Læsetid: 1 min.

Radikale parat til at blokere for Femerbro

9. oktober 1999

Der er ikke en krone til Femer-forbindelsen, siger Vibeke Peschardt (R)

"Næsten alt, hvad Trafikministeriet laver, er i strid med regeringens mål for udslippet af CO2 fra trafikken," siger den radikale trafikordfører, Vibeke Peschard. Det gælder også den stigende biltrafik, man forudsætter, hvis en fast forbindelse over Femer Bælt skal hænge økonomisk sammen.
"Trafikministeriet planlægger jo slet ikke med henblik på at få folk over på den kollektive trafik. De har ikke engang et kontor for kollektiv trafik," siger hun.

Vedligeholdelse først
"Der er ikke en krone til Femer-forbindelsen, så længe den danske infrastruktur er så sløj, som den er," siger Vibeke Peschardt, helt i overensstemmelse med vedtagelsen på Det Radikale Venstres landsmøde for nylig.
Landsmødet krævede markant større bevillinger til den skinnebårne trafik," således den får mulighed for at agere på et tidssvarende niveau."
Forhandlingerne om ny rammeaftale for jernbanerne begyndte i denne uge. At opdatere jernbanenettet vil koste i omegnen af en halv milliard ti år i træk.
Dertil kommer udgifterne på ca. 10 milliarder til at udbygge banen fra København til Ringsted og forbedre forholdene på Københavns Hovedbanegård.
Også de eksisterende motorveje er - ifølge Vejdirektoratet - i forfald.
"Det er jo idiotisk at nedslide den infrastruktur, vi har. Det gælder også skoler og institutioner," siger Vibeke Peschardt.
Hun tvivler stærkt på, at økonomien i en fast Femerforbindelse kan hænge sammen helt uden statsmidler.
"Den økonomiske undersøgelse fra Trafikministeriet viser kun at en skrabet model antagelig kan hænge sammen. Men kun hvis den danske og den tyske stat vil betale for forbedring af landanlæggene. Men det må vente, så længe der er langt vigtigere investeringer. Regeringen vil jo nedbringe statsgælden, ikke øge den", siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her