Læsetid: 5 min.

Overblik

30. oktober 1999

Tjetjenske flygtninge strandet
*Tusinder af tjetjenske flygtninge er fortsat strandet ved grænsen til Ingusjetien trods Ruslands løfte om fredag at genåbne de checkpoints, der spærrer flugtvejene væk fra kampene i Tjetjenien. Imens fortsatte de russiske soldater sønderbombningen af mål i Tjetjenien, der ifølge russerne har forbindelse til de islamiske oprørere, som den månedlange offensivs erklærede mål er at udrydde.
Fredag kom landsbyer i det vestlige Tjetjenien under voldsom bekydning, og Reuter rapporterer, at også en hovedvej benyttet af flygtninge blev ramt af bombardementet. Omkring 50 tjetjenske flygtninge blev dræbt og mange blev sårede under angrebet.

Genroens skæbne er udsat
*Der kom fredag ingen afstemning om, hvorvidt en dansk foderroe, som Danisco, DLF-Trifolium og Monsanto står bag, skal godkendes i EU sammen med to genmodificerede rapssorter. De udsendte embedsmænd fra EU's medlemslande besluttede på fredagens møde i en EU-embedsmandskomité, at de havde fået så mange nye informationer af gén-firmaerne, at de var nødt til at sende oplysningerne videre til myndighederne i de 15 EU-lande.
Miljø- og energiminister Svend Auken er tilfreds med udsættelsen.
"Set fra dansk side er det en fordel for miljøet, hvis Kommissionens forslag til afgørelse afspejler, at ansøgerne har henvendt sig til Kommissionen med et tilsagn om at opdatere deres ansøgninger. Kommissionen efterkom det danske ønske," siger Auken i en kommentar.

Frankrig må bide britiske bøffer i sig
*EU's øverste videnskabelige komité konkluderede enstemmigt fredag, at Frankrigs importforbud over for britisk oksekød ikke holder.
"Der er ikke behov for, at vi reviderer beslutningen om at hæve forbuddet over for britisk

Armenien skal have ny regering
*Den armenske præsident, Robert Kocharyan, lovede fredag, at han straks efter begravelsen af landets myrdede ministerpræsident og de syv øvrige parlamentsmedlemmer vil gå igang med at danne en ny regering.
En talskvinde sagde, at præsidenten vil konsultere de politiske kræfter i landet, før en ny ministerpræsident og regering vil blive udpeget.
De myrdede fra blodbadet i det armenske parlament onsdag, hvor bevæbnede mænd trængte ind og skød vildt omkring sig, vil blive begravet søndag.

DSB dropper stykgodsforretning
*DSB besluttede på et bestyrelsesmøde fredag at droppe alle planer om at få stykgodsforretningen med i en international alliance sammen med vognladning.
De to områder udgør kernen i den strategiplan, der løber frem til 2002.
Strategiplanen er politisk godkendt og har til formål at omstille DSB Gods fra en underskudsforretning til at kunne fungere på almindelige markedsvilkår, uden at der gives tilskud.
DSB har imidlertid vurderet, at stykgods ikke har mulighed for at blive rentabel. I år ligger underskudet på omkring 150 mio. kroner, og derfor vil DSB nu arbejde for to forskellige løsninger for de to godsforretninger.
Det har fået trafikminister, Sonja Mikkelsen (S), til at reagere.
"Jeg vil indkalde parterne bag strategiplanen for DSB Gods til en drøftelse af den nye situation, idet beslutningen ligger ud over strategiplanen, som den blev accepteret i 1998," siger Sonja Mikkelsen.

Kompensation til ungdomsboliger
*De ungdomsboliger, der kan se frem til særligt store lejeforhøjelser, når de midlertidige støtteordninger aftrappes, kan se frem til en eller anden form for kompensation.
Boligminister Jytte Andersen (S) lovede at se på sagen, da Folketinget fredag førstebehandlede forslaget om aftrapningsordningen.
I alt 16.000 ungdomsboliger får i dag tilskud til huslejen, udsættelse med at betale særlige kriselån eller henstand med betaling af renter og afdrag på statslån.
Medmindre politikerne gør noget, ophører støtteordningerne ved årsskiftet. Regeringen vil i stedet aftrappe støtten over op til otte år, og det støttes af et bredt flertal i Folketinget. Kun SF, CD og Enhedslisten siger nej.

Weiss afviser kritik af centerlukning
*Forskningsminister Birte Weiss (S) vil lukke landets eneste center for indvandrerforskning, Center for Migration og Etniske Studier. Formanden for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen (V) og flere eksperter mener, at lukningen sker på et usagligt grundlag og vil medføre en gevaldig svækkelse af debatten om integration herhjemme.
Men det afviser Birte Weiss og understreger, at regeringen fordobler pengepuljen til indvandrerforskning fra år 2001 til i alt fire millioner kroner.
"Det her er et meget, meget vigtigt område for regeringen. Et område, der faktisk har været underprioriteret i flere år. Derfor er det fuldstændig forkert at fremlægge lukningen som et tilbageskidt. Forskningen kommer nu til at foregå i fri konkurrence, hvor de bedste får opgaverne," siger Birte Weiss til Berlingske Tidende.

Politistyrker skal lægges sammen
*Bagmandspolitiet og Rigspolitiets Rejsehold bør samle kræfterne i en fælles indsats mod økonomisk kriminalitet. Det mener Bagmandspolitiets nye chef, Flemming Kjær.
"Som systemet fungerer i dag, er Rejseholdet indrettet sådan, at folkene måske bliver sendt til Løgstør for at arbejde i en længere periode. Det er Bagmandspolitiet slet ikke gearet og bemandet til i dag. Også derfor kunne jeg forestille mig et tættere og mere formaliseret samarbejde mellem de to enheder. Det ville for mig at se styrke indsatsen på området," siger Flemming Kjær til Berlingske Tidende fredag. Rejseholdets chef Per Kanding er positiv over for en sammenlægning af kræfterne.

Iltsvind i dansk farvand svinder ind
*Problemerne med iltsvind i de danske farvande er på retur. De tidlige efterårsstorme har forbedret iltforholdene, viser årets sidste iltsvindsrapport fra Miljøstyrelsen, som udkom fredag.
I august og september blev der konstateret kraftigt iltsvind i flere danske farvande.
Men de seneste målinger fra midt i oktober viser, at der nu kun er iltsvind i mindre områder af de indre farvande. Selv i det sydlige Lillebælt, hvor kraftigt iltsvind af erfaring varer længst, ser ilsvindet ud til at være overstået for i år. Det er den kraftige blæst i oktober, der har hjulpet på iltforholdene.

Indonesien forlader Østtimor
*De sidste indonesiske tropper på Østtimor er klar til at forlade øen efter 24 års besættelse. Det sagde en talsmand for den internationale FN-styrke på Østtimor i går. Hele dagen i går havde indonesiske soldater travlt med at pakke det sidste udstyr sammen - siden den australske FN-styrke kom til Østtimor har 25.000 indonesiske soldater forladt øen. Soldaternes endelige farvel til Østtimor er resultatet af uafhængighedsafstemningen den 30. august

Plejehjemsassistent renset i Plejebo-sagen
*Efter mere end to års undersøgelser blev den tidligere plejehjemsassistent Dorte Gramkow renset i Plejebo-sagen fredag, da statsadvokaten for København og Københavns Politi opgav at rejse tiltale mod hende. Siden oktober 1997 har hun været sigtet i den såkaldte Plejebosag. At der ikke var tale om drab på beboerne, blev allerede afgjort i december sidste år. Tilbage blev en stribe mindre - men stadig alvorlige - sigtelser, der nu alle er frafaldet. Plejehjemsassistenten nåede at sidde fængslet i 65 dage. og kræver derfor 1.575.200 kroner i erstatning.
Pofessor, dr.jur. Eva Smith fra Københavns Universitet kritiserede igår mediernes dækning af sagen.
"Pressen svigtede sin opgave generelt. I begyndelsen af forløbet havde ingen lyst til at høre på, at byretsdommeren havde løsladt hende, og at hun kun var sigtet. Pressen glemte det svage menneske," siger Eva Smith. I øvrigt mener hun, at politiet fremover bør forsøge at skabe mindst muligt drama om sager, der efterforskes.
"Så vidt muligt bør man forsøge at drosle det ned over for offentligheden," mener professoren, der i øvrigt finder det forkert, at Københavns Politi udsendte en pressemeddelelse om grundlovsforhøret med plejehjemsassistenten dagen efter anholdelsen i oktober 1997.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her