Læsetid: 5 min.

Overblik

23. oktober 1999

Gusmao vendte hjem i triumf
*Østtimors uafhængighedsleder Xanana Gusmao fik en stormende velkomst i sit ødelagte hjemland fredag.
"Vi er uafhængige nu og for altid," sagde Gusmao, da han talte til den jublende og hulkende folkemængde foran den bygning, der husede Indonesiens guvernør i flere årtier. Og han fortsatte:
"Vi har ikke brug for Indonesien. Østtimorerne er et meget modigt folk," sagde Gusmao, mens han kæmpede for at bevare kontrol over sine følelser. Han sagde, at Østtimor skulle rejse sig efter den hærgen og vold, der fulgte efter afstemningen om selvstændighed den 30. august.
"De kan ikke knække os. Vi østtimorer har kæmpet i 25 år, og i dag har vi endelig vores frihed. De prøvede at dræbe os, men vi er her stadig, grædende og lidende men stadig i live," sagde manden, der forventes at blive den første præsident for et frit Østtimor.
Den 53-årige Gusmao var først ventet i Østtimor i weekenden, men blev allerede torsdag nat ført ind i landet af FN-styrken. Befolkningen strømmede fra alle hjørner af Dili til den hvide guvernør-bolig, da FN-soldaterne fredag morgen havde uddelt løbesedler med ordene "Mr. Xanana Gusmao beder alle folk i Østtimor komme og høre hans tale i Dili."

Europa synger freden ind
*Kom og syng en enkel sang om fred. Sådan lyder opfordringen fra en gruppe fredsaktivister, der som optakt til FN-dagen på søndag har sat tusinder af mennesker i stævne i dag (lørdag) klokken 12.00 centraleuropæisk - og dermed også dansk - tid.
Alle skal synge med på den samme sang på samme tiden samme dag.

EU enig om frihandelsudspil
*EU-landene enedes fredag om et fælles udspil til de forhandlinger om global frihandel, som 134 lande i verdenshandelsorganisationen, WTO, vil forsøge at skyde i gang på et ministermøde i den amerikanske by, Seattle, om godt en måned. En såkaldt tavshedsprocedure sluttede fredag kl. 15, uden at noget medlemsland havde sagt fra, hvorefter det finske EU-formandskab kunne konstatere enighed om udspillet.
Dermed undgik EU-landene en splittelse på spørgsmål om beskyttelse af kulturelle forskelle og arbejdstageres rettigheder, og medlemslandenes fælles udspil ventes nu formelt vedtaget uden yderligere diskussion på EU's fiskeriministermøde i Luxembourg på tirsdag.

Flere lærere er ikke lærere
*Danske folkeskoler benytter i stigende grad lærere, der aldrig har gået på seminariet, skriver Aktuelt.
Danmarks Lærerforening forudser, at tendensen vil blive forstærket i fremtiden.
Forældreforeningen Skole og Samfund har ikke noget imod, at det i praktiske fag som sløjd og gymnastik som en nødløsning bliver faglærere, der underviser.
"Men når vi taler om dansk, matematik og geografi, er det et problem," siger foreningens næstformand Solvej Gaarsmand.

Papon anholdt i Schweiz
*Den dømte nazikollaboratør, Maurice Papon, ankom fredag til Frankrig for at afsone en dom på 10 år for forbrydelser mod menneskeheden, efter at de schweiziske myndigheder havde indvilget i at udlevere ham.
Kilder i politiet sagde, at Papon, der blev dømt for at have hjulpet med til at deportere jøder til nazistiske dødslejre under Den Anden Verdenskrig, blev fløjet i helikopter til Frankrig fra nabolandet Schweiz.
Papon blev i løbet af natten anholdt på skisportstedet Gstaadt. Det skete blot timer efter, at Frankrig havde udsendt en international anholdelsesbegæring på den 89-årige forhenværende Vichy-embedsmand.

Russisk angreb koster 137 livet
*Et raketangreb på det tjetjenske hovedby Grosnij, som den russiske hær efter alt at dømme stod bag, har kostet 137 mennesker livet, oplyste talsmænd for den tjetjenske hær fredag.
Forinden sagde redningsfolk til det franske nyhedsbureau AFP, at mindst 100 mennesker var dræbt.
Raketterne ramte torsdag ned i en markedsplads og en fødeafdeling på et hospital, der ligger ved siden af præsidentpaladset i centrum af Grosnij.
Artikel side 4

Ørestadsselskabet afkræves en mia.
*Ørestadsselskabet har netop modtaget 50 ringbind fra sin anlægsentreprenør, Comet, der bl.a borer tunnelerne til Københavns metro. Den overvældende papirmasse udgør dokumentationen for såkaldte claims (økonomiske krav) på cirka 1,3 mia. kr. Det skriver nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Kravene dækker kun perioden indtil 1. januar 1999. Siden årsskiftet har Comet sendt yderligere krav, der også skal dokumenteres.

Pinochet appellerer udleveringsdom
*Advokater for Chiles tidligere diktator, Augusto Pinochet, appellerede fredag en dom ved en britisk domstol, som tillod, at Pinochet kan udleveres til retsforfølgelse i Spanien. Den nu 83-årige Pinochet blev arresteret i London for et år siden efter en anmodning fra spanske advokater, som anklager ham for tortur, mens han var diktator i Chile mellem 1973-90.

To krigsforbrydere anholdt i Kosovo
*Tysk og hollandsk militærpoliti, udstationeret i Kosovo, anholdt fredag to formodede serbiske krigsforbrydere i byen Orahovac i den sydvestlige del af Kosovo, meddelte den NATO-ledede KFOR-styrke.
Talsmand for den tyske KFOR-styrke, sergent Nikolaus Kranz, sagde, at de to serbere var blevet anholdt fredag eftermiddag og nu tilbageholdes i et fængsel i den nærliggende by Prizren.
Tysk og hollandsk militærpoliti har flere gang forsøgt at pågribe formodede serbiske krigsforbrydere i Orahovac-området inden for de seneste par måneder. Området var ramme om nogle af de heftigste kampe mellem serbere og etniske albanere i Kosovo i fjor.
Artikler side 5

Læsekurser har slået fejl
*Fire år efter starten er indsatsen over for voksne med læsevanskeligheder endt som en fiasko, fordi mindre end fem procent af målgruppen siger ja til tilbuddet om gratis aftenundervisning. Derfor vil undervisningsminister Margrethe Vestager (R) nu foreslå at ændre kurserne, så de kan foregå i arbejdstiden, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten .
Undersøgelser viser, at mere end 400.000 danskere mellem 18 og 67 år er såkaldte funktionelle analfabeter og får forringet deres dagligdag og arbejdsevne af læsevanskeligheder. Alligevel har kun 15.000 voksne taget imod tilbuddet om gratis aftenundervisning siden starten i januar 1996.

Slut med søndagsåbent
*Efter forhandlinger fredag regner erhvervsminister Pia Gjellup (S) med at have opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til et indgreb, der bringer lukkeloven tilbage til det, der var meningen: At det kun er butikker med en mindre omsætning, der må holde søndagsåbent.
"Den situation, hvor Føtex ikke har åbent i Roskilde om søndagen, den kommer vi tilbage til på tirsdag," sagde Pia Gjellerup efter forhandlinger med den radikale ordfører, Morten Helveg Petersen.
Principielt er Det Radikale Venstre tilhænger af yderligere liberalisering, og Morten Helveg Petersen har ikke ville gå med til nogen stramning - kun en præscisering.

Konge i clinch med dyreretsaktivister
*Sveriges kong Carl Gustav har for en sjælden gang vist sin vrede offentligt. Kongens vrede gik ud over dyreretsaktivister, der fredag demonstrerede mod kongens årlige elgjagt.
"Man kan ikke have en masse 'små-tarzaner' til at løbe frit omkring hvor som helst," udbrød kongen, da henved 15 demonstranter forsøgte at forhindre kongen og hans gæster - adelsmænd og svenske og udenlandske finansfolk - i at gå på elgjagt.
Demonstranterne havde til hensigt at stille sig mellem elgene og jægerne, hvilket mislykkedes.
Normalt udtaler kongen sig aldrig om noget som helst - bortset fra dengang han kritiserede den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland for at gå på sæljagt.
Dengang gav det anledning til et stort postyr - og nu har kongen igen udtalt sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu