Læsetid: 5 min.

Overblik

27. oktober 1999

Falun Gong udfordrer det kinesiske styre
*I snesevis af trodsige medlemmer af den forbudte åndelige bevægelse Falun Gong arrangerede tirsdag for anden dag i træk frimodigt demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads, mens det kinesiske parlament gennemgik en lov, der skal dæmme op for religiøse bevægelser.
Dagen efter at Beijing anklagede mindst 13 af bevægelsens ledere for at stjæle og udlevere statshemmeligheder i hidtil uset omfang, anholdt politiet flere dusin tilhængere, som sad fredeligt på Den Himmelske Freds Plads, der udgør det politiske hjerte i Kina.
De fleste af demonstranterne var midaldrende og så ud som helt almindelige borgere. De indrømmede frimodigt overfor politiet, at de var Falun Gong tilhængere, og lod sig frivilligt føre ind i politets salatfade.
Men politiet kom i håndgemæng med en enkelt mand, der tilsyneladende ville til at udføre Falun Gong øvelser - en kombination af buddhisme, taoisme, meditation og traditionel kinesisk skønhedsgymnastik.
"Okay, kom og tag mig," råbte manden. Politi i civil tog derefter fat i ham, og puttede ham ind i et salatfad til 15 andre.
Siden Kina forbød Falun Gong den 22. juli, har politiet anholdt i hundredevis af tilhængere for forsøg på opildning til demonstrationer i Beijing og andre byer.

Britisk opgør med side 9 pigen
*En række fremtrædende kvindelige medarbejdere på den britiske tabloidavis The Sun deriblandt redaktionschef Rebekah Wade er klar til at tage et opgør med en avisens faste indslag - side 3 pigen. Den britiske pendant til Ekstra Bladets side 9 pige har i årevis overlevet alle kønspolitiske argumenter - men Wade i spidsen lægges der nu op til et endeligt opgør. Afklædte kvinder er simpelthen en dårlig forretning, hvis avisen ønsker at tiltrække det nødvendige antal nye kvindelige læsere, lyder argumentet. Og dårlig forretning er et argument, som den pengebevidste avisejer Rupert Murdoch sjældent sidder overhørigt Leder på bagsiden

EU underkender dansk gift-forbud
*Danmark kan ikke få lov til at påberåbe sig miljøgarantien over for tilsætningsstofferne nitrat, nitrit og sulfitter, afgjorde EU-Kommissionen tirsdag.
Dermed kan Danmark ikke længere opretholde forbudet mod madsminke.
Artikel på forsiden og tema side 3

PET-kommission fastholder advokat
*PET-kommissionen besluttede tirsdag på et møde at fastholde advokat Axel Kierkegaard som sin udspørger i den kommende undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Beslutningen kommer efter, at advokaten har redegjort for sit forhold til den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K).
"Af oplysningerne (i redegørelsen, red.) fremgår, at der ikke består - og heller ikke tidligere har bestået - noget venskab eller nærmere bekendtskab i øvrigt mellem advokaten og Erik Ninn-Hansen. Kommissionen finder fortsat, at der ikke er grundlag for at betvivle advokat Axel Kierkegaards habilitet i hvervet som udspørger for kommissionen," hedder det i en officiel erklæring.

EU-forbud mod blødgørere på vej
*EU-Kommissionen er på vej med et totalforbud mod de såkaldte PVC-blødgørere i plasticlegetøj - herunder bideringe - som småbørn putter i munden.
Det bekræfter kilder i Bruxelles, efter at miljøorganisationen Greenpeace tirsdag afslørede, at Kommissionen efter to års undersøgelser er på vej med et hasteforbud.
Otte EU-lande - heriblandt Danmark - har allerede lagt sig på forbudslinjen og har bandlyst eller er på vej til at bandlyse PVC-blødgørere i alt plasticlegetøj til småbørn.
Greenpeace roste tirsdag EU-Kommissionen for omsider at anerkende, at PVC-blødgørere kan være giftige, men samtidig kritiserede miljøorganisationen blandt andet Kommissionen for at ville begrænse forbuddet til bidelegetøj.

Nazi-bombe mod Mikael Wiehe
*Den svenske sanger og sangskriver Mikael Wiehe blev natten til mandag udsat for et bombeattentat. Der blev råbt Heil Hitler umiddelbart inden sprængningen. Nazister ringede derefter til politistationen og beklagde, at det ikke var lykkes at dræbe Mikael Wiehe i denne omgang. Kravet om forbud mod nazister vokser i Sverige - syv ud ti svenskere ønsker nazisterne forbudt, viser meningsmålinger.
I et åbent brev i Aftonbladet skriver Mikael Wiehe, at han er oprørt over, at der er risikabelt at sige sin mening.
Wiehe deltog i weekenden i en demonstration mod nazisme foranlediget af den seneste tids episoder i Sverige.

190.000 tjetjenere på flugt
*Næsten 190.000 mennesker er flygtet siden Ruslands militære angreb på den oprørske region Tjetjenien blev indledt for omkring en måned siden, oplyste ministeriet for nødsituationer tirsdag.
Omkring 170.000 har søgt beskyttelse i den lille forarmede naboregion Ingusjetien ved tjetjeniens vestlige grænse, sagde en talskvinde.
Internationale nødhjælpsorganisationer har været tilbageholdende med at reagere, til dels af bekymring over sikkerheden i et område, hvor bortførelser ofte forekommer.
Kommentar side 8

Politisk modstand mod sladderhanke
*Regeringen får svært ved at få et flertal i Folketinget med på et forslag om, at borgerne skal kunne straffes for ikke at fortælle kommunen, hvad de ved om folk, der begår socialt bedrageri. Initiativet er en del af et lovforslag om central personregistrering, som indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) har fremsat.
Ifølge forslaget, der skal afløse folkeregisterloven, skal en kommune kunne spørge borgere, foreninger og selskaber, hvad de ved, hvis kommunen har mistanke om, at en person ikke bor på den adresse, der er opgivet i folkeregisteret. Der tegner sig dog et flertal mod forslaget blandt de politiske partier.

Nye folk til magten i Indonesien
*Indonesiens præsident, Abdurrahman Wahid, udnævnte tirsdag en 35 mand stor regering. Kun få af den ny regerings medlemmer har regeringserfaring, men til gengæld betegnes de som kyndige folk. Og så er der ikke ret mange generaler i den ny regering. Kun tre ministre fra den foregående regering er gengangere. Og for første gang i Indonesiens historie er en civil blevet udnævnt til forsvarsminister. Ny forsvarsminister bliver den tidligere undervisningsminister Yuwono Sudarsono. Den tidligere chef for Indonesiens væbnede styrker og tidligere forsvarsminister general Wiranto bliver minister for koordineringen af landets politiske og sikkerhedsmæssige anliggende.

Reformkrav kan ikke ties ihjel
*Den reformvenlige og moderate iranske leder Abdollah Nouri advarede tirsdag
Irans religiøse domstol om, at fængsel er den eneste måde at gøre ham tavs på.
"Det eneste, de kan gøre for at hindre mig i at tale, fra at udgive min avis og fra at udbrede mine synspunkter, er at sende mig i fængsel. Jeg har intet at frygte," sagde Nouri til sine tilhængere på Teherans universitet.
Nouri, som er shiamuslimsk præst og på samme tid nær forbundsfælle med Irans præsident, Mohammad Khatami, stilles i dag for den religiøse domstol.
Han kræver sociale og politiske reformer.

Åbning for brugerbetaling
*Regeringen vil lempe lidt på kravet til kommuner, som får lov at hæve forældrebetalingen til 33 procent over tre år mod at give pasningsgaranti.
Det fremgår af socialminister Karen Jespersens (S) lovforslag, som regeringen godkendte ved tirsdagens ministermøde.
Forældre kan ifølge lovforslaget højst betale ét procentpoint mere årligt i de næste tre år.
Reglerne gælder fra nytår. Kommunerne får lov at fastsætte frister for, hvornår forældre skal søge plads til barnet.

Historien må vige for de hellige biler
*Vigtige romerske og tidlige kristne arkæologiske fund er blevet ødelagt for at gøre plads til en seks-etagers bilgarage bygget på Vatikantets grund, skriver avisen The Guardian.
Bilgaragen breder sig blandt andet ud over det område, hvor de første kristne led martyrdøden, og hvor Skt. Peter blev korsfæstet.
"Det hastede så meget med at få garagen gjort færdig til fejringen af årtusindskiftet, at et af kristendommens mest hellige steder ikke blev respekteret," siger en italiensk professor i romersk arkæologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her