Læsetid: 5 min.

Overblik

26. oktober 1999

FN godkender ny Østtimor-styrke
*FN's Sikkerhedsråd gav mandag FN's generalsekretær, Kofi Annan, bemyndigelse til at oprette en FN-administration med mandat til at genopbygge Østtimor og regere landet frem til uafhængigheden.
FN's overgangsmyndighed i Østtimor (UNTAET) får mandat til "at etablere en effektiv administration" i området, der blev kastet ud i blodigt kaos efter folkeafstemningen om uafhængighed fra Indonesien den 30. august.
UNTAET inkluderer bl.a. den største FN-fredsoperation i verden i dag. Styrken kommer til at bestå af 8.950 soldater, 200 militærobservatører og 1640 politifolk.
Den ny FN-styrke skal afløse INTERFET - den australsk-ledede internationale styrke, der blev sendt til Østtimor for at genoprette ro og orden i sidste måned.

Tjetjensk advarsel uden konsekvens
*Et brev med en advarsel fra Tjetjeniens præsident Mas-khadov til formanden for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, den norske udenrigsminister Knut Vollebæk, får ikke OSCE til at indtage en mere aktiv rolle i konflikten mellem Rusland og Tjetjenien.
Maskhadov advarer i brevet om, at tjetjenske oprørere uden for hans kontrol planlægger at angribe bl.a. russiske atomkraftværker og militæranlæg og opfordrer Vesten til at gribe ind hurtigst muligt. "Det er klart, at det er dystre udsigter, men så længe man fra russisk side ikke ønsker indblanding, er der kun lidt, vi kan gøre," oplyser en talsmand for Knut Vollebæk, til Information.

LO: Fyr de unge først
*De ældre skal ikke længere stå forrest i køen, når der skal deles fyresedler ud. Hvis man vil gøre op med holdningen om, at arbejdslivet hører op ved de 60, er det nødvendigt, at virksomhederne ændrer radikalt på deres afskedigelsespolitik, mener LO.
"Hvis der skal skæres ned, så fyr de unge først. De skal såmænd nok få en ny chance et andet sted," lød opfordringen fra LO-formand Hans Jensen, da han mandag holdt sin beretning til LO-kongressens 800 delegerede.

Krigsforbryder fanget i Bosnien
*Soldater fra den internationale styrke i Bosnien fangede mandag en mistænkt krigsforbryder og gjorde klar til at sende ham til Haag, hvor han vil, blive stillet for FN's krigsforbryderdomstol.
Damir Dosen er sigtet af krigsforbryderdomstolen for forbrydelser, begået mens han var kommandant for den frygtede serbiske fangelejr Keraterm i 1992.

Schweiz rystet efter højresving
*Det stabile politiske landskab i Schweiz er blevet rystet efter søndagens nationale valg, hvor det nationalkonservative og populistiske Schweiziske Folkeparti fik en dramatisk fremgang.
Partiet stillede mandag krav om mere magt i den kollektive regering, hvilket kan undergrave den "magiske formel", som i 40 år har sikret balance og kontinuitet i landets politiske liv.
SV, der er modtander af EU, har ført kampagne mod indvandring og asylsøgere.

Pakistans militær udnævner civile
*Pakistans militære ledere udnævnte mandag syv civile, heriblandt nationalbankdirektør Mohammad Yaqub, til at være med til lede landet sammen med hæren, der tog magten ved et kup den 12. oktober. Fire blev udnævnt som medlemmer af et nationalt sikkerhedsråd, der skal have ansvaret for landets ledelse. Yderligere tre civile blev udnævnt til henholdsvis udenrigsminister, finansminister og justitsminister.

Øststøtte skal under rammelov
*Dansk øststøtte bør styres af en rammelov med mål for indsatsen og regler for tilskud, lån og garantier til projekter og programmer i de øst- og centraleuropæiske lande. Det anbefaler Rigsrevisionen i en rapport mandag om Danmarks bilaterale (tosidige) øststøtte. Dermed går rapporten imod Finansministeriet, som i marts afviste, at der er behov for en rammelov.
Rigsrevisionen opfordrer Finansministeriet til at overveje sin holdning endnu en gang. Det er ifølge rapporten god lovgivningsskik, at så store tilskud som øststøtten styres med hjemmel i en lov. Danmark har siden 1990 postet 10,8 mia. kr. i øststøtte.

Det bliver dyrere at bo på kollegium
*Huslejen på en stor del af landets kollegier og ungdomsboliger vil stige i de kommende år, skriver Berlingske Tidende mandag.
Regeringen vil afskaffe en række midlertidige støtteordninger, og det vækker harme hos både de studerende og kollegiekontorerne, der udlejer værelserne. I forvejen er kollegierne alt for dyre i forhold til kvaliteten, mener organisationerne.
Boligminister Jytte Andersen (S) har netop fremsat et lovforslag, der får betydning for 16.000 ungdomsboliger og kollegieværelser, hvor huslejen typisk vil stige mellem 100 kr. og 200 kroner pr. måned i løbet af fire år.

Dyrevenner vender kyllinger ryggen
*Fjerkræslagteriet Gråsten Fjerkræ har mistet retten til at mærke sine kyllinger med ordene "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse". Det er foreningen Dyrenes Beskyttelse, som er skredet til handling fordi Gråsten Fjerkræ bruger kyllinger fra racer, der ikke er tilladt i økologisk produktion. Deres tilvækst er over de økologisk tilladte 30 gram pr. dag, skriver Økologisk Jordbrug. På samme baggrund risikerer fjerkræslagteriet at miste retten til det statslige økologi-mærke, det røde Ø - fødevareminister Henrik Dam Kristensen skal over for Folketingets Fødevareudvalg forsvare Gråsten Fjerkræs brug af Ø'et.

Veluddannede søger til det private
*Højtuddannede unge fravælger i stigende grad de offentlige arbejdspladser til fordel for private virksomheder, skriver Jyllands-Posten mandag.
I Dansk Magisterforening er antallet af medlemmer ansat i det private erhvervsliv syvdoblet de seneste 15 år, og blandt de nyuddannede magistre går flere kandidater nu til privat ansættelse end til de traditionelle stillinger i gymnasiet og den statslige forskning. De unge lokkes af en kombination af bedre arbejdsforhold, flere karrieremuligheder og højere løn.

Kina afviser åbning
*Trods vedvarende internationalt pres, afviste Kinas præsident Jiang Zemin under sit officielle besøg i Frankrig i går, at landets menneskerettigheder eller mangel på samme er andet end et internt anliggende. I mens arresterede de kinesiske myndigheder en række medlemmer af den forbudte religiøse sekt Falungong. Jiang Zemin besøg i Frankrig har været fulgt af demonstrationer - blandt andet fra Journalister Uden Grænser Inf.

'Fredskorridor' nærer spinkelt håb om ro
*Den aftalte åbning af en sikker korridor mellem de palæstinensiske selvstyreområder i Gaza og på Vestbredden blev mandag gennemført af de israelske myndigheder. Korridoren ses som et afgørende skridt henimod drømmen om en selvstændig palæstinensisk stat.
Samtidig får en af Israels erklærede fjender gennem 30 år, Nayef Hawatmeh, leder af organisationen Demokratisk Front til Befrielse af Palæstina (DFLP), nu mulighed for at rejse ind i selvstyreområderne efter en anmodning fra den palæstinensiske leder Yasser Arafat. Hawatmeh og hans organisation har i mange år haft hovedkvarter i Damaskus.
Dagen for to markante israelske skridt for en tilnærmelse mod palæstinenserne blev dog mærket af en skudepisode mandag, hvor en israelsk soldat skød og dræbte en palæstinenser i Bethlehem på Vestbredden. Drabet blev fulgt af voldelige sammenstød, hvor mindst 25 mennesker blev såret.
Myndighederne indviede palæstinensernes korridor gennem Israel fra Gaza-delen, hvor borgmesteren Musa Abu Sahadi i den lille by Bani Suhayla blev den første til at benytte den 44 kilometer lange vejstrækning fra Gaza til Vestbredden.
"Jeg håber, at det vil blive et skridt henimod fredeligere tilstande," sagde han.

Information retter
*I går citerede vi i Bagsidens Folk-rubrik en International Herald Tribune-historie om en egyptisk sanger. Det skulle vi ikke have gjort. Venlige læsere har gjort os opmærksom på, at Umm Kalsoum var sangerinde, og døde i 1975. Vi beklager fejlen. red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu