Bo Green Jensen indleder Rosinantes serie om alletiders bedste begivenheder
Efterhånden som millenniet nærmer sig sin afslutning, falder det underholdningsbranchen og det litterære establishment naturligt at markere sig med produkter, som konkluderer på det forgangne og siger farvel med manér.
Forlaget Rosinante har valgt en luftig og ganske underholdende måde at markere begivenheden på. I en lille serie bøger med fællesbetegnelsen De 25 bedste... har forlaget med hjælp fra forskellige autoriteter sat sig for at afgøre, hvilke fodboldspillere, pornostjerner, rocksange og ikke mindst film, der er de bedste, i dette tilfælde De 25 bedste film fra 90'erne.
Skrevet af forfatter og kritiker Bo Green Jensen er De 25 bedste film fra 90'erne, en kompetent og oplysende rundtur i årtiets filmiske højdepunkter - fra The Big Lebowski og Den blå drage over Kundun og Lost Highway til The Sweet Hereafter og Underground.
De 25 film kan diskuteres, men inden man får lov at lufte egne sympatier og brokke sig over Bo Greens udvalg, konstaterer forfatteren i sit forord, at bogen burde have heddet 25 af de bedste film fra 90'erne.
Faktisk tager Bo Green konsekvent højde for de fleste indvendinger, man kunne have mod et udvalg overvejende dikteret af personlig smag.
90'ernes bedste film er en blanding af alment anerkendte mesterværker, som de fleste kan enes om at inkludere på en sådan liste, og personlige favoritter, hvis billeder er blevet hængende hos ham siden det første, afslørende kig. Således optræder både smalle, intellektuelt funderede film (The Pillow Book) og stort anlagte underholdningsprodukter (Titanic) side om side. Ligesom ikke-kanoniserede film som de kontroversielle Crash og Lost Highway også har fundet vej ind på listen.
Anmeldelserne er velskrevne, grundige og afrunder fornemt filmene og deres naturlige berøringsflader. Ind i mellem fornemmer man på en malerisk og næsten opstemt anmeldelse, at Bo Green har investeret flere følelser i den pågældende film (f.eks. Quentin Tarantinos Pulp Fiction) end i andre. De vurderes ud fra en mere nøgtern betragtning om, at de er vigtige som tidsudtryk, fordi de tør noget (David Cronenbergs Crash) eller fordi de opsummerer en instruktørs hele værk på tilfredsstillende vis (Pedro Almodovars Min hemmeligheds blomst, Kryzstof Kieslowskis Rød).
Der er ingen danske film med i bogen, hvilket Bo Green begrunder med, at en bog om de 25 bedste hjemlige produktioner er på vej. Alligevel kunne det være rart med et kig på hvilke danske film, der kunne indgå i så fornemt et selskab.
*Bo Green Jensen: De 25 bedste film fra 90'erne. 116 s. 128 kr. Rosinante.