Læsetid: 3 min.

Pas på I ikke vælter!

19. oktober 1999

Nina Sten-Knudsen har bevaret sin uskyld. Med penslen har hun skabt ultrasmukke landskaber, der ophæver centralperspektivet og sender publikum ud på en visuel Odyssé

UDSTILLING
Mens nogle kunstnere fra den succesombruste 80'er- generation, der gik under betegnelsen 'De unge Vilde' har minimeret deres udtryksform og arbejder med en cool æstetik, der holder alle værdier ude i strakt arm, så har ét medlem af denne klub, maleren Nina Sten-Knudsen, valgt en anden vej: Ad snoede stier på rejser til eksotiske udkantsområder og gennem et møjsommeligt arbejde ved staffeliet har hun nu fundet tilbage til et stort anlagt, romantisk landskabsmaleri, der ganske enkelt er besættende at skue.
Æstetisk set befinder det sig - med overvejende gyldent-røde jordfarver - et sted mellem Turner og hulemalerierne i Lascaux-grotten. De seks kæmpe store malerier hænger på anden etage i Glyptoteket i en stor sal med ovenlys, en sal, der giver plads og ro til fordybelse.

Polyfokale billeder
Endnu en gang bliver man mindet om, hvor vigtige rammerne er for mødet med kunsten, og noget bedre sted at møde den end i Glyptoteket en solbeskinnet eftermiddag, hvor kun tre forkølede japanere daffer rundt, og et forelsket norsk ægtepar er nær ved at vælte, så tæt sammenslyngede er de, kan næppe tænkes.
Helt konkret har Nina Sten-Knudsen (f. 1957 og uddannet på Kunstakademiet 1977-82 hos Sv. Dalsgaard, Robert Jacobsen og Hein Heinsen) arbejdet med den store klassiske landskabstradition, som vi kender den fra britiske Turner og franske Claude Lorrain og det amerikanske landskabsmaleri fra 1800-tallet, men hun overtager ikke blindt de gamle mestres for længst kanoniserede resultater. Ej heller ironiserer hun over dem.
Nej, hun drister sig til at bringe deres forehavender videre og frem. Hun har nemlig ophævet centralperspektivet - ikke i kubistisk forstand, hvor objekterne vrides på grund af en kalejdoskopisk optik. Ej heller i et abstrakt-ekspressivt fortabelsesmaleri à la Kirkeby. I stedet lader hun os se flere ting samtidig i et 'polyfokalt rum', som hun kalder det.
Der er mange kunsthistoriske referencer, der er interessante pejlemærker for den kyndige - her hilser hun Duchamp, dér impressionisterne f.eks., men ikke desto mindre lever malerierne glimrende på deres egne betingelser, for man suges ind i de store, malede rum, hvor oppe og nede synes ophævet, og alligevel kan vi orientere os, fordi det faktisk er et figurativt formsprog, hun benytter.
Suverænt håndterer hun maleriet. Her ses et klassisk, monumentalt bygværk, dér en storby, oplyst af elektrisk lys, dér en flod, der zigzagger som flimrende neonlys og flænser enormt landskab. På bredden ses en familie fra 1800-tallet, der i bedste orden og iklædt borgerskabets fulde ornat indtager deres medbragte mad. Et sammenstød af tider og rum sandsynliggøres i de store malerier.

Svimlende rystetur
Udstillingstitlen - Landskabet senere - mere end antyder, at landskabsmaleriet befinder sig i en slags post-situation. Alligevel lader det sig gøre at male billeder af landskabet, men det bliver mest som efterbilleder af noget tabt, og derved er det en noget sørgelig forestilling, vi her bivåner. Evigt ejes kun det tabte, synes billederne at udskrige.
Hvor der optræder mennesker, er de gengivet som malet efter et fotografisk forlæg med raster m.v., og de optræder som en slags realitetseffekter i de store billedrum. Nina Sten-Knudsen ophober detaljer og giver dem fri i én og samme bevægelse, og resultatet er, at publikum sendes ud på en svimlende rystetur.
Se denne udstilling, kære læser. Og tag en kær ven med. Men pas på, I ikke vælter!

*Nina Sten-Knudsen: Landskabet, senere. Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads, København. Tirsdag-fredag 10-16. Til 14. november. Katalog med tekst af Nina Sten-Knudsen og Flemming Friborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her