Læsetid: 2 min.

Ovids forvandlings-kugler

21. oktober 1999

Anette Abildgaard pakker Ovids kærlighedsmyter smukt ind i sin nye danseforestilling i Glyptotekets marmor

Dans
Det er et forrygende hold, Anette Abildgaard har fået samlet til at levendegøre fire antikke myter fra Ovids skatkammer: fem dansere i verdensklasse, tre fremragende sangere til at udføre Pierre Dørges musik og scenografi og lys i særklasse.
Hendes ærinde er at sætte den altomvæltende kærlighed på scenen, den der forvandler pigebørn til laurbærtræer, kærestepar til løver og marmor til kvindekød. Men desværre kommer forestillingens temperatur sjældent over de normale 37 grader, den mangler feberglød og passion i al sin dannede velanstændighed.

Arabesker
Det er meget smukt, når de sølvindfattede sangere med irgrønne handsker (Berit Meland, Isabel Piganiol og Håvard Stensvold) træder frem i Glyptotekets marmor, mellem søjler og statuer og synger Ovid-citater i en form for Monteverdi-stil. Deres kostymer er en blanding af samurai og Mars, og lyset følger kælent de optrædende. Så kommer danserne Jennita Russo og Nilas Martins frem under søjlerne, og leger kispus med hinanden i den første kærligheds tøvende forvirring.
Anette Abildgaard væver et nydeligt broderi af lange linjer med hilsen til Balanchine og Stravinsky, men dramaet i historien om Apollon og Dafne kommer ikke frem. Det er apollinsk, men skulle også udvikle sig dionysisk og gøre pigen så angst, at hun vælger tilværelsen som træ i stedet for elskoven.
Abildgaards forkærlighed for det pastoralt-elegiske kommer bedst til sin ret i den gudeskønne Alexander Ritters udlægning af selvforelskelsens plage. Som Narcissus kærtegner han sig selv med arme så bløde som sommerfuglevinger og drukner til sidst i drømmen om sit eget spejlbillede. Denne karismatiske danser fyldte bevægelsessproget med lyrik, ligesom Mette Hønningen i aftenens sidste afsnit gav sin marmorstivhed pikant og den langsomme kvindeliggørelse med fin ironi. Her nåede danserne udover det lidt for begrænsede koreografiske materiale, Abildgaard råder, over til en levende scenisk personliggørelse.

Kandis
Det er en meget smuk indpakning, Ovid's Forvandlinger har fået. Bjarne von H.H. Solbergs scenografi ville gå rent ind ved en modeopvisning i Paris, og Thomas Beks lys er fremragende. Der er i den grad kælet for billede og lyd, at det ender med at blive en kende for lækkert. Lidt mere råstyrke kunne man have ønsket sig, særligt i den vidunderlige historie om Atalanta og Hippomenes, der dyster med hinanden i et voldsomt, atletisk løb og forvandles til elskovssyge løver.
Det er blevet både nydeligt og pænt, men Ovid har forvandlet sig til sødt slik i stedet for til magisk, omvæltende erotik.

*Ovid's Forvandlinger - en moderne ballet af Anette Abildgaard. Musik Pierre Dørge. Scenografi: Bjarne von H.H. Solberg. Lys: Thomas Bek. Ny Carlsberg Glyptotek, ti.-sø. kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her