Læsetid: 2 min.

Pressekort

23. oktober 1999

I dag er Arkivernes dag
*Danmark har mere end 440 lokalhistoriske arkiver, som er medlemmer af Lokalarkivernes landsforening. Foreningen kan i dag fejre sit 50-års jubilæum og har derfor udnævnt dagen til 'Arkivernes dag'. Dette fejres desuden med udgivelsen af bogen Den lokale hukommelse - arkiver i fremdrift (150 kr.) på sammenslutningens eget forlag. De fleste lokalarkiver holder åbent i dag. Mere end 100.000 besøger dem årligt. Web-adresse: www.lokalarkiver.dk

140 kanaler går som varmt brød
*Den kommercielle tv-gigant - BSkyB - har nu solgt sit nye digitale betalings-tv til 1,8 mio. britiske husstande. SkyDigital-systemet tilbyder sin brugere 140 forskellige tv-kanaler. Alene 1,6 mio. husstande er kommet til inden for de seneste 12 måneder. Den største konkurrent - ONdigital - har kun solgt det halve. Som led i den hårde konkurrence tilbyder
de to koncerner nu forbrugerne gratis dekoderbokse.
BSkyB kontrolleres af mediemogulen Rupert Murdoch (t.v) via selskabet News Corp.

Landets mest utroværdige
*Befolkningen har ikke megen tillid til journalist-standen. Det har striber af undersøgelser dokumenteret gennem årene - men den seneste af slagsen fra Institut for Konjunktur-Analyse sætter trumf på. Journalisterne kommer klart ud som den faggruppe, der anses for at have den laveste etiske standard og den ringeste troværdighed.
Under en procent af de adspurgte vurderer, at journalister har en meget høj troværdighed. Og 14 procent siger direkte, at journalisternes troværdighed er "meget lav".
Nogenlunde lige så suspekte er reklamefolk. Næstlavest i troværdigheds-rækken kommer politikere og bilforhandlere.
I den anden ende af skalaen kommer dommerstanden ind på pladsen som den mest troværdige af de 16 undersøgte faggrupper.

Politiken og Ekstra Bladet skal spare
*På linje med Jyllands-Posten og Berlingske-koncernen er landets tredje store bladhus - Politikens - i gang med store sparekampagner.
I løbet af den kommende måned skal ledelserne på Politiken og Ekstra Bladet finde besparelser på et to-cifret millionbeløb.
"Når økonomien er skredet skyldes det dels for optimistiske indtægtsbudgetter, dels at det ikke er lykkedes at tilpasse omkostningerne til de indtægter, der ikke kom..", siger adm.dir. Lars Munch til husavisen Svingdøren.
Blandt det tekniske personale er der særlig uro: Vreden retter sig mod, at huset ikke vil leve op til en gammel hensigtserklæring om at bygge et nyt trykkeri, når den nuværende trykpresse skal udskiftes.

Medier for pæne ved Kong Salomon
*Medierne er tilbøjelige til kun at have de kritiske briller på, når de kigger på Jørgen Hattemager. Af Kong Salomon tegner de ofte et alt for lyserødt billede.
Denne kritik kommer fra advokat, dr.jur. Jesper Berning. I et interview med Dansk Presse forklarer han:
"Der er en helt klar forskel på, hvordan pressen behandler f.eks. en storbank og en sidegadevekselerer. I det første tilfælde er man tilbøjelig til at gå ud fra, at virksomheden har opført sig korrekt, og det smitter af på journalistens grundighed og tilgangsvinkel."

Historisk sejr for pressen
*Tre dommere fra Østre Landsret skrev i går retshistorie, da de enstemmigt stadfæstede Københavns Byrets afgørelse om, at det er tilladt pressen at nævne navnene på tre tiltalte sidegadevekselere fra firmaet Bernstein & Co.
Straffesagen mod de tre tiltalte begyndte den 1. oktober. Netop den dag trådte en ny retsplejelov i kraft, der for første gang nogen sinde giver pressen ret til at protestere imod og anke navnebeskyttelse af tiltalte i en straffesag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her