Læsetid: 6 min.

Paul Klee - ærlig talt lidt af et geni

27. oktober 1999

München og omegn er i øjeblikket et eldorado for Klee-fans

Udstillinger
Af Man tager toget til München. Nu er det jo blevet efterår, og der er en særlig kølig luft i luften. Man kan gå ind og høre barokken suse og synge i en himmelhøj kirke, eller man kan betragte alpetøjet i gadernes vrimmel. Er man på Klee, er der p.t. nogle voldsomme muligheder.
Må jeg foreslå, at man starter med at træde op ad trapperne til Haus der Kunst, altså ovre til venstre, hvor Staatsgalerie moderner Kunst holder til. Det er sådan set bare deres permanente samling, og det er endda kun en lille del af den, ca. 300 billeder af over 2.000. Derfor bygges der nu på livet løs ovre ved pinakotekerne et tredje, der skal hedde Pinakothek der Moderne.
Men det, der er fremme, er så overvældende, at der er nok til flere rejser. Der er ingen grund til at skjule, at man allerede i et af de første rum stilles ansigt til ansigt med tre tidlige Kandinsky-malerier: to ryttere fra 1909 og 1910 fra metamorfosens første trin, hvor der er så megen symbolmættet åndelighed på spil. Og, ikke mindst, Träumerische Improvisation fra 1913, hvor frisættelsen har fundet sted. Dette mesterværk er så magtfuldt og tentativt, at man står og falder, når man står over for det. Alle de nævnte åndelige kampe udkæmpes for éns pupiller, og det er, som om man går derfra renset på sin sjæl.

Og så er der Klee...
Der er mange flere mesterværker, ja faktisk konfronteres man med mesterværk på mesterværk fra flere perioder og grupperinger, Blaue Reiter, Der Sturm, Neue Sachlichkeit, kubisme, surrealisme og gadagung, gadagung: enkeltbilleder.
Der er Picasso, der er Max Ernst, der er Jorn, og der er alt, hvad man kan tænke sig. Og så er der Klee. Ud over samlingens i forvejen generøse tilbud om at studere Paul Klee i forskellige aldre og udtryk er der for tiden (frem til 9. januar 2000) en særophængning af ni Klee-billeder under titlen Der Vollmond. Neun nächtliche Landschaften von Paul Klee.
Det er en interessant sammenstilling af billeder fra 1917 til 1921, fine små sager med fuldmåner, haver og kirkegårde. I det lille katalog til udstillingen sættes disse natlige landskaber i forbindelse med tysk romantisk tradition, specielt Caspar David Friedrich.
De kan ses som hvilepunkter i Klees abstraktionsproces, hvor landskabeligheden inddeles i felter, der ligesom er på vej væk fra genstandsverdenen i en art tryg fremmedgørelse.
Man kan ikke rigtig blive klog på, hvad der foregår, er det en spredning eller en samling? Makro-kosmos forvandles til mikro-kosmos, mens døden lurer i grantræer og vinduesrum.
Der er dette med Klee, at han altid har noget barnestueagtigt legende over sig, selv mens død og ødelæggelse og de yderste spørgsmål rumsterer i billederne. Det er, som om kampen, der udkæmpes, holdes inden for et selvvalgt begrænset rum, der kan overskues. Hvor Kandinsky stormer derudad, sidder Klee i køkkenet og tegner små streger på et alvorligt stykke papir, der godt nok indeholder både præcision og alt det prekære i menneskelivet såsom måneskin, melankoli og vanskeligheden ved at føle nærhed.

... og mere Klee
Når man nu har været dér, og som sagt er der så mange billeder, der kræver opmærksomhed, der er Feininger, og der er Oskar Schlemmers danserinde, at der er gået flere timer, inden man vakler ud i solskinnet, må man nok lige holde en pause eller overnatte, inden man med friske skridt trænger op ad trapperne igen ved hovedindgangen - til det samme Haus der Kunst - hvor der, ligeledes til den 9. januar, er en stor udstilling med Klee-værker, Paul Klee. In der Maske des Mythos.
Udstillingen handler om det overbevisende faktum, at omkring 250 af de mere end 8.000 værker, som Paul Klee har betitlet og medtaget i sit oeuvre, bærer mytologiske navne på guder, heroer o.a. Klee var livet langt optaget af den græsk-romerske mytologi og andre mytologier. Han identificerede sig med deres skikkelser, levede sig ind i det evige drama, de fremstiller og gennemspiller. Vi kender selvportrætterne, der ligner masker, og maskerne, der ligner selvportrætter. Men han holdt distancen og blev ikke grebet af en eller anden politisk, kollektiv mytomani. Han havde ikke et sådant ærinde.
Derimod forholdt han sig til disse figurer, drømme, scener, kulturbærende overleveringer som til et par briller, han kunne betragte virkeligheden igennem. Kritisk-ironisk, selvskabende, tvetydigt. Det er vel egentlig hans kendetegn, at der er flere muligheder, at der praktiseres en principiel åbenhed i billedet. Og i de bedste resultater styres denne åbenhed af en stram komposition. Man ser et gennemborende blik. Fra en tid, der hverken er fortid eller nutid - eller fremtid for den sags skyld. Men disse tider i forhold til hinanden.
Man kan holde meget af disse billeder, fordi der er en tøven indbygget i dem, en langsom hurtighed, som romerne - og før dem grækerne - talte om. Der er en kontemplation, en farveglæde, noget elementært. Der skues indad, og der leges intellektuelt. Det er meget underholdende - og sine steder dybt dramatisk. Sider af menneskelivet, som nu en gang er godt beskrevet i mytologisk sprog, gengives med denne henvisning, elegant og tilsyneladende let. Og så er det jo først og fremmest billeder, der falder i slag.

Så en tur til Murnau
Når man nu er i München, bør man også tage toget til Murnau en regnfuld dag og se Gabriele Münters hus, Russerhuset, hvor Münter og Kandinsky opholdt sig hver sommer fra 1909 til 1914, når de ikke var ude at rejse, og hvor Kandinsky er fotograferet i haven med venstre fod på spaden. Toget går hver hele time, og snart stiger man ud på Murnau station og vandrer den korte vej ned til det berømte hus, som netop er restaureret og åbnet for publikum. (En plakat hænger på Lenbachhaus og adviserer det).
Det er en bagatel, måske, men dog turen værd at kravle op ad trapperne til soveværelse etc. med de to forelskede maleres dekorationer på træværket, Wassilys høje hat m.m. Mest interessant er en ophængning med Kandinskys udkast til omslaget til Almanach der Blaue Reiter. Det er faktisk rigtig spændende og et smukt lokale at stå i.
Udenfor igen bevæger man sig rundt i de så ofte malede landskaber, nu noget tilbyggede naturligvis, det var her genstandsverdenen trak sig tilbage og lod farver og former komme til, i deres egen ret. I samme Murnau kan man besøge Schlossmuseum, og her finder man foruden de permanente udstillinger om Murnau og Gabriele Münter og Blaue Reiter-kunstnerne en særudstilling med titlen Paul Klee und seine Weggefährten (frem til 7. november, så her skal man skynde sig lidt).
Det er en fremragende lille udstilling. Hovedvægten ligger selvfølgelig på Klee, og jeg må sige, hallo nogle billeder! For fjerde gang i løbet af få dage bliver man overvældet af denne Klee, der ærlig talt er lidt af et geni. Humorist og legebarn og dødens alvorlig billedmager. Man kan godt få ondt i hovedet af det småtte ved anslaget, men til gengæld, når man indstiller øjet til mikro, ser man pludselig makro for fuld udblæsning.
Foruden billeder af Klee rummer udstillingen værker af hans 'rejsekammerater', Kandinsky og Münter, Jawlensky, Marc, Macke, Campendonk, Feininger og
Schlemmer. Bemærkelsesværdige er to akvareller af Kandinsky, én fra omkring 1916 og én fra 1923. Den første, uden titel, er en slags efterslæt fra den heftige tid, den anden, Bewegt, er fra Bauhaus-tiden, klar i sine former, komponeret af en masse ting og sager, lige linjer m.m., og bevægelsen flyver og farer i alle retninger som ved et større kosmisk fyrværkeri dér på papiret. Det strømmer til med mennesker, og man får lyst til at sige tak. Så kører man hjem til München, hov, dér sagde jeg allerede 'hjem' om München. Nu må vi helt hjem.

Asger Schnack er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her