Læsetid: 7 min.

Dette er en pibe

1. oktober 1999

I anledning af Nobelprisen 1999 til Günter Grass

Essay
Det er ikke mere end en uge siden at man i Radio Hamburg kunne høre en vigtig diskussion mellem Günter Grass og hans landsmand Martin Walser om det gamle og det ny Tyskland. Martin Walser er kendt som en meget åndsaristokratisk tysk forfatter, der samtidig har blandet sig i den tyske debat om alt muligt lige så meget som Grass.
Det var ikke første gang de to toneangivende forfattere diskuterede sammen, det gjorde de også for fem år siden, hvor de stod på hver sin side af genforeningen; Grass var imod den brutale genforening, Walser mente at der ikke var noget alternativ, når den rige onkel skulle overtage den fattige fætters fallitbo og banke det op på Mecedesniveau.
Og alligevel var der sket noget i deres holdning, de var kommet tættere på hinanden, de kaldte hinanden ved fornavn med en vis varme. Grass talte som den fornuftige venstreorienterede stadig imod overgrebene på DDR, Walser talte som altid med en vis træthed om den uundgåelige historiske udvikling.

Bruddets poetik
Men pludselig, på ét punkt blev deres væbnede neutralitet erstattet af fællessang, ros, glæde, spontane udbrud.
Det var da ordet brud fandt, altså et brud, og begge mente at Tysklands litterære og kulturelle fremtid måske i allerhøjeste grad lå i det gamle DDR, og hos litteraterne, som netop på grund af det voldsomme brud for ti år siden havde fået en erfaring, en erfaring der gik ud på at de blev behandlet dårligt, både af deres egne ledere og af de nye ledere i vesten.
Selvrespekten, trodsen, selvindsigten, ovenpå tabet - alt det havde de østtyske litterater tilegnet sig på de ti år, og ikke blot accepteret tingenes gang.
Dermed blev der åbnet op for et tema, som netop Grass står for og som også forbinder ham med en heideggeriansk forfatter som Martin Walser: den meget store optagethed af kulturen i DDR, på tværs af grænsen.
Faktisk har Grass altid rejst til DDR, knyttet kontakt til DDR, og så har han for mange år siden hjulpet en DDR-forfatter til vesten, Hans Joachim Schädlich, som med sine satiriske fortællinger og romaner om den evige tyske geheimeagent fik en stor betydning for Grass selv i hans afdækning af uforanderlige magtstrukturer i den tyske historie fra tidernes morgen til dette århundredes slutning.
Walser har på samme tid knyttet kontakt til sin egen DDR-forfatter, en forfatter, hvis navn han nævnte med stor stolthed i radioudsendelsen, Gert Neumann, som eksempel på en DDR-forfatter, der skrev med stor selvbevidsthed om bruddene i DDR og det nye Tyskland.
Der er slet og ret tale om, at Grass og Walser fra hver sin position har arbejdet sammen om et fælles projekt, med at hjælpe de fortrængte, underbelyste sider af tysk litteratur og kultur frem, og begge er optaget af den slags forfattere, som de selv er, forfattere med sans for brud, uforsonede modsætninger, og litteraturens kritiske betydning i et forstenet samfund.

Den polske Grass
Günter Grass har ofte været i Danmark, og i København, for at læse op af sin seneste roman for en meget stor forsamling af danskere, der forstår tysk.
Første gang denne anmelder hørte ham, var i 1977, hvor han læste op af Flynderen. Ved den lejlighed blev han spurgt om sin holdning til det nyligt indgåede samarbejde med DDR.
Overraskende nok svarede han, at det kunne ville blive et samarbejde på højeste niveau, for eksempel i form af en udveksling mellem Dresdens og Münchens drengekor, hvorimod det aldrig ville få betydning for forfatternes eller borgernes frihed.
Som en forklaring på hans usædvanlige distance til de to Tysklande, som han både var optaget af og ikke identificerede sig med, rejste en ældre polsk tilhørerinde sig op og meddelte hele forsamlingen, at hun anså Günter Grass for at være en polsk forfatter, fordi han skrev skarpt og satirisk, mens en tysk forfatter skrev dunkelt og sentimentalt.
Og noget er der jo om snakken. For Günter Grass er født i Danzig i 1927, i en familie med tyske og polske aner. Efter 1945 måtte han forlade
Polen og bo i Tyskland, så bruddet har betydet meget for hans liv og for hans romaners form og indhold. I mange af romanerne begynder og ender vi i Danzig/Gdansk, både som barndommens by og som den for altid forladte by.
Først kom trilogien om Danzig/Gdansk; det var Bliktrommen, Hundeår, Kat og Mus fra 1959-62. De gjorde Grass berømt i Tyskland, og vesttysk litteratur berømt i verden.
De foregår før krigen, under og efter den, og hvis man tænker tilbage på de tre romaner og deres betydning i Danmark, så melder lysekronen sig med det samme, den store lysekrone i Danzigs operahus, som splintres og styrter ned på grund af Oskars dionysiske skrig, der får alt samlet og harmonisk til at splintres til kaos og ruin. Først derefter husker man adamsæblet fra Kat og Mus og ens dansklærers spidsfindige og freudianske fortolkning af katten.
Lysekronen havde han intet godt at sige om, og derfor er dens skæbne blevet bevaret i denne læsers og anmelders bevidsthed; hvergang han ser en prismelysekrone i et operahus, tænker han på Grass.

Kunstneren Grass
Og det han tænker på, det er Grass som skabende kunstner, som forfatter, som billedhugger, som tegner, som piberyger.
Og det er ikke let at tænke på Grass som kunstner, for mens Thomas Mann omgav sig med en kunstnermyte, som ingen den dag i dag har formået at trænge igennem, så omgiver Grass sig med en politikermyte.
Han stiliserer sig selv som den sunde, socialdemokratiske ankermand, der hader de store ideologier, også når de resulterer i et vesttysk overgreb på resterne af DDR. Hans romaner bruger også politikken som stof, sommetider som mere end stof, nemlig som manifest, der næsten ikke behøver at tolkes frem af den digteriske form.
Det blev tydelig, da den anden store bølge kom for Grass som forfatter, med Flynderen i 1977. For ganske vist var fablerne og eventyrerne fremme i hvert kapitel om flynderen og det grimmske eventyr om konen i muddergrøften, men man mærkede snart hensigten og blev forstemt.
Således nåede denne anmelder aldrig længere i Flynderen end til 1968, hvad der derefter skete, blandt andet besøget i Polen omkring Solidarnosc, læste han først efter at have mødt Grass selv og hans kone Ute i København.

En længere historie
Den anden gang denne anmelder mødte Grass var i 1995, i forbindelse med udgivelsen af hans roman En længere Historie. Der var tale om et avisinterview, om romanen og dens baggrund. Baggrunden var en genial idé, for i En længere Historie lykkedes det Grass ved hjælp af den tyske realist Theodor Fontane fra sidste århundrede at kaste et grelt lys over det moderne Tysklands udvikling, så den minder om det tyske kejserriges tid før Første Verdenskrig.
Men i samme øjeblik denne anmelder så ham, så han hans pibe, den havde han helt overset, han tænkte kun på ham som et jakkesæt, dyre læsebriller, kloge øjne, der fik munden til at sige de rigtige ting til den nikkende interviewer.
Piben holdt han som et barn ind mod sin krop, og idet han satte sig efter at vi havde hilst på hinanden, spurgte han om han måtte drikke en øl.
Derefter fortalte han om fortælleren, om det at svæve højt oppe, som en stork over landskabet, at have overblik, at leve panoramisk, at køre i elevator, at flyve højt. Det havde altsammen noget at gøre med hans roman, hvor der køres meget i elevator, i bil, men hvor det ender med at elevatoren brænder, ligesom krystallysekronen i Danzigs operahus splintres. Det var det han talte om, Danzig, Gdansk, bruddet, flugten til vesten, oplevelsen af det tragiske, af ufriheden, også for fortælleren.
Som fortæller, fortalte Grass, kunne han heller ikke svæve over landskabet, han blev ramt af historiens ulykker som alle andre, han oplevede bristede illusioner, og derfor var hans romaner aldrig harmoniske, men fulde af digressioner, lyriske steder som hos romantikerne, eller vildt fabulerende som hos de polske forfattere.

Kvindelig hovedperson
Derefter sluttede Ute sig til selskabet, Ute som var hans anden kone, hans kvindelige hovedperson i Flynderen, også hun øldrikkende og fabulerende og denne anmelder måtte ile bort for at redigere interviewet.
Der er flere figurer der er gennemgående i dette forfatterskab, der er dyrene og deres eventyrlige evne for overlevelse, således allerede schäferhunden i Hundeliv, flynderen overfor kvindetribunalet og rottesken. Musen og katten. Kvinderne som ernæringseksperter. Så er der de barokke figurer, dværgene, skuespillerne, vaganterne, intriganterne, tyrannerne, martyrerne.
Og så er der klovnene, som de sværeste figurer at placere, fordi de synes at ramme alle, især dem der tager sig selv altfor højtidelige. Det kan være opgejlede parade-nazister, men det kan også være tyske romantikere, der går vild i den tyske skov og skal reddes ud af en skovløber, før det bliver mørkt, eller det er den tyske spion, der forfølger de andre og selv virker jaget.
Også Enzensberger har ofte fremhævet klovnens rolle som den moderne kunstners rolle, og spurgt sine akademiske kritikere, hvorfor de havde så meget imod at være klovne.
Men fra klovnen til verdensteatret er der ikke langt, og det er dette totalteater, der gør Grass interessant, fordi han både kan skildre den sanselige verdens overdådighed - også som sproglig overdådighed - og dens foranderlighed, undergang og fortsættelse.
For selvom de fleste bøger hos Grass handler om undergang, så føler man egentlig ikke, at hans romaner er ramt af denne undergang, men han bruger den som stof for flere fortællinger om dette århundrede.

*Henning Goldbæk har ved flere lejligheder anmeldt bøger af Günther Grass, senest 'Mit århundrede' i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her