderi om endnu en overfyldt skraldespand.
Jeg har for eksempel også svært ved at bruge telefonen, når jeg ved, at min samtalepartner sidder i en fuld HT-bus. Endnu har jeg det bedst, når jeg ringer til en ven og ved, at vedkommende sidder i sin telefonstol ved siden af den lille kommode, hvor nøgler bliver lagt i en lille skål, og hvor der altid ligger gamle huskesedler og udbrændte nefalygter.
For mig er telefonen nemlig et stykke intim teknologi, der er beregnet til lange samtaler med stille pauser, hvor man kan sidde og kigge ud af vinduet, mens man tænker over det sagte. Et stykke teknologi, som godt nok ikke kan erstatte den personlige samtale, men som på gode dage kommer ganske godt derhenad.
Måske var det årene i Vestberlin før murens fald, der fik mine øjnene op for telefonens sande væsen. Det var dengang, hvor byen eksisterede i kraft af særordninger og økonomiske indsprøjtninger fra den vesttyske stat, og hvor alle lokalopkald kostede ti pfennig. Uanset længde. Resten betalte Bonn.

Helt uforpligtende
Men så langsomt er jeg begyndt at tvivle på min opfattelse af telefonen. Måske er det i virkeligheden mig, som er genert og menneskesky og har svært ved at forestille mig, hvor meget mere spændende et liv kan blive, hvis man inviterer alverden indenfor. Masser af mobiltelefonister har jo for længst fattet, at ny kommunikationsteknologi handler om at invitere vores medmennesker med på en uforpligtende lytter.
Og er man på den anden side typen, der holder af at hoppe på sådan en lytter og på sikker afstand følge med i andre menneskers liv, er der nye og spændende muligheder på Internettet. Mobiltelefonen har fået sig en hård konkurrent.
På nettet findes der hjemmeside på hjemmeside, hvor man kan kigge indenfor i andres hjem. Det er helt almindelige hjem, hvor helt almindelige mennesker har sat et eller måske flere internetkameraer - webcam - op og rettet dem mod køkkenvasken, mod sofabordet, kattens madskåle eller skrivebordet i stuens ene hjørne. Tænder de for kameraet, og kobler de sig samtidig på nettet, bliver der sendt live direkte ud til alle interesserede på nettet.

Hårde sager
Man skal godt nok forberede sig på, at man risikerer at blive udsat for hårde sager. I hjem efter hjem bliver der ledt efter papirer i bunker ved siden af sofaen, der bliver vandet blomster, og hunde bliver lukket ud i haven. Der sker også rigtigt meget ingenting på mange sider. Men der skal da nok findes dage, hvor man lige præcis har lyst til at sidde og kigge på et billede af en tom stue, mens man håber, at der kommer en person og henter lighteren, der ligger på sofabordet. Mr. Nerdman (www.nerdman.com) har for eksempel placeret seks kameraer i sit hjem og otte på sin arbejdsplads. Derhjemme er kameraerne kun tændt en del af dagen, mens han fra arbejdet sender 24 timer i døgnet. Bestemt et godt tilbud for den, som er glad for at holde godt øje med et tomt kontor i nattetimerne.
For de af os, der endnu kæmper med at vænne sig til at peepe ind i andres liv, er det måske lige, hvad vi har brug for. Et sted må vi jo starte. Fra at kigge på tomme kontorer kan vi langsomt optræne os til at kigge med, når Mr. Nerdman sidder og skriver på sin computer, mens han af og til klør sig tænksomt under hagen. Og før vi ved af det, har vi lært det der med at leve intenst med i andre menneskers liv, glæder og sorger.
Vel at mærke uden risiko for at blive tvunget til at involvere sig, tage stilling eller noget lignende ubehageligt, som venner, familie, naboer eller arbejdskolleger forventer eller ligefrem forlanger af en.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her