Læsetid: 2 min.

Primadonna i to karrierer

26. oktober 1999

For godt en uge siden udkom Astrid Saalbachs selvbiografiske roman 'Den hun er' - ved et tankevækkende tilfælde er romanens ene hovedperson, Berthe Quistgaard, død søndag, 89 år gammel

Nekrolog
Den store, gamle dame i dansk teater fik en for de pårørende svær og tung sortie, men hun havde inden da blomstret i hele to karrierer.
Den, der hænger sammen med Saalbachs korte skuespillertid, begyndte i det famøse '68, men havde hverken ungt eller fransk forbillede. Tværtimod var det et oprør fra to modne damer, idet Berthe Quistgaard blev håndplukket af daværende kulturminister Bodil Koch til - som rektor for den nyoprettede Statens Teaterskole - at bringe skuespilleruddannelsen fri af Det Kgl. Teaters traditionstyngede elevskole, som Berthe Quistgaard selv var barn af.
Den skole, hun og hendes kongeniale administrator Jens Louis Petersen, byggede op, havde et internationalt teaterudsyn, hvis 'nye' pædagogik lå soleklart i forlængelse af Berthe Quistgaards livslange tilknytning til humanismen i de kommunistiske teorier og i samklang med det intime årtis fokusering på det sociale livs betydning for den enkelte.

Teaterskolemutter
I skolens sølvbryllupsfestskrift taler datidens elever om Berthe Quistgaard, som "den første og den sidste vi så hver dag, for hun var Statens teaterskolemutter, og hun elskede næsten altid de uvorne unger, også når vi en sjælden gang overnattede på skolen." Om "en sjælden følsomhed og en enorm menneskelighed" og, som en slags kommentar til Saalbachs titel om 'du er, hvem du møder'!
"Der skal som bekendt to til at et møde kan finde sted. Og to søgende sjæle, der vil hinanden, skal nok finde sammen, hvis muligheden er til stede. Det var dén fundamentale mulighed, Berthe Quistgaard skabte på Statens Teaterskole." Og dermed en forbløffende række af nutidens mest iøjnefaldende
skuespillere, instruktører og scenografer, kunne man tilføje.
Da Berthe Quistgaard skulle gå af, fandt nogen på at hædre hende med et portræt, God idé, gyseligt resultat. Fra lærredet stirrer en fladt belyst, hvidhåret morlil i pædagogstriber forsigtigt ud i rummet.
For os, der oplevede modellen, var det en så overfladisk skuen damen på hårene, at det banaltfarvede lærred stod som det stik modsatte af, hvad rektorinden altid søgte - liv, dybde, sandhed.

Meget at være stolt af
Ej heller var der i den forudgående professionelle karriere noget banalt eller forsigtigt over udøveren. Skuespillerens elegance (der var enhver kostumiers drøm), skarpe og for sin tid meget moderne replikbehandling og dybe bratchstemme, der lå godt for Strindbergs og Sartres mørke, havde en melodisk timbre, der lige så vel var et fund for Coward (Privatliv i et legendarisk samspil med den hurtigt glemte Knud Rex) og de mange lystspil, som dansk film bestod af i 40'erne.
Samtidens repertoire på Riddersalen og Det Ny Teater i Per Gregaards tid lagde scene til Berthe Quistgårds største kunstneriske udspil, men den offentlige hukommelse er kort og i dag huskes nok især hendes spil i tv-udgaven af Sven Holms Leonora, hvor styrken i den historiske figur og dens fremstiller faldt uforglemmeligt sammen. Edward Flemmings film fra '87, Sidste akt, der besøger et pensionat for ældre skuespillerinder, bød symbolsk på dansk films farvel til den stolte profil.
Og skønt personlig beskeden, men ikke det mindste selvudslettende, havde Berthe Quistgaard meget at være stolt af - politisk såvel som kunstnerisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu