Læsetid: 4 min.

På genlyt

5. oktober 1999

En nostalgisk rejse gennem Bowies pladeproduktion fra 1969 til 1989

Sangskriver
Jeg har et gammel kassettebånd med Poul Borum, som jeg skatter meget og passer meget på. Det er en optagelse fra Danmarks Radio P3 fra 1976 eller '77 med et timelangt radioprogram, hvor han fortæller om David Bowies lyriske univers og spiller sange fra Bowies produktion.
Jeg skatter det, fordi Poul Borum var en fantastisk formidler, et utroligt menneske - og en så vidende kapacitet inden for litteratur, at man savner hans lige. Også selvom han tit var et dumt anmeldersvin i Ekstra Bladet.
Og jeg skatter det, fordi jeg via den udsendelse fik øjnene op for sangskriveren David Bowie. Jeg var de der 17-18 år, hvor rock for mig kun handlede om selve musikken, lydene. Selvom man kunne synge med på mange af numrene, så tænkte man egentlig ikke over, hvad det var man sang. Det var næsten, som når små børn laver fonetisk engelsk. "Shii lub tju, jær, jær" med the Beatles var et stort hit i min børnehave i '63.
David Bowie kom engang af vanvare til at skrive et nummer, der hed "Changes." Det er fra Hunky Dory-pladen fra 1971. Det betyder jo som bekendt "forandringer," og nummeret har ufortjent forfulgt Bowie, fordi han hurtigt fik ry for at skifte image og musikstil, som vi andre skifter undertøj.
EMI har netop genudgivet Bowies 17 studieplader fra 1969 til '89. De viser med al tydelighed, at der både musikalsk og tekstligt er en rød tråd gennem hele hans produktion.
Selvfølgelig har man sine favoritter. Selvfølgelig er enkelte af pladerne fuldkomment helstøbte, hvor andre er mere fragmentariske. Men der er flere interessante aspekter ved hver plade. Og altid gode numre. Og om man bedst kan lide Ziggy Stardust fra '72, Heroes fra '77 eller
Let's Dance fra '83 er jo dybest set et spørgsmål om personlig smag.

Med til den øde ø
Hvis jeg skulle fragtes ud på den berømte øde ø, så ville jeg have dem alle sammen med, men blev armen vredet om, fordi jeg kun måtte tage én med, så blev det nok nødtvunget Diamond Dogs fra '74, Bowies pladeversion af Orwells fremtidsroman 1984 iblandet andre storby-visioner. Fra det forvrængede hundehyl bag guitartonerne til Rodgers & Hammersteins "Bewitched" på Future Legend til crescendo-koret på udgangsnummeret "Chant Of The Ever Circling Skeletal Family" er der en så mættet, paranoid og fascinerende stemning over hele pladen, at jeg kan høre den igen og igen - og alligevel aldrig få nok.
Pladen indeholder også Bowies bedste 70'er-tekster. Mesterværkerne er Orwell-figuren Winstons skræmmende og gribende kærlighedssang til Julia, "We Are The Dead", og den ni minutter lange "Sweet Thing/Candidate" hvor Bowie gør fuld brug af William Bourroughs såkaldte cut-up-teknik, hvor sætninger klippes i stykker og sættes sammen på nye, tilfældige men alligevel meningsgivende måder.
Men selvfølgelig skyldes min forkærlighed for netop dén plade også, at 1974 så at sige var det år, hvor jeg blev voksen rent musikalsk. Musik - og alt andet i mit liv - gik fra blot at være baggrund til at være noget, man kunne forholde sig intellektuelt til. 1974 var mit år. Jeg er nok den eneste i hele verden, der synes at It's Only Rock 'n Roll med Rolling Stones fra dét år er et mesterværk. Men som Dimond Dogs kom den lige dér mens jeg blev voksen. Jeg fik aldrig bumser. Min stemme var aldrig i overgang, i provinsen går man alligevel altid i det forkerte tøj, og jeg har altid været genert - men pludselig forstod jeg litteratur og musik på en måde, som aldrig var gået op for mig før.
Genudgivelserne med Bowie er i luksusudstyr med ny, krystalklar remaster-lyd og teksthæfter til samtlige album. Nu kan jeg for første gang læse Diamond Dogs, og jeg ved godt, at det sikkert er for særlige entusiaster, men mig giver det stor fornøjelse at 'læse plader' samtidig med at musikken spiller. Nu står slutlinierne fra "We Are The Dead" med endnu tydeligere rædsel foran mig. "Klæd dig på, min elskede, for jeg kan høre dem på trappen. På grund af alt det vi har set og alt det vi har sagt, er vi de døde. Vi er de døde."

Oversete plader
En genudgivelsesrække af denne enestående kvalitet giver også mulighed for at dykke ned i mere oversete plader. Efter Low og Heroes fra '77 blev Bowies sidste album i trilogien skabt i samarbejde med Brian Eno, Lodger fra 1979, ikke særlig godt modtaget, og jeg kan også huske, at jeg ærlig talt var lidt skuffet, da jeg havde hørt det igennem den første gang. Jeg forsøgte mig selvfølgelig et par gange mere, men siden er pladen sjældent blevet hevet frem fra glemslen. Det viser sig nu at være en stor skam. Lodger er et af Bowies mest legende album. Det er Bowies world music-plade, længe før dét blev politisk korrekt.
Også nostalgiker-albummet fra '73, Pinups, hvor Bowie synger beat-numre fra midten af 60'erne, bl.a. af Them, Pink Floyd, Pretty Things, Kinks og Who, er sjovt at høre igen. Og hans sparsomme produktion fra 80'erne slet ikke så styg, som de fleste siger. Faktisk er det første Tin Machine-album (fra '89) et af Bowies bedste nogen sinde. Nej, det minder ikke ret meget om Ziggy Stardust, men der er en power, en spilleglæde og en lyst til at blive ved med at udforske musikken samt en politisk stillingtagen til verden omkring os, som er befriende og meget sjælden hos de store, gamle rockstjerner. Bowie udgav sin første plade i '64, året efter Beatles og Stones. Det sku' man ikke tro nu.

*David Bowies nye album 'Hours' blev anmeldt i mandagsavisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her