Læsetid: 4 min.

Omsorg for detaljen

13. oktober 1999

Ida Jessens nye roman bæres af sikker skikkelsesdannende evne

Ny bog
I et gammelt, vaklende træhus ved en sø et sted i det sydlige Sjælland bor tre generationer under samme tag. Ældst er den pensionerede særling Leo. I midten står datteren Christa, der underviser i dansk og idræt. Den yngste i Kaptajnens Hus er Dorrit, Christas barn med Tage, en ingeniør, der forsvandt ud af sagaen engang for længe siden.
Husets tre beboere fremstår som temmelig indadvendte typer, der tit har brug for at være alene - Leo med sin arkæologiske samling, der dog også omfatter en trompet og en kontrabas og adskillige udstoppede dyr, Christa med sine malerier og Dorrit med sine bøger og sine enebarnslege.

To fødsler
Ida Jessens nye roman, der især bæres af herlig detaljerigdom og solid skikkelsesdannende evne, skildrer personerne over en ca. ti-årig periode fra 60'ernes midte og frem. Bogen lægger ud med i et tilbageblik at skildre Dorrits fødsel. Den afrundes en juleaften, Jesu fødselsdagsfest, i 70'ernes sidste halvdel, hvor Tage for første gang er med.
Imellem disse to korte afsnit beskriver bogens tre hoveddele hver af dens hovedpersoner, omhyggeligt og nænsomt, med en særegen omsorg for den enkelte scene og i et plastisk sprog, der kan forekomme tørt, men ikke desto mindre tit får det til at risle frydefuldt ned ad læserens ryg.

At vaske gulv i honning
Førstedelen samler sig om Leo, hvis ustadige, kringlede sind gør ham til lidt af en prøvelse for omgivelserne. Han hører til dem, der kan finde på at vende rødspætter i flormelis, bytte om på honningen og den brune sæbe til gulvvasken eller stille termokanden til varme på en af kogepladerne, så plastic'en smelter ud over det hele. Til gengæld tager han sig kærligt af Dorrit og lærer hende tidligt at læse.
Af andendelen fremgår, at pigen en tid står i fare for at blive lige så sær som sin morfar. Gammelklog, bleg i huden, kejtet, fedladen, ofte alene, gør hun kammeraterne i kommuneskolen usikre og irriterede, for hvad er hun dog for én? Helt galt går det, da Leo og Christa lader hende invitere hele klassen hjem til fest og alle ser, hvor 'afvigende' hendes familie faktisk er.
Samme midterdel rummer imidlertid også et lykkeligt omslag. Gennem et kejtet sommervenskab med den stritøre-opererede, vildt uregerlige, men i grunden bundløst ærlige Jakob oplever Dorrit både dansens sødme og dødens gru. Hun er pludselig ikke mere alene, og hun er da også sammen med Jakob den nat, hvor hun overrasker sin mor og dennes elsker.

Verden består af småting
Om deres forhold handler romanens tredjedel. Jes, en fotograf, har læseren flygtigt lært at kende tidligere som medlem af et jazzband, hvor han spiller guitar og Leo bas. For Christa bliver han en passion, og da de omsider har erklæret og åbnet sig for hinanden, bliver det til talrige stjålne møder på hotelværelser - under vanvittige navne såsom Hans Castorp og Hedda Gabler, Jacob Riis og Charlotta Dorothea Biehl. En enkelt gang bliver de standset og kaldt tilbage til skranken af en ældre portier, med store hvide bakkenbarter, som undrende læser op, hvad de har skrevet i gæstebogen. Der står Ib Schønberg og Bodil Kjer, hvad Christa lynhurtigt retter til Pia og Peter Hansen.
Sådan bugner Sommertid af pudsige, tit præcise detaljer. Men inden vi fortaber os i dem, bør vi omvendt betænke den helhed, som giver dem deres episke funktion. For romanen handler om, at verden, der som bekendt netop består af småting, kan være så fremstormende til stede, så intenst virkelig, at det brus, den kommer fejende i, opleves som uvirkeligt. I dét tilfælde kan mennesker gøre lige hvad de har allermest lyst til. Det er bare ikke sikkert, at de bagefter tør tro på sig selv.

En viljessag
Derfor vil selv den største kærlighed altid være et usikkert sted at befinde sig. Det er så få, der virkelig tør. Og det kan være svært at se i øjnene, at livsglæde og modstandskraft dybest set er en viljessag. For hvad det jo gælder om, er med klar stemme at kunne råbe gennem sin egen tvivl og splittelse.
Det er Christa, der siger sådan, tidligt i romanen, til sin nabo. Og da denne spørger, hvad det så er, man skal råbe, svarer hun, at man skal råbe: Se! Jeg har en gave til dig.
Den lader vi stå et øjeblik. Men i Ida Jessens fornemt skrevne roman står budskabet indfældet mellem menneskeskikkelser og hverdags-enkeltheder, som langsomt, hen ad vejen, forlener det med kunstnerisk gyldighed.

*Ida Jessen: Sommertid. Roman. 232 s., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her