...en kærlig, vild og dobbeltløbet opsang til nationen og Teatret - med Thomas Bo Larsen og Dejan Cukic som frontløbere
Teater
På sin vis ligger Shubbernes mindre ambitiøse Danmarks-sang fra de mere uskyldige halvfjerdsere forude i genrens fjerne horisont, men at tidsånden og dronningeriget er rykket - både frem og tilbage - siden, er dette årtusindvendende festudspil med reprimande-overtoner et tydeligt, vittigt, dobbeltbundet og meget underholdende udslag af.
Forfatter Bornedal ser med væmmelse på karriereræset og den medfølgende familiesplittelse og med græmmelse på den slatne halvfemsermand, der lod kvinderne løbe med intuitionen og følelserne. Men samtidig er han dramaturgisk blevet friere og vildere; det her nærmer sig en teaterhilsen til Nørgaards sidste gobelin fra det 20. århundrede, ikke i den historiske referencebort, men i farverne (ikke de reelle, tak Steffen Aarfing), humoren og billedernes skæve naboskaber. Og så er filmmanden Bornedal satanisk skarptseende på et par teatertyper og deres parasitære forhold til den virkelighed, moderne teater så drevent og gerne suger på.
Men tag ikke fejl, Gud bevare Danmark er en festforestilling. Ingen kølig, nordisk besindelse og ruelse før hurlumhejet om halvfjerds dage, Far elsker jer, I skal s'gu bare tage jer sammen !
På fuld tå
Gudfader (Søren Sætter-Lassen) sidder ind for forfatteren og får sig, mens han flanerer på Østerbrogade i et panikindkøbt suit fra Regent en tjans, han egentligt har øvet sig på i æoner: at opsætte en historie - til et teater. Og så kører den dobbeltløbede Gasværks-saga over stok og sten om manden (Jens Jørn Spottag), der sætter kone (Helle Dolleris) og halvandet barn bogstaveligt over styr i sin bimmer efter et hjerteløst hurtigknald med svigerinden (Iben Hjejle). Efter ti år i coma og udstyret med et (altid dramatisk belejligt) hukommelsestab går han oprulningen af sin historie og sin skyld i møde, samtidigt med at han via svigerinden, der er skuespiller, bliver studieobjekt for instruktøren (Dejan Cukic) og skuespillerne (Niels Anders Thorn, Lars Brygmann og Morten Hauch-Fausbøll).
Mens slår Far med den ene hånd, giver han med den anden. Datteren er overlevet som surrogatbarn for Michelinkvinden Solbjørg Højfeldt og kommer i englehænder hos Thomas Bo Larsens poetisk, sært-kloge junkie, der går på tæer, fordi "planetens bane er for tung - kun en kropsvægt mere... og."
Larsens julevarme tegning og gestisk vidtløftige, spasserstrittende flagrehænder i samspil med en junkfragmenteret tankegang er en skuespillerpræstation på kunstnerisk fuld tå, der blomstrer autonomt ud af manuskriptets bedste rolle. Skønt der er kamp til stregen; Cukics portræt af en manieret og lurende instruktørsnog, for hvem blufærdig indadvendthed er alt for bleg og ordfattig, mens den store strippende følelsesudkrængning i Niels Anders Thorns giftigt præcise udlevering er sagen - hver gang - kommer ikke bare som en parodi, men med en ondskabsfuld genkendelighed og så fra branchen selv.
Nu, nej nu er festen slut
Helt overdådigt går forfatter- og instruktørgemyttet til værks i en scene, hvor superskuespilleren Thorn duellerer med Larsens mangefarvet begavede Ronnie i en duel på en børnebog, udspillet verbalt og gestisk armeret. Hvis stykket kom på video, ville scenen blive én af dem, man vender tilbage til igen og igen.
Bornedals manuskript er fuld af replikgaver til skuespillerne og bl.a. begavet med en socialrealistisk skærende morsom selvmordscene blandt ualmindeligt velformulerede tabere - Cukic igen i front - samt en dramaturgisk cirkelbevægelse, der tillader Spottags mand at møde sig selv som ældre følelsesudtørret panser (Gyrd Løfquist og en fin Gerda Gilboe som den ældede, uforfærdede svigerinde) og derved ændre sin bane i tide. Men med al sin djærve moralitet om at holde op med at frygte dæmonerne, se sig selv i øjnene og derefter tilgive sig selv og i hvert fald for guds skyld ikke flæbe (forfatteren giver mange femogtyveører for terapeutmentaliteten), rummer det også en vis eftertrykkelighed, der sågar en enkelt gang slår over i tygning for åben skærm.
Og så er det langt, for vi har haft det så sjovt og skal ikke skilles endnu. Langt som Saxo og Hendes Majestæt, musikalsk som De Små Synger og Nielsen, morsomt, vildt, alvorligt og grinagtigt som sig selv. We'll meet again spiller bandet, mens Sætter-Lassens slikne Gudfader i Tom Wolfe-hvidt skriver afskeds-signatur og det formidable lydanlæg (selvfølgelig) svarer 'amen'! på händelsk . Og det gør vi, til farvel igen og igen.
Men sikken en fest ! Og sikke nogle taler!
*Gud bevare Danmark. Manus & instr.: Ole Bornedal. Scen.: Steffen Aarfing. Musik: Martin Hall. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Østre Gasværk til 18.dec.
