Læsetid: 4 min.

Overblik

8. oktober 1999

Nationalister vinder indisk valg
*Indiens regeringskoalition bestående af nationalistiske hindupartier gik torsdag igang med at danne en ny regering, efter at alliancen opnåede et flertal ved sidste måneds parlamentsvalg.
Premierminister Atal Behari Vajpayee og hans nationalistiske hinduparti, BJP, har med sikkerhed fået 172 mandater, mens partiets koalitionspartnere tilsammen har fået godt 100 mandater. Dermed sidder Vajpayee og hans politiske partnere på flere end 273 mandater, som udgør halvdelen af parlamentet. Politiske iagttagere tvivler dog på, at Vajpayee bliver i stand til at sammensætte en varig regeringskoalition, som sætter ham i stand til at regere hele den kommende fem-årige valgperiode.
Nyhedsanalyse på denne side

Serbisk opposition enige om valg
*Serbiens dybt splittede oppositionspartier enedes torsdag om en fælles spilleregler for valg og valglove, der skal føre til, at Jugoslaviens præ-sident, Slobodan Milosevic, tvinges til at udskrive valg før tiden. Den jugoslaviske regering har nemlig ikke kategorisk afvist muligheden af et tidligt valg.
De fleste oppositionspartier har også været uenige om, hvorvidt det er muligt at gennemføre et fair valg, så længe Milosevic er ved magten.
I en udtalelse fra partierne kræver de, at der skal nedsættes en ny valgkommission, de restriktive medielove skal fjernes og erstattes af nye, og der skal indføres en ny lov, der regulerer de politiske partier.

Usikre dødstal ved britisk togulykke
*Dødstallet efter togulykken i London i tirsdag frygtes at blive op imod 100 omkomne. Indtil videre er der fundet 28 omkomne, men en talsmand for politiet sagde onsdag, at 70 togpassagerer fortsat savnes.
Ifølge BBC-radio tyder jernbanemyndighedernes foreløbige undersøgelser på, at regionaltoget passerede et rødt signallys og to gule, inden det tørnede ind i intercity-lyntoget.
Over 150 passagerer blev kvæstet ved kollisionen og er bragt til seks hospitaler i London. 15 af disse var fortsat onsdag i livsfare. Flere af de livsfarligt kvæstede ligger på intensivafdelinger med svære forbrændinger

Opbakning til Helvegs WTO-kurs
*Bedre miljø og humanistiske hensyn til gengæld for adgang til blandt andet EU's marked. Det udspil fik udenrigsminister Niels Helveg Petersen i går opbakning til i Folketingets Europaudvalg forud for mandagens EU-møde. Her skal EU-landene forhandle sig frem til et fælles udspil på Verdenshandelsorganisationen WTO's møde i november i Seattle.
"Danmark har en række særlige sager, hvor jeg synes, at det er lykkedes at præge det, der nu bliver EU's dagsorden i Seattle," siger Niels Helveg, der ser lempelsen af adgangen til EU's marked som "en absolut afgørende" forudsætning for, at det lykkes at nå et resultat i Seattle.
På netop det punkt mener formanden for miljøudvalget, Jørn Jespersen (SF), at regeringen burde have spillet ud med konkrete tilbud om fri adgang for de mindst udviklede lande.

Schlüter slipper for at vidne
*Det bliver den danske ejendomsmæglerbranches direktør Pelle Sadolin - og ikke fhv. statsminister Poul Schlüter - der i retten skal vidne mod Kurt Thorsens kuldsejlede planer med de børsnoterede selskaber CVI International og Gefion, skriver Børsen.
Pelle Sadolin udtrykker forbløffelse over at blive indkaldt som vidne. Samtlige bestyrelsesmedlemmer i CVI International skal afhøres i de kommende måneder, blot ikke Poul Schlüter.
"Poul Schlüter må da formodes at have større indsigt i de samlede forhold end vi andre menige bestyrelsesmedlemmer," siger Pelle Sadolin.
Poul Schlüter sad ikke alene i CVI International, men i begyndelsen af januar blev han også fremført som Kurt Thorsens kandidat til formandsposten i Gefion, selv om det ganske vist kun var i fire døgn, til Schlüter trak sig.

Under mistanke for prisaftaler
*Konkurrencestyrelsen mistænker flere forhandlere af hjælpemidler for aftalt spil. Ifølge Dagens Medicin er det især forhandlere af ortopædisk fodtøj, som er i søgelyset. Hvert år bruger landets kommuner to mia. kroner på hjælpemidler til borgerne. Men flere kommuner har modtaget fuldstændigt identiske tilbud på en række hjælpemidler, uanset hvilke forhandlere de henvender sig til.
Men direktøren for Sahva, markedets førende firma, afviser alle beskyldninger.
"Vi er den eneste landsdækkende producent af ortopædisk fodtøj, og vi sidder på 60 pct. af markedet, så der er intet at sige til, hvis vores konkurrenter forsøger at følge os," siger direktør Torben Svanberg.

Flere penge på vej til jernbanen
*Regeringen er indstillet på, at give Banestyrelsen - der udbygger og vedligeholder jernbanenettet - et økonomisk løft i de kommende fem år på gennemsnitligt 530 mio. kr. årligt. Det stod klart, da trafikminister Sonja Mikkelsen i går indledte forhandlinger om flere penge til jernbanenettet med trafikordførerne fra alle partier i Folketinget.
Regeringens udspil vil give Banestyrelsen mulighed for at foretage omfattende fornyelse og vedligeholdelse af banenettet og dermed følge anbefalingerne i de eksterne analyser, der har kigget jernbanen grundigt efter i sømmene.

EU vil ændre i kritisk bog
*EU-Kommissionen vil have den omstridte embedsmand Paul van Buitenen til at ændre i en kritisk bog om sine oplevelser som EU-ansat, fordi bogen kan udløse en stribe retssager, hvis den offentliggøres i sin nuværende form. Paul van Buitenen var den embedsmand, der med sine afsløringer af grove uregelmæssigheder i EU-systemet startede den lavine, der i marts førte til Santer-kommissionens afgang.
En talsmand for den nye EU-Kommission, Steve Morris, sagde torsdag, at Kommissionens juridiske tjeneste mener, at van Buitenen kan retsforfølges, hvis han i bogen retter beskyldninger mod embedsmænd, der kan identificeres.

Monsanto: Pr-slag om genmad er tabt
*Robert Shapiro, direktøren for den amerikanske kemi- og landbrugsgigant Monsanto, indrømmer at have tabt pr-krigen om genmodificerede fødevarer, men han har stadig tiltro til teknologien, skriver Financial Times. Monsanto har "irriteret og gjort sig til fjende med flere mennesker, end vi har overtalt," sagde Shapiro på en konfenrence organiseret af Greenpeace.
Greenpeace beskylder Monsanto for at opføre sig som en tyran ved at anlægge retssager mod modstandere af genmodificerede fødevarer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu